Af Lone Spanheimer cand.psych.
Trykt i Weekendavisen 14 februar 1997, 1. sektion side 12
Virkelighed. Her i Norden lider vi af berøringsangst over for religion. Det gør os ude af stand til at forholde os til de fremmede. Og de kommer til at drive os til vanvid, hvis ikke vi snart gør noget ved vores religiøse jomfruelighed.
FOR nogle uger siden bragte Weekendavisen den første af mine beretninger fra de syv have. Samme aften spiste jeg middag med tre veninder. Allerede inden vi havde fået frakkerne af i entreen, eksploderede snakken. Denne livsalige dramatiseren af alt, hvad der er sket siden sidst – men der var noget, der var anderledes. På et tidspunkt hørte jeg mig selv sige – nærmest forpustet: “Er I klar over, at vi har siddet og talt om muslimer uafbrudt i tre timer?”, og det var ikke mig, der førte an. Det var den artikel, der handlede om nogle muslimer i Indien, som opførte sig groft irriterende, og konklusionen var, at man ikke er racist, fordi man tillader sig at føle denne irritation. Faktisk er det anbefalelsesværdigt at forsone sig med sine følelser, for ellers kan man blive revet med af dem, når der en dag sker noget, der virkelig gælder.
Alle tre er offentligt ansat i forskellige grene af forvaltningerne og har alle en smule berøring med indvandrere. Alle tre er gode danskere, forstået på den måde, at de hellere ville flække en arm på langs end blive grebet i at have fordomme. Det viste sig nu, at de omkring – skal vi sige tre procent af deres arbejdsbyrde, der udgjordes af relationer til indvandrere, lagde beslag på over halvdelen af den disponible kreativitet. Så opslidende kan det være, fordi sammenstødet med den anden kultur rammer lige ind i nogle bløde danske pletter, som resulterer i indre, moralsk stormvejr. Senere har jeg stødt på det samme hos lærere, sagsbehandlere, sygeplejersker, psykologer og andet godtfolk. Så de, der ikke er berørt af problemet, skal ikke pege fingre.
F.eks. har en af dem at gøre med en lille, muslimsk pige, der er tilknyttet en dansk behandlingsinstitution. Det vil sige, at hun har at gøre med pigens familie. Faderen i familien er gået tabt, så når noget skal afgøres, må den danske socialrådgiver konferere med familiens nye overhoved, den femtenårige søn – en snotforkælet, opblæst, forvirret lille despot, som nu har ret og pligt til at kommandere med både mor og voksne søstre.
En anden af veninderne har at gøre med en flok sagsbehandlere i socialforvaltningen, som er ved at gå ud af deres gode skind, fordi de ikke kan klare, når indvandrere kører afpresning på dem. Det drejer sig om indvandrere, som f.eks. beder om ekstra penge til et eller andet, som ikke passer med cirkulærerne, og som derefter nægter at acceptere et høfligt afslag. I stedet brokker de sig højlydt og kommer igen om det samme dag efter dag og kværulerer og råber op for til sidst at sætte trumf på med anklager om forskelsbehandling. Den stakkels sagsbehandler er pinligt berørt på deres vegne og knust på egne vegne over, at hun ikke kan håndtere situationen.
Det første eksempel hører til de rigtigt vanskelige, men det andet hører hjemme i den afdeling, der sagtens kunne løses, hvis ikke vi var så kulturforskrækkede. Det er nøjagtig samme adfærd, som vi synes er så morsom, når vi er på ferie og prutter om prisen på basaren i Istanbul. De vilde overdrivelser, de dramatiske besværgelser og de indædte forbandelser og den manglende respekt for at 100 kr. fra eller til koster begge parter tre timer.
I f.eks. de muslimske lande er man vant til, at der kan pruttes om alt.
Ifølge de hellige skrifter forhandlede Muhammed med Allah om det daglige antal bønner. Allah forlangte syv, Muhammed holdt på tre, og det landede som bekendt på fem.
(Jeg synes selv, at denne kendte vittighed er lige lovlig skrap. Jeg har prøvet at undersøge endnu en gang, om det er rigtigt, at den ikke er stødende for en muslim. – Det har jeg gjort, så godt jeg kunne, gennem de sparsomme muslimske kontakter jeg har for tiden, hvor udgangspunktet er Søborg og omegn. Hvis jeg er blevet forkert oplyst, beder jeg om undskyldning).
Men i hvert fald ser det ud til at være sådan, at der for muslimsk mentalitet ikke er noget pinligt ved, at man bruger sine talenter til at forhandle sig frem til det bedst mulige resultat. Dette betyder imidlertid ikke, at den danske sagsbehandler behøver at føle sig forpligtet til at sidde og lege basar i arbejdstiden. Hun behøver heller ikke at synes, sceneriet er charmerende. Men det er langt bedre for hende selv, hvis hun kan aflevere sit autoritative Nej med fynd og klem, uden at hun skal ligge vågen tre nætter derefter og koge af raseri og afmagt og skyldfølelse. Den muslimske klient ville føle det ret naturligt med et lodret Nej og ville uden videre acceptere, at handlen er afsluttet.
