Bekymring for ikke-vestlige børn
Kirsten Damgaard kulturpsykolog cand.pæd.psych.
I uge 4 2021 fremlagde social- og ældreminister Astrid Krag (S) regeringsudspillet ”Børnene først”. Noget af udspillet handler om bekymringen for ikke-vestlige børn: Der er flere underretninger på nul-femårige med anden etnisk baggrund end dansk – men færre anbringelser.
Grov vold opleves af 15 procent af børn med ikke-vestlig baggrund og af 9 procent af de etnisk danske børn osv.
En lille men meget betydningsfuld undersøgelse af psykolog ph.d. Karin Riber fra 2015, vedrørende traumatiserede arabiske flygtninge, vist overraskende resultater om opdragelsesmønstret:
“Det viste sig, at en dramatisk andel på 63 procent har et eller flere tilknytningstraumer, det vil sige fysiske og følelsesmæssige overgreb og omsorgssvigt. Deres traumer starter i den tidlige barndom med forskellige typer mishandling i forældre-barn-forholdet. Der er altså ikke blot tale om de traumatiske oplevelser, vi kender, som en del af deres flugt”, forklarer hun. Størstedelen af de traumatiserede flygtninge viste blandt andet utryg tilknytning, manglende evne til at forstå og reflektere over egne og andres følelser, tanker og handlinger, høj usikkerhed, manglende selvværd og problemer med tillid og intimitet.(https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2015/05/flygtninges_traumer). Muslimer verden over har et fælles islamisk paradigmatisk værdigrundlag på det familiemæssige område (jfr. Sinding Jensen 1990 ; Christel Braae i Varming og Gynther Kultur og opdragelse 1996 ) Så hvis relativt mange arabiske flygtninge, samt muligvis også store dele af herboende pakistanere, tyrkere og marokkanere er opdragede med lignende følelsesmæssige svigt og overgreb, så bliver de ikke duelige forældre for næste generation.
Vi overser klan-styring
En omfattende undersøgelse af indvandrerbefolkningen samt efterkommere med registrering på cpr.numre så opfølgning på familie- og klanmønstre muliggøres kunne vise nogle mønstre.
Hvorfor opfører nogle flygtninge og indvandrere opfører sig efter et mønster som er fremmed i forhold til etablerede danske normer? Hvorfor lever de ikke op til kravet om deltagelse på demokratiske præmisser? Vi må undersøge hvordan forskellige indvandrermiljøer og generationer stiller sig i forhold til socialt ansvar overfor andre mennesker (skattebetaling, forældrerepræsentanter) statustildeling (er kristne mere værd en hinduer og er muslimer øverst?), autoritetsbegreber (vil far bestemme over den 19årige datter?), konfliktløsningsstrategier (vold og undertrykkelse, som fungerede i den forladte kultur, er fx ikke acceptable her), loyalitetsgrænser (vil politibetjenten notere sin fætter for en forseelse? hvilket land er ”hjemme”?) syn på ideologiers rolle (trumfer Allahs vilje videnskab og retsvæsen?), opfattelse af udvikling (børns udvikling styres af skæbnen,gener eller af pædagogik? Er homoseksualitet et viljesanliggende?) Samt friheds- og borgerbegreb (ytringsfrihed & frisind? Islamiske værdier over eller under Folketinget?)
Indvandring er kulturchok
Et kulturchok finder sted, når ens forventninger ikke slår til, når den opnåede erfaring ikke dækker.
Hvor svært kulturmødet er afhænger fx også af hvor forskelligt kulturerne ser på menneskets natur, menneskets rolle på jorden, om fokus er på den glorværdige fortid, nutiden eller den ønskede fremtid. Det er forskelligt hvilken vægt der lægges på status (hvem man er) eller på handlinger (hvad man gør). Hvor lægger personen autoriteten til at bestemme: er det hos Allah, demokratiet eller mig selv? Den svenske psykolog Elsie Söderlindh hævder at kulturchokket varer livet ud.
Det er vigtigt for muligheden for integration, i et individualiseret samfund som det danske, at indvandrerens ambitioner, motivation, forventninger, personlige indsats, sandhedsbegreb omtanke/selvvurdering, kønsopfattelse, generationsopfattelse, opfattelse af forældrerolle/ansvar og historiebegreb spiller sammen med det modtagende samfund. En vellykket integration vil fordre at personen betragter sig og handler som ny ansvarlig medborger, på de givne danske betingelser som vi i fælleskab forandrer ved ligestillet stemmeafgivning, og at personen er tryg og tilpas derved.
Den personlige integration
Indvandrerkulturerne og det danske samfund afviger også i grad af kompleksitet, grad af individualisme og grad af lukkethed/strenghed contra åbenhed.
Det personlige og det samfundsmæssige udgør – inklusive personlig begavelse – de rammer indvandreren og efterkommeren m/k får at udføre sin personlige integration indenfor. I både den nye og den gamle kultur, er der ting indvandreren vil beholde og ting han helst er fri for. Problemet er bare at meget kommer som en pakkeløsning. Altså ligestilling for både dig og din søster, og politisk frihed til at kritisere og diskutere alt.
Valg formes af viden
Hos meget anderledes opdragede personer opstår der derfor i kulturmødet et skisma mellem forskellige måder at føle på og forskellige måder at opfatte, tænke og strukturere på efterhånden som de to ”systemer” tørner sammen. Nogle forskere anser faktisk at kultur-chok pågår livet ud, når man lever i en anden kultur! Sammenstødene sker i konkrete oplevelser eller ved tanker og overvejelser. Hvad bestemmer så om indvandreren forandrer sig til den ene eller den anden side ? En person kan forandre sine handlinger eller tanker af tre grunde: han har fået ny viden, han har accepteret en ny begrundelse eller han har i praksis afprøvet en ny metode. Selvom integration i sin essens er en individuel opgave, kan samfundet tilbyde programmer, der understøtter udvikling af tænkning og styrker jeg’et. Filosofiundervisning virkede for imam og Muhammed-krise-opildner Ahmed Akkari. Gennem cand.pæd.uddannelsen erkendte han nyt, og udtrådte af det radikaliserede miljø.
Identitet måles på følelser og adfærd, herunder udsagn. Professor i psykologi Anthony Marsella m.fl Hawaii University har udviklet et måleinstrument på dette område The Ethnocultural Identity Behavior Index (EIBI) som indgår i Multidimensional Ethnoculturel Identification Scales (MEIS) 1994. En dansk tillempet version af EIBI og MEIS ville kunne indgå som metode på at måle personlig integration i etniske minoritetskulturer uden at falde i hverken graven med at skulle definere noget dynamisk, nemlig kultur, og den anden grav med at holde den ene kultur op som målestok for den anden.
Der er ikke noget quick-fix i integration.
Men som ét middel jeg vil foreslå at praktisk filosofi bliver indført som betydende fag i grundskolen, og også gerne i fængsler og på forældrekurser.