Af Jørgen J. Grimstrup, lektor, cand. mag.
Trykt i Jyllandsposten 19. januar 2005
DR2 sender en tv-serie om danske efterkommere af vestindiske slaver. Vi skal ikke mange århundreder tilbage i tiden, før det i de fleste lande og kulturer var god tone at holde slaver. Også i den muslimske verden. Det ved de færreste. Til gengæld er vi til overflod informeret om slaveriet i den vestlige verden.
Vi trænger til en tv-serie om slaveriet i den muslimske verden, skriver kronikøren.
I dag er det i alle lande ulovligt at holde slaver. “Onkel Toms hytte” og den amerikanske borgerkrig gjorde det moralsk uacceptabelt at eje slaver.
Når vi hører, at slaveri stadig forekommer på udsteder i Afrika, rystes vi. Men vi skal ikke mange århundreder tilbage i tiden, før det i de fleste lande og kulturer var god tone at holde slaver. Også i den muslimske verden.
Det ved de færreste. Til gengæld er vi til overflod informeret om slaveriet i USA og dets følgesvend racismen fra film, romaner og undervisningsbøger. DR2 har netop påbegyndt en tv-serie om danske efterkommere af vestindiske slaver.
Men hvilket omfang havde slaveriet i de muslimske lande? Dette og andre spørgsmål omkring slaver i den muslimske verden bliver behandlet i islam- og mellemøstkenderen Bernard Lewis’ bog “Race and Slavery In Islam”.
Jøder, kristne og muslimer har alle holdt slaver, og Det gamle og Det ny Testamente og Koranen indeholder passager, der legitimerer slaveri. I antikkens Grækenland og i Romerriget var det også tilladt.
Muslimers holdning til slaveri er bestemt af shariaen. Dvs. treenigheden af skriftsteder i Koranen, beretninger om Muhammeds udsagn og handlinger og muslimske retslærdes tilføjelser til og tolkninger af skriftsteder og beretninger.
Vi oprøres i dag over shariaens bestialske straffe. Men shariaen var ofte et fremskridt i forhold til love, normer og praksis i Arabien før Muhammed. Koranen giver en slave rettigheder. Den kræver også, at slaveejerne er venlige over for slaver og anbefaler, at slaver kan købe sig frie. Muslimske retslærde fastslog, at en slaveejer skal yde sin slave medicinsk hjælp og hjælpe ham i alderdommen.
Ret hurtigt efter Muhammeds død blev det forbudt at gøre frie muslimer til slaver.
Et er lov, noget andet virkelighed, så visse frie muslimer endte som slaver. Det overgik f.eks. muslimske kættere og frafaldne. Muslimerne behandlede generelt deres slaver bedre end amerikanerne deres før borgerkrigen.
De muslimske landes slavebefolkning rekrutteredes fra fire kilder: 1. Krigsfanger. 2. Som afgifter fra vasalstater uden for det muslimske område. 3. Slavernes børn. 4. Importerede slaver blev efterhånden vigtigste kilde til slaveforsyningen.
De indkøbte slaver kom fra Europa, Centralasien, Kaukasus, Indien og Afrika, som med tiden blev vigtigste leverandør til den muslimske verden. En tuneser beskrev i 1800-tallet, hvordan sorte afrikanere blev opdrættet på farme i Darfur-provinsen i Sudan for at blive solgt som slaver. Der kunne være 500-600 slaver på gårdene.
Vi skal til Rusland for at finde forklaringen. Tatarerne havde i århundreder indfanget mennesker i Ukraine og tilstødende lande for at sælge dem i Det ottomanske Imperium. Men russisk ekspansion sydover standsede slavefangsten. Det samme skete, da Rusland annekterede Kaukasus 1801-28, der indtil da havde været storleverandør af slaver til muslimske lande. Nu var kun Afrika tilbage som slaverekrutteringsområde.
Slaver udførtes ad tre ruter fra Afrika: Over Det røde Hav og Det indiske Ocean til Arabien, Irak og Iran; fra Nilens øvre løb til Egypten; fra landene syd for Sahara til slavemarkederne i Nordafrika. Turen gennem Sahara var strabadserende. 1600 slaver berettes at være døde af tørst under en transport.
Slaverne anvendtes i mange erhverv. Som tjenestefolk; i forretninger, i håndværk og i miner. Slaver i militæret var slavebefolkningens aristokrati, men de mest privilegerede var skuespillere, musikere o. lign. En rejsende berettede i 1800-tallet, at store skarer af slaver arbejdede i sukkerplantager og ved afvandingsprojekter.
En kategori af slaver skiller sig ud. Eunukker blev brugt i paladser, private hjem og moskeer. Da muslimer ifølge shariaen ikke må lemlæstes, måtte man importere slaver, der blev kastreret.
Både sorte og hvide endte som eunukker, men de fleste var sorte. Ved kaliffens hof i Bagdad var der i 900-tallet 7.000 sorte og 4.000 hvide eunukker. Fra 1600-tallet mindskedes paladsernes antal af hvide eunukker. Én skriftlig kilde beretter, at 100-200 afrikanske drenge årligt blev kastreret på karavaneruten mellem Sudan og Cairo. Ofrene var 8-10 år.
I løbet af 800-tallet blev det normen, at slaver vogtede paladser. Livgarden af slaver udviklede sig til en slavehær. Den sørgede for regentens sikkerhed og sikrede hans magt i imperiets provinser.
