Af Carsten Ringsmose, faglærer, cand. rer. soc.
Trykt i Fyens Stiftstidende den 20. oktober 2003
“Gode” menneskers ønske om offentligt at udstille deres velvilje overfor de fremmede i Danmark medfører ofte en urimelig, indirekte mistænkeliggørelse og kritik af den danske befolkning, og bidrager til en undertrykkelse af debatten og af befolkningens legitime interesser.
“Hvad! Er du racist?” Det svar fik lederen af en skolefritidsordning, der bad en arabisk dreng om at samle det papir op, han lige havde smidt på gulvet. Drengen havde lært, at danskere er bange for at blive kaldt racister, og at fremmede kan benytte dette til at skaffe sig urimelige privilegier.
I Danmark var vi jo ikke racister, og i min skoletid lærte vi med forfærdelse om de sortes forhold i USA. Den gang var det let at undgå racisme, for det var nærmest umuligt at finde en neger, som racismen kunne gå ud over. Jeg mindes, at vi i Odense havde et postbud, som var mulat, og derudover vidste jeg, at der i Næstved eller Nakskov var en sort skoleinspektør fra Vestindien, – han var kendt i det ganske land! I den situation kunne danskerne rigtigt glæde sig over, hvor gode vi var: Vi diskriminerede ikke de sorte, for vi havde ingen!
Vi måtte nøjes med racismen i børnebogen “Den Store Bastian”, hvor Bastian først belærer nogle frække gadedrenge om, at “negerens den sorte hud, den fik han af den gode Gud”, hvorefter han modsiger sit kristelige synspunkt, ved som straf at dyppe gadedrengene i sit store blækhus: “Ja, sortere de blev, min tro, end negeren, af hvem de lo” – og historien er et eksempel på, hvordan den selvgode danske “anti-racisme” bliver værre end den racisme, vi nyder at kritisere.
Racisme er et uheldigt fænomen, men det er også uheldigt, at mange mennesker ligger under for et fuldstændigt ukritisk, selvfremstillende ønske om at vise, at de i hvert fald ikke er racister. For at udstille denne “prisværdige” holdning gør de sig ofte skyldige i en endnu grovere diskrimination overfor den anden part.
Hvis det er racisme ubegrundet at tillægge folk negative egenskaber på grund af race, så er det “omvendt racisme” når man tillægger dem positive egenskaber, blot fordi de er fremmede. Det er kendetegnende for “gode” danske anti-racister, at de er så ivrige efter ustandselig at fremhæve og understrege de fremmedes utallige gode egenskaber, at denne iver simpelthen antager karakter af en respektløs nedrakning af danskerne og det danske samfund.
Andre mennesker – danskere såvel som fremmede – bør efter min mening mødes med respekt! Ordet “respekt” kommer af at “respicere”, som betyder “at se tilbage på”. At vise respekt er altså at se det andet menneske præcis som det er, – uden uberettiget at tillægge det negative eller positive egenskaber, det ikke har.
Mange danskere er imidlertid – fuldstændig ublufærdigt – optaget af at udstille deres store og altfavnende humanisme og kærlighed til de fremmede, og det forleder dem til en helt urimelig og respektløs “omvendt racisme”.
Fyens Stiftstidende har indenfor den seneste tid bragt to kronikker (20/8 og 11/10), som begge har det tilsyneladende kærlige og omsorgsfulde budskab til alle vi andre, almindelige danskere: “I skal ikke være bange for de fremmede. I skal blot være åbne, så er der intet at frygte!”
I den ene kronik med overskriften “Det farlige fremmede” hed det: “Med en positiv spejling fra de andre og “det fremmede”, får man et selvværd, der kan beskytte mod frygten for alt det, man ikke kender, og sandsynligvis give en positiv nysgerrighed overfor omverdenen. Hvis man føler sig stærk i sin egen værdi og med egne værdier, behøver man ikke at frygte en indtrængen fra de fremmede”.
