Trykt i Politiken 16. februar 1999
Af Kai Sørlander
Ungdomsoprøret troede blindt på socialismen. I dag tror vi blindt på menneskerettighederne. Er vi lige så naive?
Hvorledes skal man skabe en samfundsorden uden social undertrykkelse? Et blik tilbage giver os et nyttigt perspektiv. Det lærer os både noget om spørgsmålets vanskelighed og om vor egen evne til at tro, at noget kan lykkes, blot fordi det ville være godt, hvis det kunne. For ikke så mange år siden var der mange, der troede, at målet kun kunne nås gennem at skabe et socialistisk samfund. Deres tanke var, at det kapitalistiske samfund i sig selv er undertrykkende, i og med at det tvinger nogle til at være lønarbejdere for andre. Denne undertrykkelse kunne man efter socialisternes mening kun undgå ved at stille alle lige i forhold til ejerskabet af produktionsmidlerne. Man måtte derfor gøre samfundet, og det vil konkret sige staten, til ejer af produktionsmidlerne. Så ville man desuden gennem planlægning kunne undgå den ødelæggende kapitalistiske konkurrence og derigennem øge den materielle produktion, således at alle kunne få et rigere liv.
Udviklingen i Sovjetunionen og Østeuropa viste, at det ikke var så enkelt i praksis. Men var det blot praksis, der var gal, eller var det selve teorien, der var uholdbar?
Hertil må vi i hvert fald svare, at teorien var alt for naiv. Den gjorde forholdene enklere, end de er. På den ene side er der ingen grund til uden videre at tro, at den enkelte vil blive mindre undertrykt i en socialistisk økonomi end i en kapitalistisk. Det afgørende er, om han har et anstændigt alternativ til at måtte tage et bestemt arbejde. Kun i så fald sikres, at han ikke er tvunget til at tage netop det arbejde. Og det kan sikres på anden måde end ved at socialisere hele økonomien. På den anden side er der heller ikke uden videre grund til at tro, at en socialistisk planøkonomi vil være mere effektiv end en kapitalistisk økonomi, som er underlagt konkurrence. Det, at den ikke har noget marked, betyder, at den heller ikke har de priser, som er grundlag for økonomiske beregninger. Lærer erfaringen om det såkaldte ungdomsoprørs blinde tro på socialismen os ikke andet, så lærer den os i hvert fald, hvor naive menneskene kan være. Og denne lærdom kan det nok være værd at tage med sig, når vi ser på forandringen i den politiske mode. Hvor det før var socialismen, der var mode, og som blev anset som vejen til at skabe et samfund uden undertrykkelse, så er det nu menneskerettighederne. Det kan være rigtigt, eller det kan være forkert – men lad os ikke blindt kaste os med i den nye modestrøm. Lad os i stedet overveje, om der her er tale om nogle holdbare krav til en samfundsorden, som skal undgå undertrykkelse. Umiddelbart kan vi sige, at der er tale om et mindre ambitiøst og som sådan mere realistisk projekt. Men er det realistisk nok? Har det indbygget sin egen naivitet, ganske svarende til den naivitet, der var indbygget i det socialistiske projekt? Det er i hvert fald værd at tænke over.
For at give denne tænken bund er det nødvendigt at give menneskerettighederne indhold: hvad forestiller man sig, når man kræver, at de skal overholdes af enhver stat her på Jorden? Umiddelbart ligger svaret i FNs menneskerettighedserklæring, men for overskuelighedens skyld vil jeg her nøjes med at hævde, at der dybest set er tale om to typer af krav. Den ene type vedrører det enkelte samfundsmedlems mulighed for at skaffe sig det, som rent materielt er nødvendigt for at kunne leve som et medlem af samfundet. I den dimension tales der om økonomiske og sociale rettigheder. Den anden type vedrører, at der skal være en elementær politisk ligeværdighed. Det vil sige, at der skal være en form for demokrati. I den dimension tales der om politiske rettigheder eller frihedsrettigheder. For at vide om disse rettigheder er realistiske, må vi først kende begrundelsen for deres universelle gyldighed. Lad os begynde med at spørge om de politiske rettigheder: med hvilken ret hævdes det, at den demokratiske styreform er bygget på universelle menneskerettigheder? At demokratiet altså ikke blot er en styreform blandt andre, men at det er den styreform, som ethvert samfund bør søge at implementere? Spørger vi, hvorledes samfundet bør indrettes – og specielt hvem der bør have magten i samfundet – så er vi i den situation, at vi dybest set ikke kan give nogen rationel begrundelse for, at der er nogen bestemt, der bør have den politiske magt. Dette negative faktum kan vi fastslå rent rationelt. Og det giver os så begrundelse for rationelt at slutte, at alle bør have lige ret til at deltage i de politiske beslutninger. Det er, fordi vi ikke rationelt kan begrunde, at nogen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger, at vi er berettiget til at slutte, at alle har lige ret, og at samfundet derfor bør indrettes demokratisk. På den måde kan vi begrunde, at de politiske frihedsrettigheder er universelle. Og i forlængelse deraf kan vi så også begrunde, at de elementære økonomiske og sociale rettigheder er nødvendige. For uden en basal social standard kan man ikke eksistere som et medlem af samfundet og derfor heller ikke udøve sine politiske rettigheder. Samlet kan det altså konkluderes, at vi rationelt kan begrunde gyldigheden af de centrale menneskerettigheder. Der er tale om krav, som vi gennem rationel argumentation føres frem til at måtte stille til en legitim samfundsorden. Således er menneskerettighederne universelle set ud fra en stræben efter at skabe en rationel samfundsorden. Og kun under denne synsvinkel har de universalitet. Uden sammenhæng med kravet om rationalitet er der ingen (rationel) bund under kravet om menneskerettighedernes universalitet.
