Af Lone Spanheimer cand.psych.
Trykt i Weekendavisen 12 december 1997, 2. sektion Kultur side 8
Den persiske Golf. Kulturtræk er som mønter med en for- og en bagside. Hvad der opleves som for eller bag, er afhængigt af betragteren.
NU har der været flygtningedebat i Danmark et lille års tid. Det har været forfærdelig ubehageligt, men det ser ud, som om en genkendelig, god dansk besindighed er ved at tage form. Der er en vis konsensus om, at resultatet har været følgende: Langt de fleste danskere er ikke racister og vil ikke være det. De har blot protesteret over mangel på logik og konsekvens i flygtningepolitikken. En sådan mangel har der været, udtrykker de centralt beliggende partier og lover at udbedre.
Hvis det passer, at støvet er ved at lægge sig, må tiden være inde til næste runde, nemlig at stille spørgsmålet om ikke vi har et lidt for jomfrunalsk forhold til kulturforskelle. Den konsensus, der har bredt sig hen over midten, som man siger, og ud i de mange hjem, omhandler integration. Der erkendes, og der gribes i barme: Integrationspolitikken har ikke været helhjertet nok. Derfor skal der nu satses energisk på danskundervisning og spredning af de fremmedartede, så de ved at pleje omgang med os kan blive helt og holdent danske.
Dette var et godt resultat! (Om der desuden bliver tale om stramninger af betydning, og om noget sådant i så fald skal opfattes som godt eller skidt, lader vi ude af betragtning i denne sammenhæng.) Man kan sige, at resultatet er godt i den forstand, at det er et nøjagtigt udtryk for, hvad det danske samfund er i stand til at gabe over i øjeblikket. Det er egentlig slet ikke fair at problematisere det. Men det skal så gøres alligevel:
Der er nu udmøntet en idealløsning. Et mål, vi kan stræbe efter, nemlig at fremmede udefra fremover bliver så danske i tale, adfærd og tankesæt, at de danske kun skal forholde sig til selve udseendet: Det eneste, der vil være tilbage efter en ideel integrationsproces, er hår- og hudfarve. Vil danskerne fremover kunne leve med, at nogle af danskerne er anderledes end resten på dette ene punkt og kun på dette? Og her skal danskerne defineres som de mange, som næsten hele flokken. Så mange, at vi kan opleve, at problemløsningen er sket på basis af konsensus. Denne grundlæggende danske kulturværdi, som vi nødigt ville være foruden. Vi antager, at dette ville danskerne kunne.
Påstanden i det følgende er, at kravet om total integration er udtryk for, at vi ikke kan gabe over ret meget mere. Kulturforskelle er så belastende, at vi må bagatellisere dem, benægte dem eller bortdebattere dem. Samtidig er der noget paradoksalt i vores holdning. Vi er også tiltalt af alt fremmedartet.
Tanken om, at coca cola-kulturen skal sprede sig helt ud til den sidste hvide plet på verdenskortet, deprimerer os.
Men hvis et eller andet fænomen bliver omtalt som et kulturtræk, og hvis dette fænomen kan forekomme nogen negativt, udløser det en automatreaktion, hvis substans er at benægte, at der er nogen særlig forskel på dansk kultur og andre kulturer.
Men det hænger jo sammen, det skidt! Hvis nogen f. eks. fremfører, at f.eks. muslimer gennemsnitligt og over én kam er mere autoritetstro end vi synes, det er naturligt i Danmark, så vil det udløse en sådan automatreaktion, fordi det for os er negativt. (Og det ér det for os. Det ønsker vi ikke at lave om på.) Men et sådant træk hænger uløseligt sammen med andre ting, som vi erkender er en mangel i vores kultur, f.eks. nært familiesammenhold og respekt og omsorg for de gamle i familien. Det at respektere en gammel mand, blot fordi han er gammel og ikke kun under forudsætning af, at han er f.eks. klog eller elskelig, er noget, vi ikke kan mere. Vi kan kun lade som om. Vi kan heller ikke bøje os for afgørelser, der træffes af ældre familiemedlemmer, fordi de skønnes at tjene familiens vel.
Men så kan vi heller ikke have det tætte familiesammenhold, vi ser hos en del andre kulturer.
Det rigtigt tætte familiesammenhold lader sig hos os kun gøre for dem, der er så heldige at blive født ind i en familie,hvor folk kan lide hinanden ekstraordinært meget. Det, vi kunne gøre for at blive mere realistiske i vores holdning til fremmede kulturer, er at blive bedre til at gennemskue, hvordan kulturtræk både hos os og andre er som mønter med en forside og en bagside. Og at hvad der opleves som for eller bag er afhængigt af betragteren. Det er lige så svært for et menneske med en fremmed kulturbaggrund at sluge vores kameler, som det ville være for os at glide organisk ind i en forstadsbebyggelse i Saudi Arabien. Det er bare meget svært for os at forstå det, fordi vi er på hjemmebane. Vi opfatter vores måde at tænke og handle på som naturlove, ikke som kultur. Men sådan har de andre det også. Ens egen kultur vil altid være hjemmebane. Et eksempel på et kulturelt træk, som er egnet til at virke positivt på os både forfra og bagfra, er den arabiske veltalenhed (og iranske og kinesiske m.fl.) Bortset fra, at det er et træk, vi næsten ikke kender.
