Integration er virkelig mulig, hvis du som dansker er parat til at konvertere til islam
Min lille nevø er i fuld gang med at få status som tredjegenerationsindvandrer på trods af sit halve himmerlandske ophav
For mig er det altafgørende i denne sag, at det muslimske miljø aldrig ville kunne anerkende min bror med hans danske baggrund som værdig til Rushy. Oversat til dansk: Fordi han var en vantro, uren hedning, der ville vække så stor skam i familien, at patriarken ville miste enhver status og respekt i det pakistanske miljø.
Den opfattelse af min bror og hans danske kultur er ikke bare en fornærmelse, det er en direkte invitation til konflikt. Hvis min bror ikke er god nok, så er jeg og mine børn det altså heller ikke. Derfor fatter jeg stadigvæk heller ikke, at min bror har spillet med på de præmisser.
Af Per Harder Højbjerg, journalist
Min bror og svigerinde har skrevet en bog, der giver indtryk af et kulturmøde, som ender i ren harmoni. Et perfekt eksempel på vellykket integration. Men plottet holder ikke. I virkeligheden er der tale om et møde mellem blåøjet kristen tolerance og enøjet pakistansk arrogance.
Under normale omstændigheder ville jeg blive både glad og stolt, når min bror debuterer som forfatter – men sådan har jeg det bare ikke. Bogen ‘Bag sløret’ tegner et stormfuldt møde mellem et dansk og et pakistansk miljø, som på trods af alle modsætninger ender i fordragelig harmoni.
Problemet er bare, at plottet ikke holder. Det er i stedet en fortælling om et møde mellem en blåøjet, misforstået kristen tolerance og en enøjet pakistansk kulturel arrogance.
Virkeligheden er, at min bror er konverteret til islam, og at min nevø er blevet omskåret efter pakistansk skik. Jeg undrer mig over, at det bliver opfattet som et perfekt eksempel på integration. For mig at se er det min bror Jens, der er blevet fuldt integreret i det pakistanske miljø.
Jeg læser bogen som iskold spekulation i den gode politisk korrekte historie fra forlagets side.
Her er min version af historien, der ligesom bogen starter fra dag 1:
Jeg kunne mærke de små hår rejse sig i nakken, da Jens første gang ringede og fortalte om den spændende pige, han havde mødt på TV3. Jeg har aldrig gjort mig særlige tanker om, at han skulle få en pakistansk kæreste, og min første fornemmelse var da også, at han skulle holde fingrene langt væk.
Interessen blev til et forhold, der fra dag 1 stillede store krav til vores families diskretion. Det lå ligesom i luften, at både hans og Rushys helbred stod på spil, hvis vi ikke gik med på at fortie forholdet for omverdenen.
Deres første besøg hos os i Nordjylland blev afviklet i hemmelighed, og mit første indtryk af min kommende svigerinde var positivt. Ifølge Jens kunne Rushys forældre under ingen omstændigheder acceptere, at deres datter giftede sig med en dansk mand.
Så enten måtte han konvertere til islam – eller også blev hun udstødt af familien og af det pakistanske miljø. Min bror og jeg var enige fra start. Han ville ikke konvertere alene for at tilfredsstille en muslimsk patriark.
Grundtanken var jo, at han som dansker og kristen simpelthen ikke var god nok, og vi var også enige om, at det synspunkt var både hyklerisk og direkte fornærmende mod vores kultur. Men min bror ændrede gradvist holdning til det spørgsmål. Jens er gudfar til min søn Carl.
Hvis han ville konvertere, var det fint med mig. Jeg ville ikke elske ham mindre som bror af den grund – men han kunne selvfølgelig ikke stadig stå som fadder til min dreng. Jeg mente, at der måtte være en konsekvens – for jeg overlader ikke garantien for en kristen opdragelse af mit barn til en muslim.
Der blev holdt bryllup kort tid efter. Her gik det op for mig, at Rushys brødre havde haft det endnu sværere end jeg under den hemmelige forlovelse.
Deres taler gjorde store indtryk på alle til festen. De havde accepteret min bror og havde måttet sluge adskillige kameler under processen, og jeg har stor respekt for den måde, de taklede deres kæmpe dilemma.
I månederne efter blev Jens også accepteret af Rushys forældre. Min bror var tydeligvis lettet og stolt, da han fortalte mig, at Rushys far nu omtalte ham som sin ældste søn. Kulturvåbenhvilen varede til få dage efter, at Rushy havde født deres søn Adam.
