Allerede i 2010 erklærede Libyens hedengangne diktator Gaddafi, at hvis ikke EU betalte ham fem milliarder euro om året, ville unionen drukne i afrikanske migranter.
I 2015 lod Rusland så 5.500 syriske asylansøgere cykle ind over grænsen til Nordnorge sandsynligvis som straf for, at Norge havde tilsluttet sig EUs sanktionspolitik mod Rusland efter annekteringen af Krim.
Sidste forår var det Erdogan, der »åbnede porten« til EU, fordi unionen ikke ville hjælpe ham med at oprette flygtningelejre på kurdisk-kontrolleret område i Syrien.
I maj var det Marokko, der lod 9.000 asylansøgere svømme til den spanske enklave Ceuta som hævn for, at Spanien husede lederen af en oprørsbevægelse, der kæmper for, at det marokkansk-kontrollerede Vestsahara skal blive uafhængigt.
Endelig er det sommeren 2021 den belarusiske diktator Aleksandr Lukasjenko, der sender asylansøgere fra Irak, Iran, Syrien, Guinea, Tyrkiet og Sri Lanka ind over grænsen til Litauen: Han vil hævne sig på EU og vise Litauen, at man ikke slipper ustraffet for at give asyl til toneangivende belarusiske oppositionspolitikere og kritiske medier.
Men EU afviser nu i højere og højere grad disse migranter ved push back manøvrer.
uddrag fra