Fra præmissen om, at menneskerettighedernes universalitet bygger på bestræbelsen på at skabe en rationel samfundsorden, må vi så gå videre og spørge, om en sådan bestræbelse er realistisk i den forstand, at den lader sig gennemføre i praksis. For det, at vi kan sætte nogle rationelle krav til, hvorledes samfundet bør indrettes, er jo ikke umiddelbart ensbetydende med, at vi også uden videre kan opfylde disse krav. Hvad skal der til for at opfylde kravene? I første omgang kan vi pege på en rent principiel betingelse: Der fordres en tilstrækkelig grad af rationalitet af individerne. Flertallet skal være så rationelle, at de ikke krænker mindretallets basale rettigheder. Til gengæld skal mindretallet være så rationelle, at de bøjer sig for flertallets afgørelse. De, der kender menneskene, vil vide, at det ikke er en selvfølge, at der faktisk er en sådan rationalitet. Derfor kan vi også slutte, at en demokratisk orden lettest vil kunne fungere, hvor de sociale modsætninger er relativt små, og hvor der er et basalt – før-rationelt – værdifællesskab mellem borgerne. Det knytter an til det faktum, at når vi rationelt skal forsøge at gennemføre demokratiet og menneskerettighederne i et samfund, så gør vi det aldrig på bar bund. Så gør vi det i et samfund, der allerede er underlagt en form for politisk orden. Før det bevidste forsøg på at skabe en rationel samfundsorden må der være en orden, som er udviklet historisk uden nogen rationel plan. Der må være en kultur: en række normer og en mere eller mindre eksplicit opfattelse af, hvorfor disse normer bør overholdes, specielt som det kan give sig udtryk i en religion. En rationel samfundsmæssig orden må altid skulle etableres på basis af en forudgivet kultur. Sådanne kulturer kan være forskellige. Og vi må derfor også være åbne for, at de kan være forskellige med hensyn til deres mulighed for at kunne forenes med en demokratisk orden, som overholder menneskerettighederne. Det kan altså rent principielt fastslås, at vi ikke på forhånd kan gå ud fra, at alle kulturer står lige med hensyn til at kunne danne grobund for en sådan demokratisk orden.
Denne erkendelse må vi have i baghovedet, når vi vil forstå de faktiske problemer omkring etableringen af en demokratisk samfundsorden forskellige steder på kloden. De forskellige kulturer er forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en demokratisk orden. På ‘ydersiden’ ser vi denne forskel rent historisk. Vi ser den i det faktum, at demokratiet og menneskerettighederne (og især teoretiseringen derom) primært er groet frem i den såkaldte vestlige kultur. Men når vi har konstateret det, så må vi spørge os under overfladen. Så må vi spørge, om der i den kultur er særtræk, som forklarer, at denne sammenhæng ikke er tilfældig. Om der i den kultur er særtræk, som åbner for muligheden for at etablere en demokratisk orden, hvor andre kulturer tværtimod lukker. Efter min mening er der i hvert fald én ting, som må nævnes i den forbindelse. Det er den vestlige kulturs integration af kristendommen; og det er specielt det faktum, at Jesu forkyndelse radikaliserer de etiske krav på en måde, så det er umuligt at bygge en statsmagt på dem. En sådan magt kan ikke stå på fordringen om, at man skal gengælde ondt med godt. Det betyder, at der åbnes for en adskillelse mellem religion og politik. Og det betyder så igen, at rationaliteten kan få plads til spørgsmålet om, hvorledes samfundet bør indrettes – og til at svare med demokratiet og de elementære menneskerettigheder. Min påstand er altså, at kristendommens særlige etiske radikalitet, som den er udtrykt i Jesu fordringer, har været af væsentlig betydning for, at demokratiet har kunnet få plads til at gro i den vestlige kultur. Hvis det skal have noget på sig, så må man også kunne slutte den omvendte vej. Det vil sige, at hvis der er en religion, som ikke tillader adskillelsen mellem politik og religion, fordi den indeholder en gennemførlig religiøs lovgivning, og hvis denne religion er fremherskende i en kultur, så vil denne kultur være svækket med hensyn til muligheden for at etablere en demokratisk orden. For her står religionen i vejen. Hvad skal man med demokratisk vedtagne love, når man har en guddommelig lovgivning?