Denne farverige og blomstrende måde at udtrykke sig på, som kan gøre samvær mellem mennesker næsten poetisk. Det ville man kunne opleve fra morgen til aften, hvis ellers man kunne sproget, men jeg vil fortælle om en bestemt episode, fordi hele situationen hører med til at vise, hvad sprog og måde at tale på betyder for kontakt og samhørighed eller mangel på samme.
Vi lå foran indsejlingen til Bahrein i Den persiske Golf og ventede på tilladelse til at sejle ind i havnen. Det var en olietanker på størrelse med halvanden fodboldbane, og der var ikke så meget plads i sejlrenden, så vi havde kastet anker i ventetiden. Det var om natten, men længere ude på havet sås lysene fra to andre olietankere, der lå og ventede på tur efter os, dvs.
det halvandet til to døgn, det tager at fylde et tankskib. Mandskabet var på plads på broen og forude ved ankeret for at hive op i samme sekund, tilladelsen indløb over VHF-radioen. Det gjorde den et øjeblik efter, og ordren om at hive op gik ud til maskinhuset ved ankerspillet. Men så gik der koks i det. Hydraulikken virkede ikke. Ankerkæden lod sig kun hive indenbords med en fart af en centimeter i minuttet. Men det var et næsten nyt skib, så på broen regnede de med, at det var et spørgsmål om få minutter at finde fejlen. I kikkerten så man, at de piskede rundt forude, men der kom ikke nogen meldinger, og nervøsiteten begyndte at stige på broen. Efter ti minutter kaldte kaptajnen dem på walkie-talkien og afkrævede besked om, hvor langt de var kommet, og hvor mange minutter det ville vare, før ankerspillet var i orden. Men de kunne ikke svare andet end tågesnak. I det samme skete der to ting. Maskinmesteren dukkede frem under vingen til broen og påbegyndte hæsblæsende den lange løbetur ud til ankeret (uregelmæssigheden hørte under hans ansvarsområde). Samtidig kaldte Bahrein Havn igen og spurgte i et meget køligt tonefald, hvad meningen var, og hvor lang tid vi havde tænkt os at nøle. Dimitris, min mand, skibets kaptajn, tog en dyb indåndning og affyrede en hurtig forklaring om en minimal fejl, der var så godt som udbedret. Vi beregnede at være klar om 18 minutter. Lidt efter meldte de forude, at ankerkæden begyndte at røre på sig, men så gik den igen i stå.
I løbet af ingen tid var de 18 minutter gået. Nu kaldte havnen igen og fældede den endelige dom: Tålmodigheden var brugt op. Nu ville de kalde det næste skib i køen. Det betød, at vi skulle vente halvandet til to døgn. Det er selvfølgelig ikke noget, der bringer hverken død eller lemlæstelse. Men det er en katastrofe for de ansvarlige på et skib. (Godt en time senere viste det sig, at fejlen var en løs forbindelse i et relæ. Dette burde have været opdaget på få minutter, hvis rette mand havde holdt hovedet koldt i rette øjeblik.) Havnefogeden var i sin fulde ret til at annullere os og kalde næste skib frem. Men Dimitris var ikke glad for at give op. Han fattede VHF’en med en sidebemærkning til mig: “Jeg ved, du ikke kan lide det. Men du må indrømme, at det tit er til stor hjælp.” Det er rigtigt, at jeg er ambivalent over for det, han gjorde nu, af grunde som vil fremgå om et øjeblik. Han åbnede nu et nyt bal på arabisk. Hidtil havde de talt engelsk sammen. Det hænger sådan sammen, at Dimitris har tilbragt en del af sin barndom hos en onkel i Alexandria, dengang byen var befolket af europæere, og de lokale egyptere stort set kun figurerede som tjenestefolk for europæerne. Ved at lege med tjenestefolkenes børn lærte han ikke bare det arabiske sprog, men også måden at bruge det på.