Der er imidlertid nogle forhindringer på færde. Allerede i indledningen til denne artikel har jeg lavet mindst tre alvorlige klavertramp ifølge dansk selvforståelse. Jeg har sagt muslimer, når jeg mener muslimer, og det får danskerne til at skrue i stolen. F.eks. blev historien med sagsbehandlerne præsenteret i denne form: “Det er et stort problem, når folk . . .” osv. Mit spørgsmål: “Hvem folk? Hvem mener du”? Svar: “Ja, altså, indvandrere og flygtninge . . “. Mit spørgsmål: “Mener du muslimer”? Og her er svaret et gisp, en dyb indånding og endelig et “Ja!”.
Muslimerne her i landet kalder sig muslimer og har ingen interesse i denne specielt nordiske berøringsangst over for religiøse benævnelser. Det er vores egen helt private hovedpine. Og det skyldes selvfølgelig, at det hos os er et basalt, folkeretligt gode, at vi har religionsfrihed. Samt at det i vores kristne kultur, specielt den protestantiske, opleves som afgørende at værne om det helt private i relationen Gud og det enkelte menneske. Selv de, der slet ikke har sådan en relation, synes det er blufærdighedskrænkende, hvis der bliver spurgt til den. Men denne berøringsangst behøver vi altså ikke at projicere over på muslimerne her i landet, som er stolte over deres religiøse tilhørsforhold, og som med deres muslimske navngivning netop sikrer sig, at ingen skal tage fejl af den religiøse herkomst.
Men denne nordiske berøringsangst har resulteret i et spind af mystificerende omskrivninger. F.eks. hedder det sig, at vi skal være glade for indvandrerne, fordi det er kulturelt berigende med dette mylder af etniske kulturer. Vrøvl og sludder. Der er ikke noget multi-kulturelt mylder.
De er muslimer så godt som alle sammen, enten de kommer fra Pakistan, Tyrkiet, Bosnien, Marokko, Sudan eller Somalia. Der er meget langt mellem sarierne på Strøget, og de buddhister vi ser, er dansk gymnasieungdom.
To slags danskere
Når det gælder muslimer, er det religionen, der bestemmer kulturpræget – og til en vis grad den fælles baggrund som ørkenfolk. Det er hverken nation eller race. Så i Danmark er der stort set to befolkningsgrupper: Muslimerne, som udgør omkring 3-4 pct. og de pæredanske, som udgør resten. Så er der nogle ganske få sorte fra Vestafrika. De er formentlig også muslimer. Det ville man få at vide, hvis man turde spørge dem.
At det forholder sig sådan, er der ikke noget i vejen med, og det er i hvert fald ikke muslimernes skyld, at de andre ikke er kommet. Det, der er galt med mystifikationerne, er, at nogle pæredanskere prøver at pådutte andre pæredanskere, at vi beriges af alle disse fremmede kulturer (som altså kun er én). Når det skal konkretiseres, hvori det berigende ligger, ender man altid med de charmerende, små forretninger på Vesterbro, der bugner af friske grøntsager og duftende krydderier. Hvad det sidste angår, kan samme krydderier købes i Brugsen, og friske grøntsager er ikke noget specielt muslimsk kulturpræg. De slatne radiser, man køber i f.eks. Saudi Arabien, er importeret fra Danmark. – Når muslimer i Danmark ender med en aviskiosk eller en grøntsagshandel, er det fordi det er det mest nærliggende, når man ikke kan få foden indenfor på en dansk arbejdsplads. (Det sidste af beklagelige, men indtil videre fuldt forståelige grunde).
Det er en kristen værdinorm “at vende den anden kind til”. Den slags udtryk bruger vi bare ikke på moderne dansk. “Du skal se bjælken i dit eget øje” ligger en anelse nærmere. På lidt mere nudansk ville det hedde: “Dine øjne er garanteret helt fulde af bjælker”. Med andre ord, når du oplever en konflikt omkring et eller andet, så undersøger du først, om det ikke skulle være dig selv, der er galt afmarcheret”. Dette er det intakte betydningsindhold af det gamle bibelord, og som reaktionsberedskab har det bevaret sin fulde kraft. Det er en kulturværdi, vi nødigt ville være foruden.
