Kampe om medborgerskabet
Værdikamp og fællesskab
Kun to procent af de amerikanske muslimer befinder sig i samfundets laveste indkomstgruppe**, mens det i Storbritannien drejer sig om 22 procent. Forklaringen på den markante forskel er enkel: uddannelse. To ud af tre muslimer i USA har en bachelor eller en højere eksamen på CV’et. Det er ikke bare betragteligt flere end i Europa. De amerikanske muslimer er også bedre uddannede end den gennemsnitlige amerikaner
af Aydin Soeï, sociolog og forfatter*
På De Konservatives landsmøde i september 2005 holdt daværende kulturminister Brian Mikkelsens en tale, hvor han bekendtgjorde, at ”kulturkampens nye front” var et opgør med ”den multikulturelle ideologi”. Multikulturalismen blev her fortolket som en slap kulturrelativisme, hvor staten og samfundet ikke sætter grænser for kulturelle skikke og normer, der er undertrykkende og udemokratiske.
”En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk,” fastslog Brian Mikkelsen. Tidligere på året havde De Konservative og Venstre genvundet regeringsmagten ved et valg, hvor der aldrig for alvor opstod spænding om resultatet. Anders Fogh Rasmussen havde to år forinden sagt om den nye politiske magtbalance i Danmark, at det ”afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten”. I et interview i Weekendavisen havde han proklameret: ”Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.”
Ved valget i februar 2005 forsøgte Socialdemokraterne med Mogens Lykketoft i spidsen at erobre dagsordenen ved at sætte fokus på ældre, børnefamilier og fyrede slagteriarbejdere. Selvom de arbejdsløse slagteriarbejdere bidrog til, at ”arbejdsløshed” rykkede op på andenpladsen på listen over de emner, medierne fokuserede mest på i deres valgdækning, forhindrede det ikke, at Socialdemokraterne i 2005 endte med det dårligste valgresultat siden jordskredsvalget i 1973. Det såkaldte udlændingespørgsmål løb endnu en gang med mest sendetid og flest spaltemillimeter. Det viste sig atter som den nye værdipolitiks mest omstridte emne og bidrog til en kulturkamp om den danske nationale identitet langt ud over de ophedede valgperioder. Kulturministerens tale i efteråret 2005 er et eksempel på en generel kulturpolitisk udvikling, hvor kampen om kulturen siden regeringsskiftet i 2001 i stadig højere grad er blevet til en kamp om den nationale identitet og Danmarks fremtidige udvikling.
Disse definitionskampe om nationens identitet og kultur sker som led i en nationalt orienteret idé om, at menneskets frihed og muligheder for at træffe meningsfulde valg i livet er betinget af den historisk nedarvede kulturelle tradition i et samfund. Kulturministeren udtrykte det selv sådan: ”Kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger i samfundet. Vi skal gøre alt for, at indvandrerne og deres efterkommere bliver fortrolige med det danske samfund, dets historie og dets demokratiske principper.”
Danmark står langtfra alene i Europa, når det gælder etnisk og kulturel oprustning som modreaktion på globalisering og indvandring, og amerikanske intellektuelle ynder derfor at melde ud, at europæiske lande må formulere nye nationale fortællinger, der bygger på idéen om et politisk fællesskab i stedet for etniske kriterier og tilbageskuende myter, for at indlemme indvandrere og efterkommere som ligeværdige medborgere. Idéen om, at det amerikanske politiske fællesskab i højere grad kan indoptage etniske minoriteter, finder grobund i argumenter om, at synet på muslimske medborgere er mere positivt på den anden side af Atlanten.
En undersøgelse fra Pew Research Institute har således vist, at en femtedel af amerikanerne har et negativt syn på muslimer, mens tallet er dobbelt så højt i europæiske lande.
Dette er også tilfældet i Frankrig. At idéen om et politisk fællesskab skulle fostre denne tolerance, hænger dårligt sammen med, at Frankrig, der historisk er blevet fremhævet som alle politiske fællesskabers moder, er et af de vestlige lande, hvor befolkningen insisterer mest på monokultur, og hvor mistilliden til særligt muslimer er stor. Mange, der har rejst og boet på den anden side af Atlanten, har formentlig også bemærket, hvordan frygten for den store illegale immigration af latinamerikanere langt hen ad vejen indtager rollen som Amerikas svar på den muslimske trussel og på tilsvarende vis sætter den amerikanske tolerance på prøve. At USA har fået en præsident i Donald Trump, som har skruet op for en mere negativ retorik vedrørende muslimske borgere, ændrer ikke ved, at denne gruppe har langt højere status i det amerikanske samfund, og at amerikanske og europæiske muslimer nærmest tilhører to vidt forskellige kategorier. Hvor indvandrere med muslimsk baggrund i Vesteuropa primært er kommet som gæstearbejdere, der især skulle bidrage med ufaglært arbejdskraft i industrien – og dermed socialt set har tilhørt arbejderklassen – og som flygtninge, har situationen været en anden i USA.
