Er der nogen grund til, at danske vælgere skulle antage, at tilvandrede muslimer vil kunne forme attraktive samfund i Vesteuropa?
Se på praksis. Den taler altid sandt.
Kirsten Damgaard , kulturpsykolog
Uden bedre integration af allerede herboende folk med andre værdier og andre loyalitetsstrukturer samt uden opbremsning af uvelkomne migranter er det ikke muligt at beskæftige sig med de andre store politikområder som ulighed og klima.
Når en del danskere vægtede at stemme på partier, der har som mærkesag at begrænse antallet af muslimer i Danmark, kan det have mange legitime årsager.
Intet samarbejde
Filosof Kai Sørlander har peget på, at uden bedre integration af allerede herboende folk med andre værdier og andre loyalitetsstrukturer, samt uden opbremsning af uvelkomne migranter, er det ikke muligt at beskæftige sig med de andre store politikområder som ulighed og klima. Der vil nemlig hverken være offervilje, økonomi eller evne til at samarbejde om de nødvendige omstillinger. Som Utku Hayri Güzel, cand.mag. i mellemøststudier, forklarer om muslimer: »Vi er vidt forskellige og i evig konflikt med hinanden.«
Det islamiske menneskesyn
Det, som mange danskere har lagt mærke til, og som præsenterer det islamiske menneskesyn, de tager afstand fra, er bl.a. 4.000 muslimers demonstration i København med krav om knægtelsen af en europæisk borgers ytringsfrihed, Salman Rushdies, samt støtte til den islamiske dødsdom over ham. Det var herboende muslimers jubel, da mange mennesker indebrændte i Twin Towers i New York. Det er de godt tusinde gæster, der viste morderen Omar Hussein ære ved at deltage i hans begravelse, og det er de kulturelt betingede familiehenrettelser af unge kvinder.
Triste drenge
Hos drenge, der er omsorgssvigtede og i psykologisk forstand forladt af deres indvandrerfædre, underbygges den voldsparathed, der er iboende i den muslimske kultur. Drengene finder ”et hjem” i en modkultur som bandelivet, hvilket sociolog Aydin Soeï skriver meget uddybende om i sine bøger.
Er der nogen grund til, at danske vælgere skulle antage, at tilvandrede muslimer vil kunne forme attraktive samfund i Vesteuropa? Se på praksis. Den taler altid sandt.
Skadelig opdragelse
Den danske forsker og psykolog Karin Riber fandt i øvrigt, at mange PTSD-skader hos en gruppe herboende arabere var psykiske skader opstået ved familiens forholdemåde i barndommen og ikke krigsskader. Det var ikke overraskende.
Denne utryghed ved muslimers tilgang både i forhold til egne børn, naboer og den øvrige befolkning underbygges af forskning, der viser, at mange såkaldte mainstreammuslimer, der opfattes som integrerede, ikke hviler i deres identitet eller har et stærkt selvværd.
Tristheden skyldes ikke kun krigstraumer, for der er egentlig ikke så mange flygtninge med direkte krigstraumer (med nogle af de nytilkomne syrere som mulig undtagelse); ligesom megen modkultur skabes af indvandrere fra gæstearbejdergruppen, der aldrig har været flygtninge.
Målet for dannelse
Mainstreammuslimer forstår sig selv som knap så korrekte muslimer, alt imens de tolker salafisterne/de ortodokse som den mere fromme og ægte udgave af islam, skriver professor Hoffmann (Weekendavisen 10. maj 2019.) Dette dokumenteres også af forskerne Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund (2019), hvor forfatterne refererer anerkendte internationale forskere for, at der er stort sammenfald mellem mainstreammuslimers og radikaliserede og endog voldelige muslimers holdninger.
Mere ræsonnement og selvværd
Psykiater Kurt Charleman har flere gange i dagspressen gjort opmærksom på det ødelæggende i – for både person og samfund – når muslimen i opvæksten ikke får udviklet en moden personlighed, bl.a. fordi streng lydighedsopdragelse mikses med indpodning af frygt for en overnaturlig straf (fra Allah). Charleman analyserer bl.a: “(…) Dertil vil det være gavnligt for den enkelte og samtidigt nødvendigt for at vende udviklingen mht. den stigende radikalisering, at man styrker udvikling af en personlig identitet og selvværd, hvor man går fra at være følelsesstyret til at kunne ræsonnere over livets muligheder og dermed tage et personligt ansvar for sine handlinger”. (www.respublica.dk 2017).
14.06.2019 Jyllandsposten