Vi sidder fast i det

Politikere mangler at svare på om Europa bør være et sted, hvor enhver i hele verden kan flytte til og sige de har hjemme?

Er det europæernes opgave at tilvejebringe en bedre levestandard på vort kontinent for enhver i verden der måtte ønske det?

Disse to vigtige spørgsmål stiller den Oxford uddannede Douglas Murray sidst i sin bog.

Vi præsenterer med stor fornøjelse et af spidskapitlerne Vi sidder fast i det ( eller Vi hænger på dette, som kapitlet hedder i førsteudgaven)   fra Murrays værk Europas undergang – immigration, identitet og islam (2018), forfattet af Douglas Murray  direktør ved den britiske tænketank The Henry Jackson Society. Forlaget Ellekær har velvilligt stillet teksten til rådighed for Respublicas læsere.

Den 19. marts 2016 skød og arresterede belgisk politi den belgisk fødte franske statsborger med marokkanske forfædre, som var en af hovedmændene bag forrige novembers angreb i Paris. Efter disse angreb var Salah Abdeslam rejst til Belgien, hvor hans fingeraftryk blev fundet i mindst to lejligheder i det stærkt muslimske Molenbeek-område i Bruxelles. Han blev til slut arresteret i en anden bolig i Molenbeek, hvor han havde boet hos en lokal familie. Efter arrestationen var det nødvendigt at sende uropoliti til området, hvor lokale ”unge” hyldede Abdeslam som deres helt og kastede sten og flasker mod politiet i protest mod arrestationen af ham. Tre dage senere sprængte tre selvmordsattentatmænd sig selv i luften i den belgiske hovedstad. Najim Laachraoui og Ibrahim el-Barkaoui detonerede deres selvmordsveste i afgangs­gaten i Bruxelles’ lufthavn, mens Ibrahims bror, Khalid el-Barkaoui bragte sin til eksplosion på Maelbeek metrostation tæt på EU-kommissionens hovedkvarter. Igen var gerningsmændene – de var tre – ”lokale”. Deres ofre omfattede 32 mennesker med stor variation i alder og nationalitet.

Ud over kontinentet begyndte den traditionelle søgen efter forklaringer. Nogen lagde skylden for angrebene – der var blevet udført af belgiske borgere fra Molenbeek-distriktet – på byplanlægningen, andre på manglende ”gentrificering” i området. Andre igen placerede skylden på belgisk udenrigspolitik, belgisk historie inklusive belgisk kolonialisme eller ”racismen” i det belgiske samfund. Efter den første runde af denne offentlige debat bragte The New York Times en ikke særlig opsigtsvækkende artikel, der lagde skylden for angrebene på forskellige forsømmelser i belgisk politik. Grundlaget for artiklen var et interview med en Yves Goldstein, en 38-årig efterkommer efter jødiske flygtninge, som nu var byrådsmedlem i Schaerbeek og stabschef for ministerpræsidenten for Hovedstadsregion Bruxelles. Goldstein hævdede, at det var forkert at lægge skylden for angrebene på islam, og kritiserede folk som ham selv for at have forsømt at forebygge denne stigende ”radikalisering blandt de unge”. Han sagde: ”Vore byer står over for et enormt problem, måske det største siden Anden Verdenskrig. Hvordan kan det være, at mennesker, som er født her i Bruxelles eller i Paris, kan kalde mennesker, der begår vold og terror, for helte. Det er faktisk det, vi står overfor.”
Goldstein kom derefter en passant frem med det, der var interessant. Venner, som underviste gymnasieelever i de overvejende muslimske områder Molenbeek og Schaerbeek, havde fortalt ham, at når det kom til deres elevers synspunkter på de terrorister, som netop havde gennemført bombeanslag mod deres by, så ”kaldte 90 procent af deres 17-18-årige elever dem for helte”.

