At skabe den permanente frygt
Eksemplet Frankrig
“Og netop dét, den permanente frygt, er ét af islamisternes vigtigste mål, mener filosoffen Elisabeth Badinter. Hun peger på, hvordan den ondsindede, kyniske drejebog fulgte en ekstremt effektiv logisk eskalation: først massakren på satiretegnerne fra Charlie Hebdo og det jødiske supermarked HyperCacher. Så angrebet på den parisiske livsstil med Stade de France, fortovscafeerne og Bataclan. Dernæst lastbilsmassakren i Nice på nationaldagen 14. juli året efter. Så den halshuggede katolske præst i den normanniske flække Saint-Etienne-du-Rouvray og sidst men ikke mindst likvideringen og halshugningen af skolelæreren Samuel Paty i Conflans-Sainte-Honorine nordvest for Paris.
»Målet er klart: Ingen skal føle sig i sikkerhed, så frygten for islamisterne bliver dominerende og allestedsnærværende,« analyserer Badinter
(Aske Munck: Det åbne sår.Weekendavisen 10.sept.2021 )
Den forkerte konklusion
I tidskriftet Atlantico præsenterer politologerne Cyrille Bret og Vincent Tournier at attentaterne og et forskningsprojekt fra de franske sundhedsmyndigheder omkring fænomenerne (Enquëte de Santé publique Post-Attentats de november 2015) desværre har fået mange franskmænd til at anlægge præcis den analyseramme, som terroristerne ville påtvinge dem. Nemlig at attentaterne er et resultatet af etnisk-religiøse spændinger.Men de var planlagt i udlandet af Islamisk Stat og primært begået af ikke-indbyggere, nemlig belgisk-tunesisere. Den eneste overlevende gerningsmand Salah Abdeslam med marokkansk baggrund, indledte i øvrigt sit forhør i retten (sept.2021) i Paris med at fremsige den islamiske trosbekendelse (shahedeh).