Carsten Ringsmose, faglærer, cand. rer. soc.
Trykt i uddrag i Jyllandsposten den 7. juni 2004
Konferencen “Copenhagen Consensus” om “de ti største udfordringer” lider under den afgørende mangel, at den største udfordring, nemlig befolkningseksplosionen, er et tabu, som efter en stiltiende overenskomst overhovedet ikke tages i betragtning – eller blot nævnes.
Jyllands-Posten har (30/5) en hel sides omtale af konferencen, uden at væksten i befolkningerne på noget tidspunkt omtales som et problem. De store problemer er “smitsomme sygdomme” og “underernæring og sult” (som har 1. og 2. prioritet). Og nu vil jeg da gerne spørge både eksperter og lægfolk, som ikke er gået helt fra forstanden, om ikke problemet “underernæring og sult” har en helt klar årsagssammenhæng med befolkningernes størrelse og vækst i fattige lande, og at dette problem derfor vil forværres i samme omfang, som det lykkes at bekæmpe “smitsomme sygdomme”?
I Jyllands-Postens artikel afspejles der punktvis en vis forståelse for sammenhænge, f. eks. når professor Thomas C. Schelling fra University of Maryland siger: “Ved at bekæmpe sygdomme som malaria gør vi også noget ved følgerne af de klimaforandringer, der er på vej. Man frygter således, at malaria vil brede sig i takt med, at temperaturen på kloden stiger. Derfor vil vi på denne måde kunne hjælpe nogle af dem, der om 100 år lever i et varmere klima, hvor malaria ellers ville være et alvorligt problem”. Det er jo ganske rigtigt!
Nu får jeg næppe Nobelprisen for at sige noget, der er langt mere indlysende: Ved at bekæmpe smitsomme sygdomme som hiv, aids og malaria, og ved at bekæmpe underernæring og sult – især forebyggelse af fejlernæring i form af kosttilskud af vitaminer og mineraler – skaffer vi os et problem på halsen, som det på en tabu-agtig måde er forbudt overhovedet at nævne, nemlig at befolkningstilvæksten forøges med den virkning, at alle de andre afledte problemer blot forværres katastrofalt. Det problem, der i virkeligheden har første prioritet, er derfor: Bring befolkningstilvæksten under kontrol!
Nu foreligger der åbenbart den “Copenhagen Consensus”, at dette problem slet ikke må nævnes! Så man skal ikke sige om konferencerne i København, at de ikke véd, hvad der er politisk korrekt: Man må aldrig omtale befolkningstilvæksten som et problem.
Det er jo ikke svært at gætte, hvor dette tabu kommer fra, for det skyldes de to store, politisk/religiøse kræfter, som sammen bærer hovedansvaret for, at man slet ikke tager det største problem med i betragtning, nemlig katolicismen og islam, som begge har en religiøst betinget fatalisme, som lader Gud råde i befolkningsspørgsmålet, og lader verdens samlede tilstand gå med i købet.
Jeg mindes min forskrækkelse, da jeg i Udenrigsministeriets tidsskrift “Udvikling” (nr. 4, okt. 2001) læste: “Børnekonventionen var et vendepunkt for synet på børn og unge i udviklingsarbejdet – handlingsplan på vej fra Danida”, for det er efter min mening problematisk, at en statslig institution udarbejder “handlingsplaner” for, hvad der er “politisk korrekt”.
I dette tilfælde hedder det i artiklen: “Der var engang, da bistandsfolk nærmest så børn som en svøbe. Det var i 1960erne. Den gang var det moderne at fokusere på en påstået årsagssammenhæng mellem børn og fattigdom. De fattige fik mange børn. Derfor voksede fattigdommen fra generation til generation, og u-landene sank dybere ned i armod og elendighed”.
Tænk, at Danida kalder dette selvindlysende forhold en “påstået sammenhæng”. Man stikker “hovedet i busken” og beslutter, at det ikke er et problem, fordi det er “politisk korrekt”, og videre i artiklen hedder det: “1960erne er meget langt væk, og i dag, 35-40 år senere, er debatten om børn og udvikling næsten vendt på hovedet. Det store skift kom i 1989, da FNs generalforsamling vedtog Konventionen om Barnets Rettigheder. – Den indeholder et helt nyt syn på børn og unge”.
Man skal lægge mærke til, at der ikke er nogen analyse eller nogen saglig begrundelse for dette afgørende skift i anskuelse. Der er tværtimod tale om, at man frit “vælger” mellem forskellige syn på verden, og vælger det “politisk korrekte”, som hverken støder muslimer eller katolikker. Artiklen fortsætter: “Den anden store forandring er, at bistandsfolk og regeringer har valgt at sætte kikkerten for det øje, der ser børn og unge som nyttige og velkomne ressourcer for samfund i vækst i stedet for belastninger og byrder”.
Er det ikke en meningsløs forenkling, hvis man blot spørger, om børn er en ressource eller en belastning? Kan det besvares uden hensyn til, hvor mange børn, der er tale om? I min familie var der syv børn, hvilket var en meningsløs belastning, medens tre måske havde været en ressource. Det naive synspunkt er åbenbart, at halvtreds børn havde været en endnu større ressource!
Det er forståeligt, at embedsmænd, som skal manøvrere under politikere, udviser denne naive følsomhed overfor, hvad der er “politisk korrekt”. Og det er forståeligt, at politikere, som gerne vil genvælges, også er følsomme overfor synspunkter, der er “moderne”.
Men det er en skandale, at konferencer som “Copenhagen Consensus” først og fremmest er den “consensus”, at det helt afgørende og grundlæggende problem, – det taler vi slet ikke om! Man vælger simpelthen at “sætte kikkerten for det øje”, der ikke kan se problemet.
(Trykt i uddrag i Jyllandsposten den 7. juni 2004 underoverskriften “Det vigtigste blev ikke nævnt”).