Hvis vi altså kan finde en sådan religion i en eksisterende kultur, så må vi også kunne forvente, at demokratiet dér har vanskelige vilkår. Og det er netop, hvad vi kan se i den islamiske kultur, som bygger på Muhameds lære. Til det faktum, at Jesu fordringer i deres urealiserbare radikalitet åbner for demokratiet i den politiske sfære, svarer det faktum, at Muhameds forkyndelse af en gennemførlig politisk lovgivning står i vejen for etableringen af en reel demokratisk orden. Jeg vil ikke her forsøge at gå ind på andre kulturers forhold til demokratiet (og menneskerettighederne). Det for mig afgørende er blot at påpege det negative, at vi ikke på forhånd kan gå ud fra, at alle kulturer og religioner står lige i deres mulighed for at danne grobund for en demokratisk orden; og at et åbent og fordomsfrit blik på historien viser, at der er reelle forskelle mellem de eksisterende kulturers demokratiske potentiale.
Grundlæggende kan vi altså sige, at en væsentlig grund til, at vi i den vestlige kultur er nået frem til at kunne etablere en nogenlunde fungerende demokratisk orden, er, at vi var så ‘heldige’ at have en religion, der gav plads til det, i og med at den i sin inderste kerne implicerede en skelnen mellem politik og religion. Religionen havde sit tag i folk, og da den ikke i sin kerne stillede politiske krav, gav den plads for den rationalitet, som var nødvendig for, at en demokratisk politik kunne gro frem. Men hvad så når rationaliteten skal forsøge at stå på egne ben? Da rationaliteten ikke vil bøje sig for andet, end hvad der kan begrundes rationelt, så vil den i sidste instans kræve selv at være herre. Og da den stiller krav, som religionen ikke kan opfylde, så vil den altså også ende med at stille sig op mod religionen selv. Denne konflikt mellem religion og rationalitet har to aspekter, som skal holdes ude fra hinanden, hvis man vil forstå, hvad sagen drejer sig om. Det ene aspekt angår det rent principielle: om det overhovedet er logisk muligt at bygge en rationel verdensanskuelse, som er holdbar, og som ikke på en eller anden måde i sidste instans bygger på en form for religiøs tro. Det spørgsmål hører til filosofien; og mit eget svar findes i mine bøger. Det andet aspekt af ‘kampen’ mellem religion og rationalitet drejer sig om det konkrete – om den politiske virkelighed. Hvad sker der helt konkret, når rationaliteten undergraver den religion, som var forklaringen på, at demokratiet kunne gro frem. Er folk så rationelle, at de kan ‘holdes oppe’ af rationaliteten selv? Det kan kun erfaringen svare på. Men da har vi kun den rationalitet, der er nødvendig for at opretholde demokratiet, hvis vi ikke er for sikre på, at vi har den. Hvis vi tror, at vi uden videre kan skære båndene til vor historisk specifikke kultur og religion over, fordi vi mener, at vi alene bør bygge på en neutral rationalitet, så er sandsynligheden snarere, at vi er på vej til at undergrave demokratiet. For historien viser os, at vi skal være varsomme med at tro for meget på rationalitetens sociale magt.
Men har vi den varsomhed? Det er her, der er grund til at være bekymret over den moderne ‘tro’ på menneskerettighederne. For den tro har kastet rationalitetens varsomhed over bord. Den har gjort sig blind for det faktum, at kulturer og religioner er forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne bære en demokratisk orden. Man bygger simpelthen ind i sin opfattelse af menneskerettighederne, at der ikke er nogen forskel. Om en religion gør det muligt at adskille religion og politik, eller om den ikke gør det muligt, anser man for at være uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt religionen lader sig forene med en demokratisk orden. Men da sætter man både logik og erfaring til side; og man erstatter den rationelle begrundelse for demokratiet, som er forbundet med en rationel mistro til muligheden for at realisere det, med en irrationel tro på demokratiet og dets mulighed for at slå rod. Denne irrationelle tro er blot en anden religion – eller snarere religionserstatning. Og historisk kan den vise sig at være en skæbnesvanger blindhed. I kampen for en rationel samfundsorden kan vi ikke nøjes med at sætte målet på basis af erfaringen. Var vi ikke gået ud over erfaringen, var vi aldrig nået frem til at skabe den demokratiske orden, som vi har. Men hvis man vil fastholde det, som er nået, må man også bekymre sig om de kulturelle forudsætninger for, at det kunne nås; og denne bekymring er blevet hjemløs i den moderne tro på menneskerettighederne. Som jeg anførte i begyndelsen, så var det for nogle år siden på mode at tro, at alle samfundsmæssige problemer kunne løses, hvis blot staten ‘overtog produktionsmidlerne’. Til nogen dybere omtanke var der ikke plads. Nu tror man, at demokratiet kræver neutralitet mellem kulturelle værdier – ganske uafhængigt af kulturernes indhold og om de historisk har kunnet give basis for demokrati. Til nogen dybere omtanke synes der stadig ikke at være plads. Historien vil vise, om vi har viklet os ind i problemer, som overstiger vor tankekraft.