Min mor havde uden større begejstring fortalt, hvordan det allerede på hospitalet blev klart, at Jens’ søn blev forberedt på en fremtid som muslim. Ikke bare med de traditionelle bønner over spædbarnet, men også med en rituel kronragning af drengen.
På det tidspunkt betød det ikke det mindste for mig. De muslimske skikke kunne vel være lige så gode som de kristne, når bare det handlede om at vise kærlige følelser over for et nyt familiemedlem. Det var først, da Jens begyndte at tale om omskæring, at jeg vågnede op. Det blev igen en meget lang og meget følelsesladet debat mellem brødre.
Jeg begreb ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt, når både Jens og Rushy havde sagt, at deres søn skulle vokse op med det bedste fra begge kulturer. Hvis det bedste fra Islam er at skære i forsvarsløse spædbørn, ville jeg nødigt se det værste – men jeg fik aldrig overbevist min bror. En omskæring betyder for en rettroende muslim, at han bærer de udvalgtes mærke, og derfor er den vigtigere end vores kristne dåb.
Jeg ønskede, at hvis Adam f.eks. som 14-årig valgte islam af egen fri vilje, ville han ikke blive mindre min nevø af den grund. Tværtimod ville jeg vide, at han havde overvejet sagen og foretaget sit valg.
En dag ringede Jens og spurgte, om jeg ville stå fadder til Adam. Som en gestus fra Rushy havde hun foreslået, at han blev døbt for at tilfredsstille den danske side af familien.
Dåben skulle foregå i hjemmet i Hvidovre. Men der var bare den hage ved projektet, at det skulle foregå i hemmelighed, og så skulle Adam for øvrigt alligevel kort tid efter omskæres efter pakistansk tradition.
Jeg sagde nej til at være gudfar på de præmisser. Hvis min nevø kun skulle døbes for at legitimere, at han bagefter blev indviet til Islam, syntes jeg, at hele scenariet var rent skuespil og hykleri. Dåben blev derfor aldrig til noget.
Nogle uger senere fortalte min mor, at Adam nu var blevet omskåret – diskussionen var slut.
Da vi næste gang besøgte Jens og Rushy i Hvidovre, var det med den klare indstilling, at nu skulle vi komme videre som familie. Men allerede den første aften under besøget kuldsejlede de gode hensigter. Da vores unger skulle i seng, kom vi naturligt til at snakke om vores forskellige putteritualer. Jeg fortalte Jens, at jeg sang den samme lille aftenbøn for mine børn, som jeg selv havde fået sunget som lille.
Jens syntes, det var morsomt, fordi han sang den samme lille aftenbøn for Adam – med en for mig væsentlig omskrivning af teksten. Ordene i salmen lyder: »Gud Fader i det høje………«. I min brors version blev det til: »Gud Allah i det høje…«.
For mig er det altafgørende i denne sag, at det muslimske miljø aldrig ville kunne anerkende min bror med hans danske baggrund som værdig til Rushy. Oversat til dansk: Fordi han var en vantro, uren hedning, der ville vække så stor skam i familien, at patriarken ville miste enhver status og respekt i det pakistanske miljø.
Den opfattelse af min bror og hans danske kultur er ikke bare en fornærmelse, det er en direkte invitation til konflikt. Hvis min bror ikke er god nok, så er jeg og mine børn det altså heller ikke. Derfor fatter jeg stadigvæk heller ikke, at min bror har spillet med på de præmisser.
Paradokset er, at det fra start har været utænkeligt, at vi skulle stille spørgsmålstegn ved Rushys baggrund eller religion. Om hun var muslim, hindu eller buddhist, var slet ikke på dagsordenen – hun var bare Jens´ nye kæreste og fred med det. Derfor har det heller aldrig været nødvendigt at spørge hende, om hun ville konvertere til kristendommen for Jens’ skyld, men spørgsmålet er ikke mindre interessant af den grund.
Måske er kernen i kultursammenstødet netop, at vores danske og kristne kultur i den grad er uforberedt på at møde en fundamental modsætning.
Som journalist er jeg ofte stødt på begrebet ‘respekt’ blandt unge muslimer, og som oftest udviser de, som forlanger respekten, til gengæld enhver mangel på respekt den anden vej. I forbindelse med Adams omskæring afsluttede Rushy debatten med ordene: »Sådan gør vi i min kultur«, og vi havde med vores almindelige politisk korrekte danske eftergivende tolerance ingen argumenter, der kunne matche.
