Politik skal ikke tjene religion
De fleste borgere i et sekulariseret og oplyst pluralistisk samfund burde være enige i, at politik, der tjener et religiøst sigte, er meget problematisk, og at politik, der begrundes med religiøse motiver, er noget, man altid skal undgå. Men deraf følger ikke, at religion ikke hører hjemme i den politiske debat. Tværtimod.
Kristendommen er sivet ind i alt omkring os, siden Ansgar forsøgte at vise dem, der beboede disse bøgelyse øer, vejen til frelsen. Det moralske kodeks, der har skabt et af verdens mest retfærdige og ordentlige samfund, begyndte med den beslutning, Harald Blåtand tog, da han lod sig og sit land døbe. Igennem historien har vi fået indflydelse fra mange kilder, men at forstå Danmark uden kristelighedens indflydelse er umulig.
Kun den åndløse sofisme kan hævde, at kun et folk kan have en religion, men ikke et land. Det svarer til at hævde, at man ikke kan kalde en kirke kristen eller en moské muslimsk, da det kun er menigheden, der kan være troende. Det kan lyde som en gold diskussion, men den er vigtig. Nation og folk er på godt og ondt uløseligt forbundet med hinanden og deres fortid.
citater fra Mad Fuglede, historiker MF : Uden kristendommen intet Danmark.Kristelit Dagblad 17.07.20
Kommentar af Kirsten Damgaard, psykolog: Stadig har gadebelægning, kloaksystemer og mursten etc. dog ingen tro! Men et land eller en bys materialitet, ligesom et folks beklædning, er formet af ideologien og kan befordre en stemning. Rum og organisering kan begrænse eller frisætte. Tænk blot på dansk -brainstorm- rundkreds overfor 2000 personer i lige lyttende rækker til kommunistkongres.