7. april 2018 Berlingske
Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille husker hvad der fået ham til at skifte holdning i udlændingepolitikken og nævner bl.a.
Episode 4
Simon Emil Ammitzbøll-Bille sidder til møde med Marianne Jelved. Året er 2008, ikke længe før han officielt skifter partifarve. De diskuterer, hvordan de Radikale skal forholde sig til udlændingepolitikken.
»Hendes analyse var, at der var så mange, der var negative og hårde i filten over for indvandrere og integration, så det var vigtigt, at vi så at sige var på herboende udlændinges side. Jeg fik fornemmelsen af, at integrationspolitikken var en undtagelse fra den generelle radikale beskæftigelses- og socialpolitik. Lige så snart det handlede om udlændinge, var det, som om man havde et andet sæt holdninger, hvor det var lidt mere synd for folk, hvis man krævede, at de skulle klare sig selv.«
Muhammed-krisen i 2005 har på lignende vis været væsentlig for hans holdningsskift, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Han var skuffet over, hvordan de Radikale reagerede under krisen i kølvandet på Muhammed-tegningerne.
»Der glemte man Edvard Hørup og Viggo Brandes (grundlæggere af Dagbladet Politiken i 1884, red.), som nok ville have trykt hvad som helst i deres avis. Hvis nogen var kommet og havde sagt, at de ikke måtte trykke et eller andet, så havde de fået en belæring om, hvad radikalisme var, om trykkefrihed og ytringsfrihed. Der havde man hos de Radikale en alt for stor forståelse. Der kom et ekstra hensyn, lige så snart det smagte lidt af udlændinge – så endte man ude i noget, der efter min grundholdning ikke var en naturlig følge af de principper, man havde.«