I et interview med De Standaardsagde Belgiens sikkerhedsminister Jan Jambon, at ”en betragtelig del af den muslimske befolkningsgruppe dansede, da angrebene fandt sted”. Ikke uventet blev Jambon kritiseret for dette af sine parlaments­kolleger og medierne. Han svarede, at han havde oplysningerne fra flere af Belgiens sikkerhedstjenester. Men det, han sagde, giver, lige som Yves Goldsteins afsløring, et indblik i, hvad der er under den overflade, som formidles til offentligheden i de historier, der følger efter hver terroristisk handling i Europa. Disse historier er mindst lige så ansvarlige som selve angrebene for det afgørende skift, der er ved at ske med stemningen i Europa. For skønt bomberne, angrebene med skydevåben og knive alle giver anledning til den største bekymring, er en sekundær bekymring (men en som på lang sigt er større) spørgsmålet om forbindelsen mellem det lille antal terrorister, som udfører sådanne angreb, og resten af befolkningen med den samme baggrund.
En rundspørge foretaget i Storbritannien i 2006, året efter at de danske Muhammedtegninger var blevet offentliggjort, viste, at 78 procent af de britiske muslimer mente, at udgiverne af tegningerne burde retsforfølges. Et lidt mindre antal (68 procent) mente, at enhver, der fornærmede islam, burde retsforfølges. Samme rundspørge viste, at næsten en femtedel af de britiske muslimer (19 procent) respekterede Osama bin Laden, mens 6 procent udtalte, at de havde ”en stor respekt” for ham.

Ni år senere, da to medlemmer af ”al-Qaeda på Den Arabiske Halvø” gik ind på Charlie Hebdosredaktionskontor i Paris og massakrerede magasinets medarbejdere for at have trykt tegninger af Muhammed, sagde 27 procent af de britiske muslimer, at de havde ”nogen sympati” for gerningsmændenes motiver. Næsten en fjerdedel (24 procent) mente, at vold mod mennesker, der publicerer billeder af Muhammed, kan retfærdiggøres.BBC, der havde bestilt denne rundspørge, bragte den med den gode nyhed som overskrift: ”De fleste britiske muslimer ’er modstandere af gengældelser for Muhammedtegninger’”.
Kombinationen af begivenheder med en meget stor synlighed og en bevidsthed om, at baggrunden for terrorismen udgør et endnu større problem, betyder, at i de senere år har den europæiske offentligheds synspunkter fjernet sig stadig mere fra de europæiske lederes synspunkter. Efter næsten hvert terroristisk angreb har Europas politiske ledere meddelt deres befolkninger, at dette intet har at gøre med islam, og at islam under alle omstændigheder er en fredelig religion. Befolkningerne synes at være uenige heri.
I juni 2013 udførte gallupvirksomheden ComRes en rundspørge for BBC Radio 1, hvor tusind unge briter blev spurgt om deres indstilling til verdens store religioner. Da resultaterne blev offentliggjort tre måneder senere, udløste de en mindre furore. Af de adspurgte sagde 27 procent, at de ikke stolede på muslimer, og 44 procent mente, at muslimer ikke havde de samme synspunkter som den øvrige befolkning. BBC og andre medier i Storbritannien gik øjeblikkeligt i gang med at forsøge at finde ud af, hvad der var gået galt, og hvorledes Storbritannien kunne tage fat på det, at så mange mennesker tænkte på denne måde. Den overvældende reaktion på rundspørgen var bekymring over, at unge mennesker kunne tænke således, og en debat om, hvorledes en sådan opfattelse kunne vendes. Der var flere overraskelser i resultaterne: Ikke mindst det, at 15 procent af de adspurgte sagde, at de ikke stolede på jøder; 13 procent sagde, at de ikke stolede på buddhister; og 12 procent sagde, at de ikke stolede på kristne. Spørgsmålet om, hvad buddhister dog skulle have gjort i de seneste måneder, som kunne irritere så mange unge briter, blev ikke stillet. Et fingerpeg, om hvorfor unge briter svarede, som de gjorde, kan ligge i tidspunktet for rundspørgen, der var blevet gennemført 7-17 juni 2013.4