Hvorfor overdrog muslimske herskere militærmagt til tilfangetagne? Fordi slavesoldater formodedes kun at have loyalitet mod deres muslimske herrer. En konstant forsyning af nyimporterede slaver skulle hindre fremkomsten af en krigeradel med selvstændig magt. Det endte alligevel med, at slavesoldaterne blev loyale over for deres regiment og dets ledere, hvoraf nogle selv blev konger.
Mamelukkerne startede f.eks. som den egyptiske kalifs livvagt af slaver, blev senere til en hær bestående af 24.000 hvide og 40.000 sorte og endte som Egyptens herskerklasse. Mamelukkerne smed korsfarerne ud af Palæstina og standsede mongolernes fremstød i Mellemøsten. En marokkansk sultan havde i 1672-1727 en hær på 250.000 sorte slaver.
I 1800-tallet fik Egypten atter en hær af sorte slaver. Derfor kunne Egypten erobre land mod syd. Slaverne blev skaffet ved årlige razziaer (arabisk for plyndringstogter) i bl.a. Darfur. Dermed kan der trækkes en linie til den aktuelle, blodige strid i Darfur mellem arabiske nomader og afrikanske bønder, hvor begge grupper er muslimer.
Koranen fordømmer ikke folk med mørk lød, men erklærer alle muslimer lige over for Gud. Koranen opererer heller ikke med højere- og laverestående racer, hvor de sidste er dømt til at være slaver. Men der er forskel på, hvad shariaen siger, og hvad muslimer i praksis gør.
Ændringen indtraf, da det arabisk-muslimske imperium voksede sig stor i slutningen af 600-tallet og i begyndelsen af 700-tallet. Da begyndte man at benævne folk syd for Sahara sorte, mens arabere, persere, grækere, tyrkere og slavisktalende kaldtes hvide.
Og vigtigst: En opfattelse af, at folk med sort hud var mindreværdige, bredte sig. Sorthed, hæslighed og mindreværdig blev koblet sammen. En persisk beretning fra 982 beskriver sorte som “fjernt fra menneskehedens standard” og deres “natur er som de vilde dyrs”. En anden perser mente i 1200-tallet, at sorte kun adskilte sig fra dyr ved at “deres to hænder befinder sig over jorden” og fortsatte: “Mange har bemærket, at aben er mere lærenem og mere intelligent end sorte”.
Efterhånden som araberne fik tættere kontakt til det sorte Afrika, aftog fordommene – noget. Men opfattelsen af, at afrikanske muslimer var forskellige fra andre muslimer, og at det var legitimt at skaffe slaver i Afrika, bredte sig, til trods for de muslimske retslærdes forbud mod at gøre frie muslimer til slaver uanset race eller oprindelse.
Kattelemmen bestod i at gøre slaverazziaer til en “hellig krig”, for sorte blev i stigende grad anset for vantro, og mod dem måtte der føres “hellig krig”.
Der var forskel på hvide og sorte slaver. Sorte blev foretrukket som arbejdere, tjenere og eunukker; der var også flest af dem i guld-, salt- og kobberminerne. Da tilsaltede jorder i det sydlige Irak skulle opdyrkes i 800-tallet, blev titusinder af slaver importeret fra Østafrika. Slaverne kvitterede for arbejdsvilkårene ved at gøre oprør. Europa havde haft slagkraftige anti-slavebevægelser siden 1700-tallet, og de holdt også øje med den muslimske verden. Det var erhvervelsen og transporten af slaver, der opbragte slaverimodstanderne. Slaveri som sådan var svær at få stoppet, da slaveri jo er tilladt i shariaen. At forbyde slaveri ville være at fornærme Gud.
Så det tog tid at komme slaveriet i den muslimske verden til livs. Først i 1962 blev det forbudt i Yemen og Saudi-Arabien. I Mauretanien først i 1980, hvor det stadig forekommer uofficielt.
I 1857 fik englænderne osmannerne til at afbryde slavetransporten gennem Det osmanniske Imperium. Men Mekkas store slavemarked skabte problemer.
Da ottomanernes guvernør i Mekka forbød slavehandel, udstedte den øverste muslimske retslærde i Mekka en fatwa imod forbudet. Tyrkerne blev beskyldt for at være frafaldne og hedninge, som det nu var lovligt at dræbe. Lokale angreb de osmanniske myndigheder i Mekka, og der blev erklæret hellig krig mod ottomanerne. Tyrkerne nedkæmpede revolten, men lod alligevel Mekka slippe for det generelle forbud mod slavehandel.
Man kan med Bernard Lewis undre sig over, at de mange importerede sorte slaver har sat sig så få spor i den muslimske verden. I USA findes mange efterkommere af afrikanske slaver, og de har sat et uudsletteligt aftryk på amerikansk kultur gennem blues, jazz, soul osv.
En af grundene er ifølge Lewis, at en stor del af de sorte i de muslimske lande var golde eunukker. Dertil var dødeligheden høj og fødselshyppigheden lav blandt sorte slaver i de muslimske lande.
Lewis ironiserer afslutningsvis over udtrykket “Den hvide mands byrde”. Det har i dag fået en ny klang: I dag bærer hvide rundt på skyld over, hvordan deres forfædre behandlede folk i de tidligere kolonilande. Skyldkomplekset hindrer os i at forstå eller bare beskæftige os med slaveriet i den muslimske verden.
Vi trænger til en tv-serie om slaveriet i den muslimske verden.