Indvandrerne i kulturkløften

Trykt i Politiken den 29. juli 2000

Af Per Clausen, lektor

I indvandrerdebatten er der blandt “progressive” danskere en stor usikkerhed over for, hvordan man skal forholde sig til de fremmedes kulturer, idet de problemer, de fremmede i deres møde med danskerne giver anledning til, ofte af undskyldes netop med henvisning til deres kultur. Og man kan ikke gøre sig til dommer over andre kulturer, er holdningen. På denne måde accepterer man blandt progressive i praksis f.eks. en kvindeundertrykkelse, som man aldrig ville acceptere, hvis den foregik i danske familier. Årsagen hertil tror jeg hænger sammen med, at vi er bange for at blive hængt ud for at være intolerante, eurocentristiske og racistiske, hvilket igen udspringer af 1960’ernes og 70’ernes 3. Verdens ideologi, hvor den vestlige verden blev anset for imperialistisk og udbyttende over for Den 3. Verden. Kulturerne her blev anset for mere autentiske og blev beundret – i modsætning til industrilandenes “kunstige, amerikaniserede” kulturer. Befolkningerne i Den 3. Verden blev anset for at være ofre for den imperialistiske udbytning. Dette opfattelse går igen i vores syn på indvandrere og flygtninge, idet de jo er kommet hertil pga. forfølgelse, udbytning eller dårlige levevilkår. Endvidere har den manglende lyst til at gå i clinch med de fremmede kulturer givetvis sammenhæng med, at man er bange for at blive beskyldt for at gå Pia Kjærsgårds ærinde. Holdningen har tilsyneladende været, at problemerne helst skulle ties ihjel. Men når den progressive, politiske offentlighed ikke vil tage en åben diskussion, bliver det netop pianisterne, der
bliver de eneste, der giver udtryk for folks frustrationer over indvandrerne og dermed også kommer til at sætte dagsordenen. Jeg mener derfor, at vi må tage en åben diskussion af problemet og se på hvilke værdier, de forskellige kulturer hviler på, så vi har et bedre grundlag for at bedømme, hvad vi er villige til at acceptere, og hvad vi ikke ønsker at acceptere.

For de fremmede kulturer, der har deres udspring i islam, gælder det, at de er før-moderne, idet der i islam ikke er en adskillelse mellem stat og kirke. Islam er en altomfattende livsfilosofi, der gennemtrænger alle livets forhold. Dette ses bl.a. af, at folk, der ønsker at reformere islam, gør det ved at argumentere ud fra islam gennem henvisning til skriftsteder i Koranen. De accepterer implicit Koranen som højeste autoritet. Der er ikke sket en adskillelse mellem religiøse myter og tænkning.

Jeg vil definere modernitet som muligheden for at lade alle forhold indgå i en diskurs, hvilket er en anden måde at sige, at traditionen ikke mere er styrende for vores handlinger. Hvis vi går tilbage i vores vesterlandske historie, startede i renæssancen den proces, hvor kirkens autoritet i spørgsmål om videnskab og moral blev undergravet og dernæst frigjort af først Galilei og efterfølgere, der grundlagde den naturvidenskabelige metode, dernæst af Kant, der adskilte religionen fra filosofien. Vi fik en opdeling i Poppers tre verdener: den objektive, videnskabelige (der kan beskrives i “det”-sprog), den kulturelle (der kan beskrives i “vi”-sprog) og den subjektive (der kan beksrives i “jeg”-sprog). Sammenhængende hermed opstod en ego-identitet, er ikke mere var låst fast i en rolle-identitet. Som følge heraf fik individet med de borgerlige revolutioner rettigheder over for staten og familien. Når Jefferson skrev, at det var “selvindlysende”, at “alle mennesker er skabt lige” – kernen i frihedsdoktrinen er frihed fra sociale hierarkier – så var det ud fra en historisk betragtning alt andet end selvindlysende. Alle samfund havde indtil da været baseret på ulighed som “naturtilstanden”. Det kræver faktisk – som den amerikanske bevidsthedsforsker og filosof, Ken Wilber, skriver – et højt kognitivt og emotionelt udviklingsniveau for at anse menneskene for at være lige. Ud af frihedsrettighederne fulgte så ophævelsen af slaveriet, demokratiet, kvindernes frigørelse og ligestilling og vedtagelsen af de universelle menneskerettigheder.

Denne proces er forløbet ujævnt og i stadier. Den første sfære, der løsrev sig kirkens autoritet, var naturvidenskaben, idet Galilei ved at lade en tung og en let genstand falde samtidig fra det skæve tårn i Pisa empirisk kunne modbevise Kirkens påstand om, at faldhastigheden var proportional med massen. Dette eksperiment ændrede verdenshistorien. Inden for samfunds- og kulturvidenskaberne forløb processen langsommere. I mange lande var den vigtigste politiske-ideologiske konflikt kampen om at adskille stat og kirke, dvs. fjerne Kirkens indflydelse på samfundslivet.
Den konflikt har i Sydeuropa været vigtig langt op i efterkrigstiden.