Kun to procent af de amerikanske muslimer befinder sig i samfundets laveste indkomstgruppe, mens det i Storbritannien drejer sig om 22 procent. Forklaringen på den markante forskel er enkel: uddannelse. To ud af tre muslimer i USA har en bachelor eller en højere eksamen på CV’et. Det er ikke bare betragteligt flere end i Europa. De amerikanske muslimer er også bedre uddannede end den gennemsnitlige amerikaner, og i målinger på holdninger til køn, seksualitet og religiøs tolerance udviser de mere liberale holdninger end den amerikanske befolkning som helhed, mens det omvendte historisk har været gældende blandt europæiske muslimer.
Undersøgelsen fra Pew Research Institute peger da også på, at det er de amerikanske muslimers uddannelsesniveau og sociale position i det amerikanske samfund, der udgør den vigtigste skillelinje mellem holdningen til disse minoriteter i USA og Europa.
Det er derfor svært at komme uden om, at rationelle overvejelser omkring indvandrere og deres efterkommeres sociale ressourcer, uddannelse og kvalifikationer spiller en afgørende rolle i synet på dem, hvad enten det drejer sig om nationer, der historisk har bygget på idéen om et politisk fællesskab, eller gamle kulturnationer, hvor en nedarvet kultur og etnicitet har haft stor betydning for den nationale selvforståelse.
Meget tyder således på, at negative kategoriseringer af de nye mørklødede europæere og deres religion hænger sammen med, at disse i mange europæiske lande forbindes med et nyt pjalteproletariat, der i nye farver har erstattet arbejderklassens børn som en social underklasse. Den sociale dimension forklarer ydermere, hvorfor stereotype forestillinger om andre samfundsgrupper og kulturer ændrer sig over tid snarere end at være fastlåste størrelser. I dag stereotypiseres den muslimske kvinde jævnligt som undertrykt, mens hun i den seksuelt strenge victorianske tid fra europæisk hold blev fremstillet som sensuel og æggende. I middelalderen betragtede kristne i Europa muslimer som hedonistiske livsnydere, mens muslimerne anså de europæiske ”frankere” for beskidte og tilbagestående. ”I dag er situationen omvendt,” bemærker den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen, der noterer, at der i Norge kun klages over ”indvandrerbørns manglende sprogkundskaber og identitetsforvirring, når de tilhører arbejderklassen.”
Etniske minoriteter med rødder i tredjeverdenslande har generelt i Danmark og Europa et lavere uddannelsesniveau og er overrepræsenterede i ledighedsstatistikker i forhold til majoritetsborgerne – på samme måde som en stor del af dem, der stemmer på indvandrerskeptiske partier. Det lavere uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter i Europa betyder, at disse borgere generelt besidder en lavere såkaldt kulturel kapital i form af viden, uddannelse og evnen til at tilpasse sig ved at afkode, hvad der giver status og succes. Snarere end en kultur, der bygger på en art mellemøstlig etnicitet, er det således den enkelte etniske minoritets kulturelle kapital og uddannelsesniveau samt muligheder for at arbejde og yde til fællesskabet, der er afgørende for at blive anset som en anerkendelsesværdig medborger. Her har den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger indkapslet forholdet mellem eksklusion, fremmedhed og en socialt underprivilegeret position i samfundet med disse rammende ord: ”Fremmede bliver mere og mere fremmede, jo fattigere de er.”
Uddannelse og arbejde som skillelinje for medborgerskabet
Måske arbejde, uddannelse og økonomi også er årsagen til, at danskerne tilsyneladende finder, at landets etniske minoriteter er blevet mindre og mindre fremmede i forhold til dem, der kom hertil i 80’erne og 90’erne.
Politologen Hans Jørgen Nielsen har på baggrund af folketingsvalg påvist, at vælgerne er pragmatisk og rationelt orienterede, når det gælder deres tilgang til etniske minoriteter. Vælgerne er med andre ord imod ”indvandrere, der koster, men vil gerne have dem, der bidrager til samfundet.” Indvandreres og efterkommeres jobkvalifikationer og uddannelse udgør generelt de vigtigste kriterier for de etniske danskeres velvilje, viser en undersøgelse fra European Social Survey, som er den største måling på europæernes holdning til, hvad borgerne vægter højest i forhold til medborgerskab og nationale værdier. Den røde tråd synes generelt at være etniske minoriteters muligheder for tilpasning i samfundet, mens langt de fleste danskere svarer ”nej” til, at etniske kriterier bør afgøre, hvem der må indvandre til Danmark. Bortset fra Dansk Folkepartis vælgere mener danskerne således ikke, at indvandrere skal være hverken ”kristne” eller ”hvide” for at få adgang til Danmark.
Etnicitet spiller imidlertid en større rolle, når danskerne bliver spurgt, hvad de ville sige til at få en indvandrer som chef eller som ”indgiftet i den nære familie”. I spørgsmålet fra European Social Survey blev der skelnet mellem indvandrere, der ”ligner os”, og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Kun vælgere fra Venstre og DF havde svært ved tanken om en indvandrer fra et ikke-vestligt land som chef.