Blot nogle få uger tidligere var trommeslager Lee Rigby, en ung soldat der var på orlov fra Afghanistan, i fuldt dagslys blevet kørt ned af en bil uden for en kaserne i det sydlige London. Michael Adebolajo og Michael Adebowale steg ud af bilen, trak deres unge offer ud midt på gaden og begyndte at hugge løs på ham med macheter. De forsøgte at halshugge ham, men var ude af stand til at adskille hovedet helt. Mens de ventede på, at bevæbnet politi skulle ankomme, erklærede Adebolajo med macheten i sine blodige hænder foran et kamera, hvorfor de havde udført denne handling. Efter anholdelsen af Adebolajo fandt politiet et brev (som nu var indsmurt i blod) på ham. Det var adresseret til hans børn og udgjorde en retfærdiggørelse af hans handlinger. Brevet blev fremlagt under den efterfølgende retssag. Det sagde blandt andet: ”Mine elskede børn. I skal vide, at det at bekæmpe Allahs fjender er en forpligtelse.” Det fortsatte: ”Brug ikke jeres dage på endeløse diskussioner med de feje og tåbelige, hvis det vil forsinke jer i at møde Allahs fjender på slagmarken.” Brevet sluttede med en fodnote, der indeholdt en snes referencer til passager i Koranen, som Adebolajo åbenbart mente var en skriftmæssig understøttelse af brevets indhold.
Man kunne forestille sig, at de unge, der svarede i Radio 1’s opinionsundersøgelse, ikke er snæversynede personer, der gør sig grundløse tanker om store grupper af mennesker, men blot var skyldige i at have læst nyhederne. For hvor meget højere ville opinionstallene med hensyn til niveauet af mistro til jøder eller kristne have været, hvis to ekstremistiske jøder eller fundamentalistiske kristne havde myrdet en britisk soldat i fuldt dagslys blot få dage tidligere? Hvor meget det end kan beklages, så forbandt de mennesker, som i denne undersøgelse blev spurgt om deres mening, islam og muslimer med vold, fordi islam kort forinden havde været forbundet med ekstrem vold i deres gader.
Kort efter opstod der en lignende historie, da en skole i Dundee i Skotland bad nogle af sine elever om at opliste ord, de forbandt med muslimer. Blandt de ord, som eleverne kom frem med, var ”terrorister”, ”skræmmende” og ”9/11”. De chokerede lærere reagerede med at ringe til det lokale muslimske center og bede nogen om at komme og korrigere elevernes svar. Der blev hurtigt igangsat en velgørenhedsaktion, der sendte muslimske kvinder rundt til skotske skoler for at ”korrigere” skolebørnenes syn på islam og muslimer. En rapport fra en sådan begivenhed bemærkede, at to tørklædebærende muslimske kvinder forklarede børnene, at 11. september-­terroristerne ”intet havde at gøre med islam”.
Uheldigvis for dem, der er involveret i genopdragelse af offentligheden, så er sådanne bestræbelser blevet hæmmet af offentlighedens stigende bevidsthed om eksistensen af et problem. Næsten hele det europæiske politiske establishment og de europæiske medier har ikke været i stand til at overbevise offentligheden om, at problemet er blevet overdrevet . Det skyldes til dels, at internettet har medført en spredning i kilderne til informationer, men først og fremmest begivenhedernes forløb. Sammenligner man, hvad Europas politiske ledere siger og gør med, hvad deres befolkninger nu tænker, så er kløften alarmerende.
