Søren Lystlund skriver bl.a. i Information.dk 03.12.17
I en rum tid har jeg haft kontakt til muslimer kva mit arbejde. Der er i særdeleshed en familie, som fordømmer danskere og muslimer, der efter deres mening er mindre troende end de selv er. Deres søn beder højlydt i et fælles arbejdsrum. Vi, der bestemmer på stedet, har anvist vedkommende et møderum, fordi han er den eneste højtbedende muslim i en gruppe af 20 kristne/kulturkristne/ateister, der opholder sig i dette rum og alligevel har han krævet at få lov til at bede sine bønner i samme rum.
Hele familien er på bistand/indvalidepension, på nær én søn, som er i arbejde. Sidste sommer drog hele familien til Mellemøsten i et halvt år, på bistand/indvalidepension. Familien har to lejligheder, fordi farens siges at være skildt fra moren. Det er han ikke, lejligheden bliver udlejet, som ekstra indtægt. Med to hjemmeboende voksne børn på indvalidepension har familien en betragtelig indtægt. Fornylig fik familien en splinterny stor bil. Nu er det meningen, at de flytter til et andet EU land. Her vil de arbejde, selv om de har kontanthjælp/indvalidepension fra Danmark med. Alle vil arbejde, på nær moren, som er en fysisk indvalid med rygsmerter så store, at hun aldrig har kunnet arbejde. Interessant nok har denne indvalide mor, på denne solrige ferie stået på vandski, og sprunget i faldskærm, alt foreviget på datterens iPhone 7S som hun fik af kommunen sidste år, sammen med en stor iPad. Det er vidunderligt, hvordan sol og sommer kan helbrede dybt “handikappede” mennesker.
For en som har været medlem af en kristelig ungdomsforening forekommer hele denne families liv meget lidt religiøst. Måske forekommer de mig mere kriminelle, end troende. Nu skal det så også være sagt, at sådan opfører alle de muslimske familier, som jeg har været i kontakt med sig ikke, heldigvis.