Mentor oplever kultursammenstød

Ahmad er flygtet fra Syrien og Per var hans mentor i Danmark – men de forstod aldrig hinanden

 

Niels Kjeldsen-Kragh, psykiater                Kristeligt Dagblad 30.04.22

 uddrag

Ahmad på 25 er flygtet til Danmark fra en mindre by i Syrien. Han ønsker at fungere i det danske samfund og har taget imod flygtningehjælpens tilbud om at få en dansk mentor.

Den pensionerede gymnasielærer Per opsøger flygtningehjælpen, fordi han gerne vil hjælpe en ung flygtning. Begge får sympati for hinanden, og det aftales, at de fremover skal mødes i Pers hjem to timer om ugen, hvor Per skal hjælpe Ahmad med det sproglige samt sætte ham ind i dansk kultur og samfund.

Begge er fra starten engagerede, men efter nogle måneder begynder samarbejdet at knirke.

Ahmad kommer fra en muslimsk familie og er opvokset i et patriarkalsk miljø. Hans far leder et stenbrud og bestemmer over de ansatte. Moren er uuddannet og tager sig af Ahmads fem yngre hjemmeboende søskende. Han har arbejdet på faderens arbejdsplads og har altid boet hjemme. Han har lært at respektere sine forældre, som han indretter sig efter og anser for at være de klogeste. Han er vant til, at mandlige familiemedlemmer er initiativtagende og kommanderende. Han føler sig sjældent lige med nogen og anser sig for at være mere værd end dem, der er yngre end ham, og mindre værd end dem, der er ældre. Han kommer fra en slægt uden akademikere og har mindreværdsfølelse overfor universitetsuddannede. Han er opvokset i en stor familie, hvor bedsteforældre dagligt har taget del i familiens aktiviteter.

Per blev uddannet på et tidspunkt, hvor autoriteter blev nedbrudt og har som ung erfaret, at ægteskab og familie ikke er varige institutioner. Han er præget af den danske lighedskultur og er modstander af hierarkier. Han ser Ahmad som en ligeværdig voksen. Hans indstilling er humanistisk og demokratisk. Han har været gift to gange og har to sønner med hver sin ægtefælle.

Ahmad har en ubevidst forestilling om, at hvis han fik en mentor, som var af den ældre generation, ville han kunne føle sig som en søn i huset. Han drømmer om at blive knyttet til en stor familie, som kunne minde om hans egen. Men han undrer sig over, at Pers familie er lille, og at han kun har to udeboende børn og ingen børnebørn. Ahmad havde håbet, at de to timer, der var afsat om ugen, blot var et midlertidigt arrangement, som kunne udvides tidsmæssigt. Så når Per efter to timers samvær siger: ”Nu skal vi til at slutte”, føler Ahmad sig afvist.

På et tidspunkt træffer Ahmad Pers søn Steffen, som han er jævnaldrende med. Han forestiller sig, at de kan blive venner. Men Steffen, der har mange danske kammerater, viser sig uinteresseret, og drømmen brister. Han har i Syrien været bange for sin far og været tæt knyttet til sin mor. Han havde håbet, at Pers kone ville blive en person, han kunne føle sig tryg ved, og derfor bliver skuffet, da han erfarer, at hun holder sig på afstand og er påpasselig med ikke at forstyrre, når han og Per har deres ”sessioner”. Ahmad begynder at føle, at Pers familie er ugæstfri og lukket.

Ahmad bliver forvirret over Per, som plejer at åbne samtalen med at spørge: ”Hvad han har lyst til at snakke om i dag?”. Ahmad er vant til, at læreren bestemmer. Når Per i samværets løb af og til tager en bog i reolen for at slå noget op, anser Ahmad ham for inkompetent, fordi han har lært, at lærere ved, hvad der står i bøgerne. Per har i sin undervisning forsøgt at selvstændiggøre sine elever ved at returnere spørgsmål for at få dem til at tænke selv. Når Per spørger: ”Hvad synes du selv,” opfatter Ahmad ham som en svag mentor, fordi han ikke får et klart svar. I skolen i Syrien blev Ahmad ikke ansporet til at danne sin egen mening, men kun til at huske hvad læreren fortalte.

Per er vant til unge mennesker og glæder sig til at arbejde med Ahmad. Han viser ham byens seværdigheder, fortæller om dansk historie og tager ham med til en dansk gudstjeneste. Han skjuler ikke, at han ikke tror på Gud, hvilket chokerer Ahmad, som har lært, at det er slemt at være kristen, men langt værre at være ateist. Når Per viser tolerance overfor homoseksualitet, støder det Ahmad voldsomt, fordi han ser denne ”afvigelse” som syndigt svineri.

Gradvist mærker Per, at Ahmads har en stigende frustration, men han ved ikke, hvad den bunder i. Han spørger Ahmad, om der er noget i deres indbyrdes relation, der går ham på, hvilket forskrækker Ahmad, fordi han er uvant med en så direkte facon, som han finder farlig og forvirrende. Han har aldrig skullet redegøre for sine følelser overfor en lærerfigur, og han skynder sig at benægte, at der skulle være noget at kritisere ved Per. De ugentlige møder begynder at blive en belastning for Ahmad. Per, der anstrenger sig for at være hjælpsom, føler, at han ikke slår til som mentor, fordi han har en diffus fornemmelse af, at Ahmad er begyndt at finde ham ubrugelig. Han synes, at Ahmad er utaknemmelig og mangler samarbejdsvilje.

I starten føler sig Per sig beundret af Ahmad, hvilket er en irriterende følelse, da han anser sig for ligeværdig med Ahmad. Han bryder sig ikke om Ahmads næsegruse respekt, som han ser som et barnligt træk og frastødes af hans underdanighed. Når Ahmad mærker Pers irritation, gør han sig endnu mere krybende, for det er sådan, han har lært, man skal opføre sig for at være høflig. Der er således asymmetri i deres indbyrdes relation, idet Per ser Ahmad som sin ligemand, mens Ahmad ser Per som sin overmand.

Ahmad og Per nåede kun frem til en overfladisk kontakt, som hurtigt blev ødelagt, fordi de tolkede hinanden ud fra hver deres kulturelle ståsted.

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Arabere, Flygtninge, Kjeldsen-Kragh, Psykologi, seneste. Bogmærk permalinket.