En opinionsundersøgelse, der blev foretaget i Holland i 2013, viste, at 77 procent af respondenterne sagde, at islam ikke beriger deres land. Omkring 73 procent sagde, at der ”eksisterer en forbindelse” mellem islam og terroristiske angreb, og 68 procent svarede, at de mente, at der var ”nok” islam i Holland. Disse synspunkter var ikke begrænset til mennesker, som stemte på et bestemt parti, men blev delt af et flertal, der stemte på alle hollandske partier.De samme synspunkter har vist sig overalt på kontinentet. Samme år i Frankrig – det vil sige to år før de terroristiske anslag i Paris i 2015 – sagde 73 procent af de adspurgte, at de havde en negativ opfattelse af islam, og 74 procent, at de betragtede islam som intolerant. Det er værd at huske, at omkring 10 procent af den franske befolkning er muslimer.
I de samme rundspørger sagde 55 procent af de hollandske vælgere, at de ikke ønskede flere muslimer i deres land; 56 procent af tyskerne sagde, at de forbandt islam med en stræben efter politisk indflydelse; og 67 procent af franskmændene sagde, at de opfattede islamiske værdier som værende ”uforenelige” med det franske samfunds værdier. I 2015 viste en rundspørge, at kun 30 procent af offentligheden i Storbritannien var enig i, at islams værdier var ”forenelige” med det britiske samfunds værdier. En anden rundspørge foretaget omkring samme tidspunkt viste, at kun en femtedel (22 procent) af den britiske offentlighed var enig i udsagnet om, at islamiske værdier og britiske værdier var ”overvejende forenelige”.
Det er det samme overalt. En opinionsundersøgelse udført i Tyskland i 2012 viste, at 64 procent af respondenterne forbandt islam med vold, mens 70 procent forbandt islam med fanatisme og radikalisme. Kun 7 procent af tyskerne forbandt religionen med åbenhed, tolerance og respekt for menneskerettigheder.13Som Daniel Pipes, en amerikansk forsker i nutidig islam, har bemærket, så viser opinionsundersøgelser af disse emner en konstant stigning i de kritiske holdninger til islam. Rundspørger i den europæiske offentlighed viser aldrig, at bekymringerne over for disse emner er vigende. Det er en udvikling, der kun går én vej. Således sagde i 2010 mindre end halv­delen (47 procent) af tyskerne, at de var enige i udsagnet, at ”islam ikke hører til i Tyskland”. I maj 2016 var andelen af tyskere, der var enige i dette udsagn, steget til 60 procent.
Alt dette er fortsat på trods af, at hele den vesteuropæiske regerende klasse fortæller folk, at de tager fejl. I realiteten så har det mest almindelige svar fra Vesteuropas regerende ledere frem til i dag været, atfolk, der tænker således, åbenlyst ikke har oplevet mangfoldighed, atde især ikke har oplevet nok islam, og at, hvis de havde gjort det, så ville de tænke anderledes. Opinionsundersøgelserne viser reelt det modsatte. Jo mere islam der er i et samfund, desto mere uvilje og mistro er der i dette samfund mod islam. Men de politiske klassers svar har noget andet til fælles, hvilket har været deres insisteren på, at for at kunne tage sig af dette problem har de måttet tage fat på denne offentlige meningsdannelse. Det har ikke været deres prioritering at tage fat på det, som offentligheden protesterer imod, men snarere at tage fat på den protesterende offentlighed. Hvis nogen kunne ønske sig et lærebogseksempel på, hvorledes politik går galt, så er der et her.
I 2009 var der en hjemkomstparade gennem byen Luton for Royal Anglian Regiment, da det vendte tilbage fra Afghanistan. Det er en af de byer i England, hvor ”hvide briter” er en minoritet (45 procent), og byen har en særlig stor muslimsk befolkningsgruppe. Mange af de lokale beboere mødte op for at se paraden og blev vrede over synet af ekstremister fra den islamistiske gruppering al-Muhajiroun, som kom med tilråb og protesterede mod soldaterne, da de marcherede gennem byens centrum. Blandt andet kaldte gruppen soldaterne for ”mordere” og ”børnemordere”. Rasende medlemmer af offentligheden forsøgte at konfrontere de protesterende, men disse blev beskyttet af politiet, der truede de ophidsede lokale beboere med arrestation. I de efterfølgende uger forsøgte nogle af disse lokale beboere at organisere en protest mod islamisterne, men de blev forhindret i at gå til det samme rådhus, som al-Muhajirountidligere var gået til. Og mens al-Muhajirounustraffet uddelte deres protestflyveblade i moskeen, forhindrede politiet de lokale, som modsatte sig islamisterne, i, at der blev uddelt nogen form for flyveblade.