Generelt peger de større internationale undersøgelser imidlertid på, at danskerne i højere grad bakker op om et medborgerskabsideal, der bygger på et politisk fællesskab, hvor borgerne forpligter sig som aktive medborgere, der deltager på arbejdsmarkedet og i demokratiske institutioner, mens opbakningen til en etnisk homogen nation bliver stadig mindre.
Et Danmark, hvor det er respekten for samfundets institutioner og viljen til at indgå i demokratiet og på arbejdsmarkedet, der udgør grundlaget for det nationale fællesskab, har da også bedre kår end et Danmark, hvor det er individets etniske baggrund og religion, som afgør, hvorvidt man anerkendes fuldt ud som medborger, viser den internationale værdiundersøgelse. ”Specielt hvis man ser på det på langt sigt, da yngre og bedre uddannede forholder sig langt mere kritisk til det kulturelle end det politiske fællesskab,” konkluderer politologen Christian Albrekt Larsen, der har skrevet bogen Danskernes nationale forestillinger på baggrund af den største internationale undersøgelse af borgernes holdninger til nationen.
På trods af at Danmark historisk har været en kulturel nation, hvor fælles etnicitet og kultur har afgrænset vores nationale identitet fra ”de andre”, anvender danskerne i dag i høj grad det politiske fællesskab og opbakning til demokratiet til aktivt at forme vores nationale fællesskab. Syv af ti danskere mener således, at ”det er meget vigtigt” at respektere danske politiske institutioner og love for at være rigtig dansk. Her er vi kun overgået af svenskerne, franskmændene og amerikanerne, der i høj grad bruger respekten for det politiske fællesskab som en identitetsbærende konstruktion for nationen. Samlet set viser det sig, at ”forestillingen om et politisk fællesskab har bedre kår end forestillingen om ét samlende kulturelt fællesskab”, konkluderer Christian Albrekt Larsen og påpeger, at dette er en ”vigtig erkendelse i forbindelse med den intense indvandrerdebat” i Danmark.
Svenskerne og nordmændene er godt nok mindre tilbøjelige til at bruge etnisk oprindelse, kristendom og nationalfølelse til at skelne mellem ”dem” og ”os”, men tilpasning og jobkvalifikationer er ikke desto mindre de to faktorer, der spiller den afgørende rolle for danskernes syn på indvandrere og efterkommere. De fleste borgere er således negativt stemte over for udsigten til etniske minoriteter, der udgør en økonomisk og sikkerhedsmæssig trussel, mens de er positive over for arbejdskraftindvandring. Nyttebetragtninger spiller derfor langt hen ad vejen en rolle for borgernes syn på etniske minoriteter. Endvidere viser undersøgelser, at uddannelse, arbejde, lige respekt for køn og evnen til at mestre det danske sprog er de faktorer, som står højest på listen over, hvilke krav man bør opfylde for at blive inkluderet i det nationale fællesskab, hvis man spørger de etniske minoriteter i Danmark selv.
Snarere end at pege entydigt på individets etnisk-kulturelle ophav i dette eller hint land er det således nødvendigt at inddrage uddannelse, viden, tilpasningsdygtighed og overholdelse af samfundets love og regler for at forstå, hvorfor nogle mennesker har lettere ved at blive betragtet som anerkendelsesværdige end andre.
Arbejde og uddannelse står her centralt i overvejelserne. Såvel de nye danskere som de etnisk danske borgere peger på social integration på arbejdsmarkedet og på uddannelsesinstitutionerne som de vigtigste kriterier for, hvornår minoritetsborgere bør accepteres som medborgere, mens opbakningen til en kulturel assimilation er langt mindre.
Det er imidlertid ikke nødvendigvis denne virkelighed, som Omar, Abas og deres jævnaldrende venner oplever, når de følger med i medierne og i den polariserede og til tider ophedede politiske debat angående etniske minoriteter, hvor de jævnligt føler sig fremstillet som en art ”fremmedelementer”, selvom de er født og opvokset i Danmark. Oplevelsen af at blive opfattet som modborgere går igen både hos dem, der med deres job, uddannelse og overholdelse af loven lever op til flertallet af danskernes ønsker for medborgerskabet i Danmark, og blandt dem, der har sorte straffeattester og er arbejdsløse. Opdelingen i ”dem” og ”os” handler imidlertid også om, at billedet af de sociale kløfter forstærkes ved, at etniske minoritetsborgeres stemmer er underrepræsenterede i det etablerede mediebillede – medmindre det handler om kriminalitet og integrationsproblemer. Etniske minoriteter er en gruppe, der tales meget om i medierne, men som sjældent selv kommer til orde, og når de gør, er det sjældent som genkendelige medborgere.
*Med stor tak til forfatter og forlag bringer vi her kapitel 5 i bogen Omar og de andre – vrede unge mænd og modborgerskab af Aydin Soeï . Gads Forlag 2018.
** 49 % af ikke-vestlige indvandrere i Danmark er placeret i den laveste indkomstgruppe (jfr. Danmarks Statistik bragt i Kristeligt Dagblad 4.aug. 2018)
Se mere under emnet statistik her på hjemmesiden.