Opbygning af modkultur

I kvarteret og mellem hjemmets fire vægge blev vi ikke præsenteret for dansk litteratur, kultur eller demokrati. Det gjorde vi til gengæld i folkeskolen, men den forsømte vi. Det undrede ikke mine daværende skolelærere. De havde fra indskolingen set os stimle sammen i grupper og rebellere mod de arme lærere. Vi overfaldt dem dagligt med skældsord, hån og svadaer, indtil de bortviste os. I mellemskolen fik vi ofte gårdvagterne til at græde, når vi overrumplede dem med snebolde på klos hold. Deres gråd var symbolet på sejr, så vi forfinede konstant drengestregerne og skubbede grænserne.

Vi forsømte undervisningen, fordi vi ikke kunne associere os med det danske samfund.

I kvarteret levede vi ganske afsondret og distanceret fra det øvrige samfund, skønt vi geografisk set befandt os i hjertet af København. Kriminalitet og euforiserende stoffer var altoverskyggende, følelser blev undertrykt af frygt for, at man skulle fremstå som svag.

ALLEREDE I EN alder af 11 år vidste jeg, at gadelivet var min lod i livet. Jeg forstod godt, at kriminalitet ikke var hensigtsmæssigt, og at vold stred imod samtlige moralske principper i samfundet og de religiøse principper i mit hjem, men jeg følte, at anerkendelsen, som jeg fik fra mine venner, når jeg gennembankede andre børn eller stjal fra dem, opvejede min mors dyrebare tårer og den formanende pegefinger fra skoleinspektøren.

 Før jeg fyldte 17, havde jeg flere domme for personfarlig kriminalitet og havde været anbragt i fem af landets otte sikrede døgninstitutioner, herunder en særlig sikret afdeling. Året efter begik jeg et drabsforsøg, som afstedkom en ubetinget fængselsstraf på fem år.

Det var først under den afsoning, at jeg reflekterede over livet og besindede mig.

Der var ikke tale om omsorgsfulde pædagoger, som kunne være vores redningskrans, snarere om pædagoger, der forherligede kriminalitet – væbnede os til fremtiden, kan man sige.

Der var naturligvis også omsorgsfulde pædagoger på døgninstitutionerne, men vi kunne ikke relatere til dem. De var ikke ligesom os. Det kunne vi mærke.

Men at pege fingre ad skolen, forældrene, pædagogerne, myndighederne eller fejlslagen boligpolitik er ikke kun dårlige undskyldninger, det er bortforklaringer.

Jeg modtog folkeskoleundervisning på lige fod med børn og unge i det øvrige samfund, jeg havde et tag over hovedet og mad på bordet. Jeg havde et personligt valg – og jeg valgte at blive kriminel.

Jeg traf selv beslutningen om at tage kniven i lommen.

Jeg vil ikke længere reduceres til et produkt af samfundet, for efterhånden er jeg blevet et produkt af min egen idioti.

Det er ikke Rasmus Paludan eller Pernille Vermunds udtalelser, der er skyld i, at jeg har forspildt mine chancer i livet.

Jeg må erkende, at jeg står uden beskæftigelse, fordi jeg aldrig sender jobansøgninger.

Mit problem er, at jeg er for arrogant og kortsynet til at godtage en lav løn. Jeg finder det nedværdigende at skulle sidde bag kassen i Netto. Sådan er vi mange, der har det i det miljø, jeg kommer fra. Vi vogter nidkært over vores status.

Begår man personfarlig kriminalitet, vil man uvilkårligt få en højere status end én, som ikke har begået personfarlig kriminalitet.

En dom for drabsforsøg åbner mange døre i det kriminelle miljø, lige så mange døre som en cand. merc. åbner i erhvervslivet. Derfor konkurrerer vi i gadelivet om at overgå hinandens afstumpethed.

Kampen om at blive bandemedlem – eller måske endda bandeleder – er uendelig.

NATURLIGVIS HAR VI haft ringere forudsætninger for at skabe et velfungerende liv end så mange andre, men ikke desto mindre bor vi i et velfærdssamfund, hvor der findes gunstige muligheder for at kravle op ad den socioøkonomiske rangstige.

Når jeg iagttager de uglesete sjakaler, som passivt bevidner deres egen deroute, bliver jeg ganske fortørnet. De stemmer ikke til folketingsvalget, men alligevel bliver de frustrerede over højrefløjens fremgang. De plaprer konstant om den tiltagende polarisering, men de har ikke selv nogen etnisk danske relationer. Dette kan ikke defineres som andet end et udslag af decideret dumhed, skønt de ikke er dumme. 

Det er naturligvis beklageligt, at vores forældre ikke kunne tilpasse sig gnidningsfrit, men vi må også påtage os et ansvar og spille vores kort optimalt. Vi mangler selvindsigten og modet til at erkende vores egne fejl. Vi må begribe, at vi ikke længere blot er udsatte børn, men faktisk er voksne og selvstændige individer, der må tage ansvar for vores eget liv og beslutninger.

Det er vores egen skyld, at vi endte, hvor vi gjorde. Ingen har tvunget os til at dumme os. Derfor er det, vi har allermest brug for, selvjustits og selvransagelse.

Fakta: BLÅ BOG Haidar Ansari

Født i 2001.

Dansk digter med dansk-irakisk baggrund. Han er vokset op i Urbanplanen på Amager.

Debuterede i 2022 med digtsamlingen ‘ Institutionaliseret’, der blev til, mens han afsonede en fængselsdom på fem år for forsøg på manddrab.