I dag fortryder jeg, for især Adams skyld, at jeg ikke tog konflikten mere direkte på hans vegne. Jeg kan godt tilgive min bror, at han tabte kampen og valgte den lette løsning, for han har ikke kendt spillereglerne. Vi tror, at vi kan nedbryde barriererne med dialog, og med misforstået kristen næstekærlighed mener vi, at vejen til integration går gennem gensidig respekt. Det er sådan set også en smuk tanke, hvis modparten er indstillet på at spille det samme spil. Det er de altså bare ikke altid.
Jeg bebrejder sådan set ikke Rushys far noget som helst i forbindelse med min brors kulturkapitulation. Jeg har aldrig haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet med ham, og derfor ved jeg ikke engang, om han kan tillægges de fundamentalistiske holdninger, som fremstår i bogen.
Men det var hensynet til Rushys fars respekt og anseelse i det muslimske miljø, der blev udslagsgivende. Det stemmer bare ikke med oplysningen om, at Rushys tre brødre havde accepteret ham allerede længe før brylluppet.
For mig var det til gengæld opmuntrende at opleve, at anden generation var indstillet på at betale sin del af en ligeværdig integration, men eksperimentet blev som beskrevet aldrig til noget. Nu oplever jeg i stedet, at min lille nevø er i fuld gang med at få status som tredjegenerationsindvandrer på trods af sit halve himmerlandske ophav, og det er til gengæld deprimerende.
Jeg mener oprigtigt, at bogen ‘Bag Sløret’ langtfra giver et nuanceret billede af, hvad der er sket. Hvis man læser den som en god kærlighedshistorie, holder den sikkert vand, men lad være med at lade den forblinde det virkelige budskab.
Integration er virkelig mulig, hvis du som dansker er parat til at konvertere til islam. Personligt synes jeg, at historien ender sørgeligt, fordi alt, hvad vores forfædre og især formødre har kæmpet for, i min brors tilfælde har været forgæves.
Vi har haft kampen for demokrati. Vi har haft kampen for ligestilling mellem kønnene. Vi har også gjort op med det klassedelte samfund. Hvis vores kultur skal vige eller komme en anden kultur i møde, må den have noget bedre at byde på end den pakistansk-muslimske. Om ikke andet har jeg i det mindste lært en enkelt ting.
Jeg er nu overbevist nordjysk fundamentalist. Hvis man som muslim føler sig krænket af mine ord, vil jeg skynde mig at undskylde. Det er ikke islam, jeg anfægter. Men hvis man som muslim føler sig krænket, fordi man opfatter mig som en vantro, vil jeg bare sige, at det var også meningen.
Efter at jeg havde besluttet mig for at få en ny gudfar til min søn, kontaktede jeg min sognepræst. Hun hørte min historie og bakkede konklusionen op. Selvfølgelig havde jeg krav på at få en ny fadder til min søn. Men det blev nu aldrig til noget, for ifølge den lokale provst var det ikke en sag, Folkekirken kunne overskue. Min søn har altså stadig en muslimsk gudfar med den kristne kirkes velsignelse.
Vor Herre bevare os.
Politiken 22.11.2003
Debat: Integration: En sørgelig historie
debat@pol.dk
Dette er en forkortet version af Per Harder Højbjergs artikel. Artiklen kan muligvis læses i sin fulde længde på Politikens hjemmeside (www.politiken.dk) under ‘debat’
***
udtalelser af Rushy Rashid
Tidsskriftet Soldue 1993 nr. 13-14 p.7 Rushy Rashid i Synspunkt “Fremtiden er vores ” :
… “Jeg vil stærkt understrege, at hvis der er noget der skal ændres til det bedre i fremtiden, må vi 2.generationsindvandrere finde sammen.Vi kan ikke blive ved med passivt at se til at der bliver “importeret” – jeg hader det ord – en ægtefælle fra en helt anden verden, medbringende en fuldstændig anden levevis, tankegang og holdninger til livets værdier og normer end det vi er opvokset med heroppe. Jeg vil ikke afslutte med at lade Gud hjælpe os. Jeg vil opfordre alle 2.generations børn til at vågne op og hjælpe til med at undgå at vores fremtid ender i kaos .Det er simpelthen hjælp til selvhjælp.Det er vores liv og vores fremtid, der står på spil “.
Rushy Rashid i “Mellem to kulturer” i bogen Kultur og opdragelse 1996 Gyldendal. ” Meget af det, som mine forældre kunne lære os børn om opdragelse, fremstod som et direkte modbillede af, hvad vi lærte i skolen “.p.17
” Det gælder om at finde en balance, hvor man skaber sin egen lille bitte sti at gå på. Denne balance har jeg formået at finde ved at skøjte frem og tilbage mellem den danske og den pakistanske kultur i forskellige perioder af mit liv.” p.20