Altså sagde han på arabisk: “Må Allah se i nåde til os, vi som på denne ulyksalige nat lægger beslag på havnens tid ved at have problemer med vores ankerkæde, som vi ved Allahs hjælp forsøger at udbedre, så hurtigt som Allah tillader os at finde fejlen.” Det er ikke nogen trosbekendelse. Det er den naturlige måde at udtrykke sig på, bare elegantere end jeg er i stand til at gengive. Reaktionen var dyb forbløffelse og dernæst et meget hjerteligt svar i samme inderlige stil. Vi fik tilgivelse og yderligere respit, og godt en time senere var idiotfejlen fundet. Endelig gik spillet i gang, og vi styrede ind i havnen og bogstavelig talt i favnen på den elskelige havnefoged. Det er klart, det er på sin plads at være ambivalent over for en tildragelse som denne. Hvad med andre skibe hvor kaptajnen ikke har leget med arabiske tjenestefolk som dreng? Det er ikke pænt at gøre forskel. Men lad os alligevel prøve at forstå havnefogeden: Han kom om bord, og den arabiske poesi fortsatte. De siger ikke f. eks. “Goddag” eller “Farvel”
udtrykt ved to enkle mundbevægelser. De siger f. eks.: “Må du have overflod af lykke, mad og rigdom. Må du have fred på din vej fremover, og må Allah være med dig, hvor du end går”. Når en mand som havnefogeden taler med europæere på engelsk, kan han ikke undgå at føle, at de er meget lidt venlige, for ikke at sige tilknappede til det fjendtlige. Når han så pludselig erfarer, at en formodet fremmed er som en nær broder i tanke og tale, er det ikke sært, det letter identifikationen. Han kan pludselig leve sig ind i, hvor surt det må være at skulle ringe hjem til sit rederi og fortælle, at man lige har brændt en kvart million af. De sad sammen og talte i timer indimellem gøremålene med hjertelige gebærder og saligt ansigtsudtryk. Også Dimitris nyder følelsernes frie udblæsning, hver gang situationen opstår, fordi han føler sig hjemme i det.
OG hvad kan man så bruge alt det til? Arabisk veltalenhed som eksempel på et notorisk kulturtræk er helt klart ikke noget, vi kunne annektere i vores kultur. Nogen umiddelbar nyttevirkning kan vi altså ikke påpege. Men eksemplet er godt, fordi det så udpræget omhandler et kulturtræk i konteksten “de andres hjemmebane”. Det gør det nemmere for os at forstå, hvor mange hæle og tæer folk egentlig skal hugge af for at tilpasse sig dansk kultur. De unge fra de veltalende lande, som vokser op her, europæiserer deres sprog, klogeligt nok. Men det indebærer, at deres forældre skal prøve at opdrage på dem i et inferno af værdisammenbrud: Der er det med seksualiteten, og det med autoriteten, der er gået fløjten. Og oven i dét skal de leve med, at deres børn nægter at tale som dannede mennesker. Og det sidste er endda noget, som må forekomme os at være småtings-afdelingen sammenlignet med alle de andre ting, der skal nyorienteres i. Ja, og det må de så selv ligge og rode med, kunne man sige. Og det gør de jo stort set også. Men ikke alle er i stand til at holde værdinormernes trafiksammenbrud inden for hjemmets fire vægge. Deraf de mange problemer med kriminalitet og almen udagéren hos afkommet. På den baggrund er det så, at man kan blive gal, når nogle snakker om integration, som om det er noget, man bare lige gør.
Praktikpladser f.eks! Det er en nødvendig ting. Det er hævet over enhver diskussion, at der bør være adgang til praktikpladser for indvandrerbørn som for alle andre børn. Men planen om at fremskaffe praktikpladser fremføres ofte som noget nær en universalløsning. På den ene side altså en forventning om en total integration, der kun vil anerkende forskel i hudfarve. Alt andet defineres som fordomme og løse rygter. På den anden side en forventning om, at en sådan total integration skal komme i stand ved at eksercere en gennemdansk, gammel og ærværdig kulturel værdinorm, nemlig tanken om at du ér dit arbejde. Rødderne går helt tilbage til Luther og efterfølgere, der begavede os med den indefra styrede pligtfølelse, og i nyere tid er syndromet blevet pudset af og gjort nutidigt af 100 års socialdemokratisk nursing. Arbejdet er vores identitet, og ikke et ondt ord om det. Det har vi det godt med. Vé den, der ikke har en julefrokost at skulle til. Men hvis vi nu beslutter at satse på, at alle fra fremmede kulturer skal integreres til kulturel ukendelighed – og det ser der ud til at være enighed om – så rejser det et meget alvorligt spørgsmål af kvantitativ art: Hvor mange mennesker med en fremmed kulturbaggrund kan lade sig opsuge og gøre sig umærkelige via simpel afsmitning og lidt kvoteordninger? Det antal, der er her nu? Eller f. eks. fem gange så mange? Der er faktisk krige utallige steder i verden. Kun transportmulighederne sætter grænser for, hvor mange der kan forventes at søge asyl i Danmark. Oven i det har vi et stigende problem med illegale flygtninge, der meget ofte har gode grunde til at prøve at snige sig ind. Men det værste, der kan ske, er at vi får viklet os ind i så mange inkonsekvenser, at nogle får held til at udhule den almindelige, sunde og selvfølgelige humanisme. Vi må ikke nå dertil, at vi lader hånt om krigsflygtninge. Men for ikke at nå dertil i den nærmeste fremtid, må vi begynde at tage alternative løsningsmodeller alvorligt. Frem for alt den, der hedder: I egnede tilfælde ophold i nærheden af hjemlandet med henblik på senere hjemvendelse.