Pudsigt nok er det netop dette træk ved den kristne kultur, som muslimer snakker mest om og har sværest ved at forstå. Hvis vi ser denne forskel i øjnene, bliver det muligt at rydde op i en masse af de småproblemer, vi har med at omgås muslimerne. Alle de småting, der kan løses blot ved at kalde tingene ved rette navn. I så fald ville der være kræfter tilovers til at forholde sig til de virkeligt hårde nysere. Disse er muslimernes holdning til kvinder samt deres benhårde autoritetstro. Forholder man sig til dette, opdager man i øvrigt meget hurtigt, at disse to ting er så indbyrdes tæt forbundne, at det er én nyser, vi har med at gøre. Denne ene nyser er til gengæld så allergifremkaldende i forhold til dansk mentalitet, at vi næsten ikke kan klare det. – Jfr. den 15-årige familiedespot.
I den muslimske kultur måles mandighed i evnen til at hævde sig og kvindelighed i evnen til at adlyde. Det lyder måske ikke så voldsomt, men graden af respekt for dette princip gør hele forskellen. (Fint beskrevet i bogen Ære og Skam, skrevet af den herboende muslim Naser Khader). Den nygifte pige starter nederst i hierarkiet hos mandens familie, og først når hun er blevet gravid, kan hun begynde at ånde 50 pct. lettet op. Men hun skal føde en dreng, før hun endelig kan ånde helt ud. Først nu har hun sikret sig mod at blive strittet hjem, hvor hun kom fra til et liv i skam og fornedrelse, fordi hun ikke kunne præstere en søn. Og først nu flytter hun fra nederste pind i hakkeordenen op til en relativt mere respektfuld placering i familien.
Nu går hun i gang med at storforkæle sit lille drengebarn, og det tror pokker. Han er hendes navlestreng til selvværd. Resten af hendes liv er hendes værdi som menneske defineret ved, om hun har født en søn eller ej.
Når drengen er 8-9 år (med variationer), tager mændene i familien fat. Han skal nu lære at blive en rigtig mand, der sejrer i enhver situation, som foragter svaghed, men som samtidig underkaster sig de ældre mænds autoritet uden betingelser. – En lidt vanskelig balance, som lettes af, at han i betydning rager tårnhøjt op over kvinderne i det mindste. Samtidig holdes kønnene skarpt adskilte, og han lærer at dræbe enhver form for kvindagtighed eller blødagtighed i sig selv.
Når man er sammen med muslimer uden for Danmarks grænser, ser man meget tydeligere hvor effektivt, den muslimske opdragelse lykkes. Muslimske mænd har fantastisk fintmærkende antenner for hvem, der er mere end hvem. Det gælder både mere permanente foreteelser som rang, profession og pengemagt, men også situationer. Enhver situation, der opstår, vurderes altid ud fra hvem, der skal vinde og hvem, der skal tabe. Vi andre er slet ikke vant til at tænke sådan. Vi går mere op i den opgave, der skal løses, eller prøver at finde ud af, om man kan slå en sludder af eller lignende. En muslim derimod skal bruge næsten alle kalorierne på at afklare magtrelationen og hævde sin overlegenhed, hvis de har nogen chance for det.
Når vi er ude at sejle (min græske kaptajnmand og jeg) er mandskabet ofte muslimer. Det vil sige, at de er i en klart defineret underlegen position. Og de optræder meget ærbødigt over for de overordnede. Mere ærbødigt end rimeligt er, synes både jeg og de øvrige europæere. Anderledes når vi kommer til en muslimsk havn. Her er der masser af muligheder for situationer med løse ender, hvor man kan spille om, hvem der er i lommen på hvem. Engang lå den store olietanker og drev på vandet i venten på, at havnen skulle blive færdig med de sidste dokumenter. Det er havnen, der skal betale ventetiden så de skynder sig selvfølgelig og kommer susende ud i en speedbåd så snart, de er klar. Men i dette tilfælde stoppede speedbåden lige pludselig en halv kilometer fra os, og det hele handlede om, at vi skulle sætte den store kæmpetanker i sving og sejle hen til ham – altså at bjerget skulle komme til Muhammed, kan man sige. Det var fordi, han havde tabt til os dagen inden i en af de utallige små og store magtkampe, som kører hele tiden. Han skulle have det sidste ord. Og det fik han så. Der gik jo ikke nogen skår af os.
Kvinder bort fra bordet
På det tidspunkt havde jeg stadig svært ved at forliges med den muslimske facon. Så jeg havde en hobby, der bestod i at hænge oppe på broen med en kikkert, når vi kom til en ny oliestation for at kunne sige, om dette sted var befolket af muslimer eller ej. Det så jeg i det sekund, de første kom op ad landgangen og trådte ind på vores dæk. Det var i Sydøstasien, hvor man samler olien sammen fra små steder. Hvis den øverste leder på oliestationen er muslim, er alle de ansatte muslimer. (Men det er de nu ikke alene om. En del af de andre kulturer har samme vane med kun at ansætte deres egne). Min tænderskærende fornøjelse bestod så i at se på kropsbevægelserne på den lange afstand, om de straks gik i gang med at koste med vores matroser – med knejsende nakker og strittende pegefingre. Hvis de gjorde det, var de muslimer. Verificeringen kom nogle minutter efter, når de indfandt sig på broen og præsenterede sig ved navn.
