Af Kirsten Sarauw, 2004
Religionskritik er en umistelig del af den demokratiske ytringsfrihed. Ytringsfrihed hører sammen med tolerance. At kritisere en religion er ikke ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn ved religionsudøvernes ret til at have deres religiøse overbevisning og praksis. Tolerance er imidlertid ikke det samme som kritikløshed. Tolerance er at kunne tåle uenighed og kritik. Forudsætningen for det er, at man kan skelne mellem sag og person. Fordi jeg kritiserer din mening, har jeg ikke derfor undsagt din ret til at have den. Så kan man diskutere, hvor grænsen for en provokation skal gå. Filminstruktøren Theo van Goghs meget voldsomme filmsprog har desværre selv forårsaget, at hans anliggende mere eller mindre er forsvundet ud af fokus. Jeg vil gerne vende tilbage til sagen: religionskritikken.
Van Goghs film, ”Submission”, handler ikke om hustruvold i al almindelighed – den findes desværre over hele verden uanset religiøst tilhørsforhold – men er en påstand om, at Koran og Hadith, Islams hellige skrifter, indeholder spor, som kan misbruges – og bliver misbrugt – som legitimation af vold mod og nedværdigelse af kvinder. Det saglige grundlag for påstanden foreligger i forskellige dybt problematiske tekster i Koran og Hadith. Her tillader pladsen blot et enkelt eksempel:”… Men frygter du, at de (kvinderne) vil være ulydige, da skal du advare dem, overse dem, når du går i seng, og så slå dem…”(S. 4,34).
Nu står der jo også rædsomme ting og sager i Bibelen, hvis kvindesyn bl.a. – ligesom Koranens – er præget af den tid, teksterne er blevet til i. Hvad er så den formelde forskel? Det er den autoritet, skrifterne tillægges. Bibelen er ikke og har aldrig været opfattet som en lovbog. Dernæst er Bibelkritik en selvfølgelig teologisk disciplin på vestlige universiteter. Ét er sæd og skik fra en svunden tid, som må og skal skilles ud som ubrugeligt museumsgods, et andet kernebudskabet. Forsøg på at gøre kristendommen til en fundamentalistisk lovreligion har hele kristenhedens historie igennem været en væsentlig kampfront. Desuden har verdslighedens skarpe kristendomskritik, der sandelig ikke har skortet på blasfemiske krænkelser, været en uhyre kreativ inspiration for den teologiske nytænkning.
En lignende proces kendes ikke for Islams vedkommende. Den kritiske bevidsthed forsvandt stort set ud af ortodoks Islam efter den arabiske højkultur i middelalderen. Dødsfatwaer er gennem tiderne haglet ned over enhver formastelig kritiker, der har måttet flygte, gå under jorden, skrive under pseudonym – hvis han/hun ikke forinden var blevet henrettet.
Så dette er det egentlige kritikpunkt: Verbalinspirationen, som enhver sober indførelse i Islam gør opmærksom på er ufravigelig. Koranen anses for en hellig, ufejlbarlig og bogstavelig gengivelse af Allahs vilje helt ned til mindste punktum, der gælder som absolut lov for enhver troende muslim. Islamisk teologi består følgelig mest i fortolkningskunst og juridisk skolastik, ikke i religionskritisk nytænkning. Det er problemet. Og det var van Goghs ærinde at provokere os alle til at fatte de alvorlige konsekvenser af den manglende Korankritik.
Her er virkelig noget konstruktivt for moderne, vestlige muslimer at tage fat på. Koranens ufejlbarlighed må sættes under kritik. Idet man ikke mindst betænker, at en sandhed, der bliver nødt til at besvare enhver kritik med vold og dødstrusler, eller bare afvisende udenomssnak, allerede har dementeret sig selv. Det er på høje tid, at opdyrke en islamisk teologi på universitetsplan, hvor fremtidens imamer eksempelvis kan få en ordentlig ballast af historisk viden og kritisk metode. Så alle de uspiselige middelalderlige Koranudtalelser om forfølgelse af vantro, dødsstraf for blasfemi og frafald, afstraffelse af kvinder kan sættes under debat, offentligt og åbent, og bogstaveligheden opblødes. Så kernebudskabet kan træde frem. Islam betyder i moderne muslimsk selvforståelse fred, hengivelse, næstekærlighed, gavmildhed og social retfærdighed. Her må den muslimske og kristne verden sagtens kunne række hinanden hånden – i fælles selvransagelse.