Rystet over, hvad de opfattede som forskelsbehandling, dannede en gruppe mennesker i ugerne efter dét, der blev kendt som English Defence League(EDL). I de følgende år har EDL organiseret protester i utallige byer ud over Storbritannien, der ofte er endt i vold; dette skyldes, som det er erkendt af hovedorganisatoren (kaldet ”Tommy Robinson”), til dels de mennesker, som tiltrækkes af sådanne protester, men også fordi overalt, hvor EDL viser sig, mødes de af organiserede grupper af ”anti-fascister” – der ofte omfatter et stort antal muslimer -, som indleder voldelige konfrontationer. Disse ”anti-­fascistiske” grupper har alle fået støtte fra ledende politikere, inklusive premierministeren. De har også tidligere afholdt ”anti-fascistiske” stævner, hvor en af Lee Rigbys mordere talte til mængden. Vedrørende EDL har det vigtigste imidlertid ikke været deres aktiviteter, men derimod myndighedernes indstilling til dem. På intet tidspunkt har lokalt politi eller lokal ledelse, det nationale politi eller regeringen taget i betragtning, at EDL har en sag. Ud over at alliere sig med grupper, som bekæmper EDL – selv når disse grupper selv er involveret i ekstremisme og vold – har regeringen klart udstedt en ordre om at fjerne EDL og at retsforfølge dens ledelse.
Ved én lejlighed blev EDL’s leder arresteret for sammen med én ledsager at forsøge at gå gennem det stærkt muslimske område Tower Hamlets i London. Ved en anden lejlighed blev han arresteret, efter at en organiseret protest var gået tre minutter ud over den tildelte tid. Og fra begyndelsen gjorde myndighederne alt, hvad de kunne, for at gøre livet vanskeligt eller umuligt for gruppens ledelse. Fra det øjeblik, Robinson søsatte organisationen, blev hans bankkonti spærret. Hans og hans nærmeste familie fik deres hjem gennemsøgt af politiet, der fjernede dokumenter og computere. Til sidst blev der fundet en uregelmæssighed i forbindelse med et prioritetslån, hvilket førte til, at Robinson blev tiltalt og idømt en fængselsstraf.15Samtidig var der konstante trusler fra islamistiske grupper. Ved siden af muslimske banders gentagne angreb på EDL’s ledelse var der også alvorlige forsøg på at dræbe dens medlemmer. I juni 2012 standsede politiet en bil, hvori der befandt sig folk fra en seks mand stor islamistisk celle. Med sig havde de sprængstof, oversavede haglgeværer, knive og et budskab om at angribe dronningen. Mændene var på vej tilbage fra en EDL-demonstration, hvor de havde planlagt at udføre deres angreb, men på grund af en ringe tilslutning den dag, var protesten blevet afsluttet tidligt. Som ved andre lejligheder modtog EDL kun ringe offentlig sympati, og det var den generelle opfattelse, at de selv havde givet anledning til sådanne angreb. Som et svar på den negative opmærksomhed, som fremkomsten af muslimske bander og EDL havde skabt omkring Luton, arrangerede byrådet et event under navnet ”Love Luton”. Det var en fejring af ”mangfoldigheden” og ”multikulturalismen” i Luton, som inkluderede et udvalg af mad og folk, der gik på stylter.