En anden ting som jeg kogte over på det tidspunkt var spisningen. På et skib spiser man fra kl. 12 til kl. 13. Sådan er det over hele verden, og det respekterer alle, fordi køkkenmandskabet også skal have lidt fri. Men når man har muslimske officials om bord, så strammer de den altid mindst en time, så mandskabet i køkkenet skal stå og vente på at få lov at servere for dem og derved går glip af deres fritimer. Det vil sige, at de kan finde på at sidde og kigge på klokken og trække tiden, selv om de er sultne, bare for at demonstrere, at de rangerer højere end de andre.
Man kunne jo så sætte maden i venteposition i køleskabet, som man gør, når det gælder alle andre. Men det gør man netop ikke, fordi hele farcen indgår i det totale regnskab over hvem, der er smartest til at tryne hvem, og for os på skibet kan det ikke betale sig at slås om småtingene.
Der er endnu en ting omkring spiseriet, som er lidt vanskeligt. Hvis det hænder, at de muslimske officials spiser samtidig med os, så sørger jeg for at blive meget hurtigt færdig og gå min vej. For sagen er nemlig den, at det – langt borte, hvor man ikke er vant til europæere – er lidt fornærmende at byde muslimske mænd at skulle sidde tilbords med en kvinde. (Det er praktisk, at jeg forsvinder, og jeg har alligevel ikke meget lyst til at blive siddende på de vilkår.) Med andre ord, jo mere viden man får, jo værre bliver det. Den muslimske holdning til kvinder er grove løjer. Men det får ikke hjælpe. Bare fordi en kamel er stor, er der ingen, der siger, den ikke kan sluges. Og at sluge kamelen betyder ikke at synes om og acceptere. Det er nok at se i øjnene, hvordan det hænger sammen.
De muslimske mænd, man møder ude omkring, som er i en klart defineret lavere position (f.eks. fiskere, medhjælpere på havnebådene o.lign.) er helt fredelige og hyggelige at omgås for sådan nogle som os. Der er ikke nogen magtrelationer at slås om. Men man skal ikke tage fejl. På hjemmefronten er det ham, der er i en lige så klart defineret overlegen position.
Noget lignende gælder i Danmark. Mange af muslimerne er er fra fattige landdistrikter, og i Danmark er det sjældent den muslimske mand bliver departementschef lige med det samme. Derfor er der linet op til en situation, hvor han opfører sig som omgængelig undersåt udendørs og det stik modsatte i hjemmet. Og dette er noget, der bidrager til forvirringen hos pæredanskerne.
Men hvorfor laver den muslimske klient så ballade på sagsbehandlerens kontor? Fordi den muslimske klient stort set altid er en mand, mens den danske sagsbehandler stort set altid er en kvinde. Billedet med prutteriet i basaren holder sådan set godt nok, men for den muslimske mand er det svært at forstå, at de egentlige forhandlinger overhovedet er begyndt, så længe han kun har talt med en kvinde. Hun tæller ikke.
Når vi er forvirrede, hvor stor må forvirringen så ikke være hos børnene i muslimske familier? Drengene opdrages til foragt for svaghed, uhæmmet selvhævdelse og næsegrus autoritetstro. Dette er ifølge dansk mentalitet opskriften på en øretæveindbydende dreng. Når danske klubledere, skolelærere og andre danske mænd i disse drenges sfære ikke giver dem et par på skrinet, når de er frække, oplever drengene det som udtryk for, at danske mænd er kvindagtige skvat. Mange af danskerne er så bange for at blive beskyldt for racisme, at de ikke engang tør sige Bøh! i al fredsommelighed i situationer, hvor det ville være naturligt at markere sig – også ifølge dansk selvforståelse.
Det er en afgrundsdyb kulturkonflikt. Er det overhovedet muligt at gøre noget fornuftigt? En ting, vi i hvert fald ikke skal gøre, er f.eks. at hoppe på kreative ideer om korporlige tæsk ad indirekte veje til de provokerende drenge. Aldrig i livet. Vi skal ikke lade en håndfuld muslimer lokke os en millimeter bort fra kulturværdier, som vi regner for vigtige.
Men der er mange danskere, som har med disse ting at gøre, som er handlingslammede af de beskrevne mystifikationer. At vifte noget af spindelvævet fra øjnene er en forudsætning for at kunne få øje på fornuftige handlemuligheder.