I den anden kronik med overskriften “Mislyde og andre lyde”, hed det i rubrik-overskriften: “Det er en kilde til stor fornøjelse at kende mennesker fra mange lande, men det kræver åbenhed. Kan man mobilisere den, åbner verden sig og bliver større, og angsten for det fremmede bliver tilsvarende mindre.”
“Du skal ikke være bange for de fremmede!” – Med dette retoriske “fif” udstiller begge artikler en kvalmende selvgodhed, idet de samtidig behændigt undgår at berøre noget som helst konkret problem i relation til de fremmede. Artiklerne består udelukkende af tomme fraser, og antyder frækt, at hvis nogen modsiger deres naive, selvforherligende fremstilling, så skyldes det “angst for de fremmede”.
Jeg tror ikke, at ret mange danskere er “bange for de fremmede”. Og jeg er enig i artiklernes synspunkt, at de fremmede kan være både interessante og inspirerende. Men når det hedder, at vi ikke “behøver at frygte en indtrængen fra de fremmede”, så betyder det, at Danmark bare skal åbne grænserne for indrejse fra de fattige lande! – Det er i virkeligheden dette tåbelige synspunkt, artiklerne argumenterer for, naturligvis uden at turde sige det direkte.
En undersøgelse viste, at de fleste unge, arabiske mænds drøm om fremtiden er at komme til vesten. Hvis vi åbnede grænserne, ville vi opnå to ting: Dels ville vi ødelægge udviklingsprocessen i disse lande, fordi de unge ville rejse væk, og dels ødelægge det danske samfund, som hurtigt kunne få i millionvis af fremmede på overførselsindkomst.
Nu må jeg imidlertid meddele de “tossegode” udstillings-humanister: Nej! Jeg er ikke bange for de fremmede! – Men jeg er bange for at ødelægge ethvert incitament til udvikling i de fattige lande. Og jeg er bange for en situation, hvor hver eneste dansk familie via skatten skal betale overførselsindkomst til mange fremmede familier. Jeg er ikke angst – men jeg er heller ikke i besiddelse af en ligefrem idiotisk uansvarlighed!
I den seneste kronik hedder det om de fremmede og danskerne: “I det overordnede perspektiv gælder det om at styrke de fælles interesser.” De fælles interesser er imidlertid at sikre og understøtte udviklingsprocessen i den fattige verden i stedet for at ødelægge den! – Videre hedder det: “Vi er alle borgere i Danmark, ikke mindst de mennesker, som vi har inviteret til at bo her. Derfor skal vi have de samme rettigheder og pligter.” – Samme avis har på forsiden har en artikel om fire menneskesmuglere, der tilsammen har fået 10 års fængsel for indsmugling af mindst halvtreds udlændinge, samt forsøg på indsmugling af et tilsvarende antal. Den naive idyl, man finder i kronikken, står altså i grel modsætning til de kendsgerninger, man finder på forsiden. – Mon de mange mennesker, der er smuglet ind i landet og har fået asyl på falsk grundlag, hører ind under kronikørens bemærkninger om “de mennesker, som vi har inviteret til at bo her”? – Den slags konkrete spørgsmål svarer kronikkerne selvfølgelig ikke på!
“Vi skal have de samme rettigheder og pligter” er udtryk for et lighedsprincip, som jeg er meget stor tilhænger af, og som kunne lægges til grund for nogle gode diskussioner, som den slags kronikker omhyggeligt undgår:
Skal vi være så “åbne”, at alle kan bosætte sig i Danmark, og få sociale ydelser på lige fod med danskerne? – Hvis ikke, hvordan skal vi så udvælge de få, der kan? Skal vi modtage folk, der kan betale for at blive smuglet ind, men afvise de andre? Skal vi modtage de uærlige, som har digtet en rørende historie om politisk forfølgelse, eller købt historien hos en norsk sagfører eller hos den russiske mafia? Eller skal vi kun modtage folk, med reelt behov for politisk asyl? Og skal vi så undersøge, om deres historie er sand?
Der er spørgsmål nok at diskutere, hvis man ikke er bange for de danskere, der så straks beskylder en for at være “bange for de fremmede”!
(Trykt i Fyens Stiftstidende med overskriften “Vi er ikke bange”).