Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog. Trykt i Samspil nr. 1 1995
Op gennem dette århundrede har borgere i vestlige samfund udover egne børn og deres opdragelse interesseret sig for “det fremmede barn“ på forskellig vis: Wienerbørn, Hollænderbørn, Finnebørn, adoption af mulatbørn fraTyskland, støtte til børnehjemsbørn i Rumænien og ikke mindst pædagogiske tiltag overfor indvandrerbørn i Danmark.
Begrundelsen for at beskæftige sig med ”det fremmede barn” er skiftet gennem tiden. Engang var anbringelse af plejebørn hos fattige voksne mod betaling fra sognet et middel til at sikre de voksnes eksistens (fattighjælp). Senere så man hjemmet som den ideale ramme for børns opvækst (adoption), samtidig med at den fremmede børnefamilie kunne støttes som udtryk for taknemmelighed over at egne børn gik fri af krigen (wienerbørn) eller som udtryk for social solidaritet (oprettelsen af UNICEF). De sidste årtier er der fremkommet tanker om retten til en forældrerelation , der søges opfyldt ved offentlige service (insemination, in vitro fertilisation) eller mellemmenneskelige aftaler (rugemødre, bøsser som medfædre til lesbiske par).
Erobring af indvandrerbarnet
Efter 2. verdenskrig er ro, renlighed og regelmæssighed ikke længere forudsætninger nok for en god barndom. Den humanitære forståelse (barnets tarv) indeholder også kravet om rimelige muligheder for personlighedens udvikling og udfoldelse. Fremkomsten af den humanistiske indstilling til det at være menneske nødvendiggør en mental erobring af indvandrerbarnet. Det ser ud til at forestillinger om” det rigtige menneske” er blevet lig med “ menneske med vesterlandske egenskaber”. Derfor må indvandrerbørnene bringes til at fungere på dansk kulturel vis. Anstændigvis kan vi ikke acceptere at de socialiseres “som om de levede i middelalderen”. Det danske samfund må via pædagogik sørge for at redde de nye borgere. Med samme bløde kvalifikationer, samme borgersind og samme forståelse af livets kvaliteter kan indvandrerne indgå uproblematisk på et vestligt arbejdsmarked og vi undgår flere bistandsklienter, begrunder vi erobringen. De må kort sagt gøres mindre fremmede.
Lyder disse kulturhistoriske analyser spændende? Så læs nærmere i bogen “Børnenes århundrede – interessen for de fremmede børn i det 20. århundredes Danmark “ af historikeren Henrik Zip Sane. Men der er mere at hente hos Farums Arkiver & Museer som også udgiver en række samtidsrapporter, der bl.a. går tæt på oplevelser af integration.
Kendskab giver ikke venskab
Lad os tage nogle pluk fra Karen Riishede: Unge danskeres syn på indvandrere – en undersøgelse blandt 14-18 årige i Farum Kommune 1995, ud fra 105 anonyme besvarelser af et spørgeskema: tre 8. klasser, to 10. klasser og to1. G’er på Marie Kruse Skole.
“Jo tættere spørgsmålene kommer på det, de unge kender, og som er en del af deres hverdagsliv – jo mere negative bliver besvarelserne.” Det svarer til undersøgelser i USA, hvor det positive billede af etniske minoriteter også bedst bevares hos grupper uden konkret kontakt i hverdagen.
“Det ser ud til at de positive tilkendegivelser vedrørende både karakteristik og økonomiske forhold bliver mindre jo større børnene bliver.” Karen Riishede har ikke nogen forklaring på denne udvikling, men det kan jo skyldes de større børns moral-udvikling og krav til gensidighed også økonomisk.
“Det samlede billede viste, at gruppen med de bedst uddannede forældre havde færrest positive besvarelser vedrørende indvandrerbørnenes dygtighed i skolen, på det økonomiske område omkring omkostningerne ved at have indvandrere boende i landet, om de gør nok for at forsørge sig selv, og om vi kan blive ved med at tage imod
flere. Og på det personlige plan lå de lavest, når det drejede sig om den nære kontakt med indvandrere og ikke mindst om forældrenes syn på en evt. tyrkisk kæreste.”
Endnu engang tilbagevises altså myten om at større viden og forståelse automatisk skaber mere respekt.
Familiers trivsel
Ligeledes i 1995 har Inger Conradsen undersøgt “ Yngre tyrkiske indvandrerfamiliers trivsel og forventninger “ hvor forældre på 21-36 år med tyrkisk statsborgerskab og bopæl i Farum blev inteviewet. Som mange andre undersøgelser også har vist havde indvandrerne ikke megen social (frivillig) kontakt med danskere, og selvom flere havde følt diskrimination ville næsten alle ønske at indvandre igen, hvis de skulle gøre livet om. Interessant nok foreslog mange, at danskerne skulle lære mere om tyrkisk kultur meget gerne ved at rejse til Tyrkiet. Endvidere ser det ud til, at de unge familier lægger megen vægt på ægtefællernes samarbejde ved løsningen af problemer i familierne, og flertallet af mændene deltog i husarbejdet. Selvom egen uddannelsesbaggrund generelt var ringe, havde de fleste ens forventninger til deres sønner og døtre om at få en god uddannelse.
Fremmed og handicappet
Finder der mon en dobbeltmarginalisering sted? Jesper Jarl Jensen interviewede i undersøgelsen “Fremmed og handicappet – dobbelthandicappet? “ 1996
de få handicappede indvandrere/flygtninge der kunne findes og som ville deltage. Af kulturelle og religiøse grunde associeres handicap ofte med straf for dårlig moral og mange var derfor for skamfulde til at medvirke. “Danske” handicappede udviste i langt større omfang end de “fremmede“ selvreflektion, idet de påpegede at ens eget forhold til det at være handicappet kan have betydning for diskriminationsoplevelsernes omfang. Der syntes endvidere at være” en klar sammenhæng mellem det at føle sig fremmed, at opvurdere sit oprindelseslands kultur og religion i forhold til den danske kultur og religion, og at give udtryk for at man ret klart artikulerer dette religiøse og kulturelle ståsted og så hvorvidt man føler sig diskrimineret.” Dette er i tråd med en svensk udredning fra 1995 for diskrimineringsombudsmannen, hvor oplevelsen af diskrimination hos indvandrere ligeledes var størst hos personer der bedømtes til at være mest kulturbevarende.
Tyrkere bor victoriansk
Mange tyrkere i Farum bor 3 generationer sammen, hvilket store lejligheder gør muligt.
I rapporten “Boligkultur hos indvandrere fra Tyrkiet i Farum “ Af Ole Foss & Erik Mortensen 1996 konkluderes det ganske interessant at tyrkerne bor victoriansk med store solide møbler, broderede duge, og nips og at de forskelle i boligstil man kunne forvente ud fra uddannelse, social status samt hvilken del af Tyrkiet man stammer fra er meget små. Ensartetheden er påfaldende, skriver forfatterne. Hvorfor så ens undrer jeg mig? Drejer det sig om smag? Fremvisning af tilhør og prestige? Oplevelsesfattigdom? Gælder ensheden andre livsområder? Som i andre sammenhænge fortæller det ydre også noget om det indre.
Puslespillet integration er kompliceret. Farums Arkiver & Museer’s samtidsrapporter kan være med til at udvide forståelsen af hvad brikkerne egentlig handler om.