Denne historie har udspillet sig i forskellige variationer ud over Europa. I Tyskland blev der i 2014 dannet en bevægelse i Dresden, der kaldte sig Pegida. Deres program var det samme som EDL’s og andre folkelige protestbevægelsers i Europa. De erklærede sig som modstandere af radikale muslimer og masseimmigration, men pointerede deres åbenhed over for immigration i almindelighed (i Pegidas tilfælde især over for legitime asylansøgere). Som for EDL har deres rækker inkluderet prominente medlemmer af etniske og seksuelle minoriteter, skønt disse sjældent, om nogensinde, er blevet nævnt i pressen. Pegidas protester har koncentreret sig om en indsigelse mod vilkårlig muslimsk immigration og en indsigelse mod hadprædikanter, salafister og andre ekstremister. Som for EDL er gruppens grundlæggende symboler ikke blot anti­islamistiske, men tillige antinazistiske, idet den fra begyndelsen forsøgte at distancere sig fra sådanne afskyeligheder fra fortiden. Skønt sådanne forbindelser konsekvent blev påstået af pressen, var deltagerne ved Pegidas protester i december 2014 vokset til 10.000 og var begyndt at sprede sig ud over hele Tyskland. I modsætning til EDL, som i Storbritannien næsten udelukkende har tiltrukket folk fra arbejderklassen, synes Pegida at have været i stand til at appellere til en bredere del af borgere i Tyskland, inklusive den veluddannede middelklasse. Med tiden har bevægelsen bredt sig til andre dele af Europa – om end i meget mindre målestok.
De tyske myndigheders reaktion var den samme som deres britiske modparters. På trods – eller måske på grund – af, at opinionsmålinger viste, at så mange som én ud af otte tyskere ville deltage i en Pegidamarch, hvis den fandt sted i deres by, så slog hele den tyske stat ned på bevægelsen. På dens højdepunkt kom omkring 17.000 protesterende mandagen før jul ud for at slutte sig til Pegidas demonstration i Dresden. Helt ekstraordinært i relation til en bevægelse, der kun havde tiltrukket en relativt lille del af den tyske offentlighed til sine protester, benyttede kansleren sin nytårstale til at reagere på Pegida. 2014 havde været et usædvanligt år for Tyskland, dog ikke så usædvanligt, som Merkel var ved at skulle gøre det til. Men de officielle tal for asylansøgere i 2014 lå allerede (med 200.000) fire gange højere, end de havde gjort det blot to år tidligere, og udgjorde det største tal i to årtier.
Kansleren benyttede ikke nytårstalen til at tage fat på de deraf afledte bekymringer, men på at kritisere dem, der nærede dem. ”Det siger sig selv”, sagde hun, ”at vi hjælper og tager imod mennesker, som søger tilflugt hos os.” Og hun advarede den tyske offentlighed mod Pegida. Ifølge Merkel, så diskriminerede bevægelser som Pegida mennesker på grund af deres hudfarve eller deres religion. ”Følg ikke mennesker, der organiserer en sådan diskrimination”, advarede hun det tyske folk, ”for deres hjerter er kolde og ofte fulde af fordomme, ja endog af had.”

Den følgende mandag afholdt Pegida en demonstration i Köln. Katedralen meddelte på forhånd, at den ville slukke for sin belysning i protest mod denne forsamling i byens centrum. Få mennesker i Köln kunne undgå at bemærke symbolikken, da domkirkens lys næsten nøjagtigt et år senere var tændt, mens hundreder af lokale kvinder blev udsat for overgreb, voldtægt og røveri af migranter i de samme gader, hvor kirkens myndigheder havde protesteret mod, at Pegidas demonstranter gik, stod eller samledes.
Vanen med at angribe sekundære symptomer på et problem frem for at tage fat i det egentlige problem har mange årsager. Blandt disse, at det er uendeligt meget lettere at kritisere mennesker med hvid hud, især hvis de hører til arbejder­klassen, end det er at kritisere mennesker med generelt mørkere hud uanset disses baggrund. Og det er ikke blot lettere, men det ophøjer kritikken. Enhver kritik af islamisme eller masse­immigration – endog kritik af terrorisme og overfaldsvoldtægter – kan enhver tolke som racisme, xenofobi eller bigotteri. Beskyldningerne, hvor usande de end måtte være, kan komme alle steder fra og kan altid medføre en moralsk fordømmelse. Enhver, som kritiserer nogen for at være racist eller nazist, er derimod på en eller anden måde som antiracist eller antinazist ophøjet til en dommer- og juryposition. Der anvendes også forskellige standarder i bevisførelsen.
Således omgås for eksempel formanden for Luton Islamic Centre, Abdul Qadeer Baksh, der også er skoleinspektør på en lokal skole, med lokale politikere, der også omfatter parlamentsmedlemmer, og arbejder sammen med lokale embedsmænd i ”Luton Council of Faiths” – et tværreligiøst netværk. Han mener, at islam befinder sig i en 1400 år lang krig med ”jøderne”, og at i et ideelt samfund ville de homoseksuelle blive dræbt, og han har forsvaret afhugning af hænder på tyve og piskning af kvinder under den islamiske hudud-straffelov. Men ingen af disse fakta – alle let tilgængelige, kendte eller til at fremskaffe – gør ham til en paria eller en urørlig. Det lokale politi har aldrig foretaget en razzia i hans pårørendes hjem for at finde en undskyldning for at arrestere ham. Men da Tommy Robinson dukkede op, var der en trang til at hæfte beskyldningen om ”racisme” eller det at være ”nazist” på ham, lige meget hvad han gjorde. De islamister, som EDL og lignende bevægelser protesterede imod, var uskyldige, selv når de blev dømt skyldige, mens dem, der reagerede mod dem, var skyldige, selv når de var uskyldige. Europæiske regeringer har prøvet at undgå at dømme islamister skyldige, men har gjort deres yderste for at dømme bevægelser, som reagerede mod dem, skyldige. De fleste medier har udvist en lignende prioritering, hvor det mest slående eksempel har været trangen til at bevise antisemitisme hos enhver reaktiv bevægelse, mens den virkelige antisemitisme i den primære bevægelse, som den sekundære bevægelse protesterer mod, ignoreres. Så skønt de samlede tyske medier kastede sig ud i et forsøg på at bevise, at Pegidas ledelse eller medlemmer er antisemitiske, så har de vist sig at være næsten lige så sløve som den tyske regering, når det drejer sig om at identificere antisemitismen blandt de salafister og andre, som Pegida siger, at de protesterer imod.

Først efter at der var blevet lukket for migrantstrømmen i 2015, begyndte medlemmer af regeringen og medierne i Tyskland at indrømme, at antisemitisme blandt migranter fra Mellemøsten i særdeleshed kunne blive et problem.
Men dette er ikke kun en politisk svaghed, det er også en offentlig svaghed. Når det kommer til antifascisme, synes der i de meste af Vesteuropa nu at være et udbuds-og-efterspørgselsproblem: Efterspørgslen på fascister overgår langt det reelle udbud. En af de få grundpiller for efterkrigspolitikken var antifascisme, en beslutsomhed om aldrig at tillade fascismen i at bryde frem igen. Og med tiden blev dette muligvis den eneste tilbageblevne vished. Jo længere fascismen trådte i baggrunden af historien, og jo færre synlige fascister der stillede sig til skue, desto mere havde de selverklærede antifascister behov for fascisme for at fastholde en fremtoning af politisk dyd eller formål. Det viste sig politisk hensigtsmæssigt at beskrive mennesker, som ikke var fascister, som fascister, lige som det viste sig politisk gavnligt at beskrive mennesker, som ikke var racister, som racister. I beggetilfælde fik begreberne lov til at anvendes så bredt som muligt. I beggetilfælde var der en enorm politisk og social pris at betale for enhver, der blev beskyldt for disse onder. Men uretmæssigt at beskylde mennesker for disse onder indebar ikke nogen som helst social eller politisk pris. Det var en omkostningsfri øvelse, som kun kunne bringe politiske og personlige fordele.
Mens det skal bemærkes, at en lignende ”antikommunist”-glød aldrig fandt støtte i Vesteuropa, eller at den blev afvist dér, hvor den blev mistænkt for at være en form for ”heksejagt”, så havde Europas antifascister ofte gang i noget – et faktum der føjer endnu et lag af kompleksitet til Europas sociale problemer. I USA vil enhver folkelig protestbevægelse, inklusive en der beskæftiger sig med immigration og islam, sandsynligvis tiltrække nogle excentriske eller endog tumpede mennesker med skøre skilte. Men den vil i begyndelsen, for slet ikke at tale om i opstarten, kun sjældent rumme virkelige nazister.

Da det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders i 2004 brød ud af det liberale Volkspartij voor Vrijheid en Democratie(VVD) på grund af VVD’s støtte til Tyrkiets optagelse i EU, dannede han sit eget parti. De Partij Voor de Vrijheid(PVV) vandt ved sit første valg i 2006 9 ud af 150 pladser i det hollandske parlament. I 2016 viste vælger­målinger, at partiet var Hollands populæreste. Trods det stigende antal parlamentsmedlemmer er Wilders frem til nu det eneste medlem af partiet. Da partiet blev stiftet, sikrede Wilders selv, at dette ville være tilfældet. Hverken medlemmer af offentligheden eller hans eget partis parlamentsmedlemmer fik mulighed for at træde ind i partiet. Med denne fremgangsmåde gik Wilders glip af store beløb i statslig støtte (som i Holland stiger med størrelsen af det politiske parti). Den eneste grund til, at Wilders valgte at køre sit parti på denne måde, var, forklarede han mig dengang privat, at hvis han gjorde det til et medlemsparti, kunne de første, der meldte sig ind, være den lille gruppe af skinheads, som fandtes i Holland, og på grund af dem ville andre grupper af mennesker så ikke tilslutte sig.16Han var ikke villig til at tillade en lille marginalgruppe af virkelige neonazister at ødelægge et helt lands politiske fremtidsudsigter.
Dette peger på et dybtliggende problem i Europa og udgør en alvorlig udfordring til enhver bevægelse af mennesker, der engagerer sig i de spørgsmål, som står øverst på listen over Europas bekymringer. Den samme historie gentager sig i partier med parlamentsrepræsentation og i gadebevægelser. Da Tommy Robinson grundlagde EDL, fik han kort efter fortalt, at en virkelig nazist, der var bosat i udlandet, insisterede på at komme og overtage bevægelsen. Robinson afviste dette, med nogen personlig risiko, og meget af hans tid i EDL blev anvendt på at forsøge at holde sådanne mennesker ude af bevægelsen, hvilket ikke betød, at han fik nogen kredit for denne indsats. Det er heller ikke ofte blevet noteret, at baggrunden for en dom for overfald i 2011 var, at Robinson havde nikket en skalle på én, der sagde, at han var neonazi.

Hvis medierne og politikerne hævder, at en bevægelse befinder sig langt til højre, vil den selvfølgelig tiltrække mennesker, som står langt til højre, selv hvis organisatorerne oprigtigt forsøger at holde bevægelsen fri af sådanne mennesker.

Men der findes også små bevægelser af virkelige racister og fascister i de europæiske lande.
Dette rejser alt sammen utallige spørgsmål for Europa. Det kortsigtede svar til dem, der protesterer mod følgerne af masseimmigrationen, har været at udstøde dem fra enhver plads i debatten ved at kalde dem racister, nazister og fascister. Hvis man i stedet anerkendte, at i det mindste nogle af de mennesker, der betegnes sådan, ikke fortjener denne etiket, så ville det klart forstås som en pris, der er værd at betale. Men hvad gør en politisk klasse og medierne, når de opdager, at de holdninger, som de har forsøgt at placere hinsides det politisk acceptable, i realiteten er de holdninger, som størsteparten af offentligheden har?

Dette indlæg blev udgivet i Civilsamfundet, Migranter, Murray; Douglas, Politik / Lovgivning, seneste. Bogmærk permalinket.