Sideløbende hermedforegik der en kamp mellem forskellige værdisystemer på det sociale område gående fra ydre styring gennem tvang til indre styring gennem internalisering af normer og endelig til en situation med flydende normer. Denne proces er for USA blevet beskrevet
af Robert Pirzig (ham med “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” ) i “Lila” , hvor Pirzig skelner mellem tre værdisystemniveauer: det biologiske, det sociale og det intellektuelle niveau. På det biologiske niveau gælder jungleloven, idet styrke bliver lig med magt. Det var situationen indtil den amerikanske borgerkrig, hvor det sociale værdisystem i form af victorianismen blev det dominerende. For victorianerne var den sociale moral den altoverskyggende værdi, idet de frygtede, at en undergravning heraf ville kaste samfundet tilbage på det biologiske niveau. Derfor måtte intellektuelle sandheder underkaste sig de sociale normer. Det var ikke spørgsmålet, om noget var sandt, men om det var godt for samfundet. De sociale koder blev legitimeret af et tyndt fernis af religiøse værdier, hvilket sikrede industriborgerskabet støtte fra de religiøse kredse.

Efter 1. verdenskrig mistede de victorianske værdier legitimitet, da det var disse værdier, der havde ledt til skyttegravskrigens helvede. De brølende 1920’er var tilsyneladende kendetegnet med et opgør med alle former for normer. Retssagen mod Scopes i 1925, hvor den darwinistiske udviklingslære blev anerkendt, knæsatte imidlertid den akademiske frihed, tankens frihed, og markerede dermed det intellektuelle værdisystems sejr over de sociale og religiøse værdisystemer. Det var herefter ikke mere tilladt at undertrykke/afvise udsagn, fordi de stred mod sociale konventioner eller religiøse dogmer – det Sokrates døde for. Og hermed kunne sociale eller religiøse grupper ikke længere undertrykkes af andre med henvisning til moral eller blasfemi, da disse værdisystemer var relegeret til privatsfæren. Idéen om synd, der tidligere havde været meget vigtig, blev nu opfattet som brud på regler, tilhørende specifikke samfund eller kulturer. Sandhedskriteriet er nu blevet, om en påstand kan videnskabeligt bevises eller ej – eller om det var rationelt – og da det inden for humaniora og samfundsvidenskab er næsten umuligt at føre bevis for noget sådant, har det medført en værdirelativisme, hvor det eneste, man er enige om er, at man ikke kan fælde værdidomme over andre livsformer og kulturer. Og hermed er vi tilbage ved udgangspunktet for artiklen.

Efter 1960’erne, hvor det har vist sig, at videnskaben ikke udelukkende har medført fremskridt, men også til masseødelæggelsesvåben og naturødelæggelse, har også denne sidste store fortælling, videnskaben, mistet sin halvreligiøse status, så det postmoderne menneske tilsyneladende står uden faste holdepunkter i sin navigation gennem livet. Herved er individet nået til det foreløbig højeste stadie i sin udviklingsproces. Det er frigjort fra overleverede sociale og kulturelle normer og har frihed til selv at skabe sin tilværelse og sit liv. Da der ikke er noget , der pr. definition er rigtigt eller forkert, bliver éns liv et resultat af de valg, man foretager, hvorfor vi hele tiden overvejer vore handlinger, og hvad resultatet af dem kan blive. Individet er med et sociologisk udtryk blevet selvrefleksivt. Denne tilstand stiller store krav til individets psykiske struktur med hensyn til differentierede og passende reaktioner på de mangeartede krav og valg, som det sættes i, hvorfor der også stilles krav om høj moral, så individet kan være selvregulerende. Og hermed træder også frigørelsens janusansigt frem, fordi der ikke er nogle etablerede strukturer at falde tilbage og støtte sig til, hvilket let fører til angst og regressive reaktioner. Og her er vi fremme ved Wilber’s pointe, nemlig at man kan opstille et udviklingsmæssigt hierarki for såvel samfundsmæssige som bevidsthedsmæssige strukturer, således at de mest differentierede er de mest udviklede og dermed de bedste, og således at der en sammenhæng mellem det samfundsmæssige udviklingsniveau og de tilhørende bevidsthedsstrukturer. For at opnå en integreret personlighed kræver det en kompliceret og langvarig socialiseringsproces, der starter fra fødslen, og som også stiller stor krav til forældre og det omgivende samfund.

Hvis vi ser på de førmoderne, islamiske kulturer, så er de som før nævnt karakteriseret af en manglende adskillelse mellem Popper’s tre verdener eller også er kun naturvidenskaben skilt ud. Individet har endnu ikke opnået rettigheder i forhold til kollektivet, familien, og er primært defineret i kraft af sin sociale og kønsspecifikke rolle. Normer og værdier er meget faste og overtrædelse bliver mødt med stærke, negative sanktioner. Hvis en person træder ved siden af, taber hele familien ansigt. Derfor vogter man også på hinanden inden for familien. Den personlige frihed er stærkt begrænset. Dette afspejler de mellemøstlige samfunds lave udviklingsniveau – typisk landbrugssamfund – og fraværet af en stærk statsmagt, hvorfor familien har været det sociale sikkerhedsnet. Religion og kulturer er sammenvævede i den daglige praksis, så det ofte er svært at adskille, hvad der er begrundet i Koranen, og hvad der er lokale kulturer. Så længe folk fra disse kulturer lever i det oprindelige geografiske rum, fungerer livet i kulturen forholdsvist problemløst, fordi der er overensstemmelse mellem det teknologiske og økonomiske udviklingsniveau og de kulturelle og bevidsthedsmæssige strukturer. Når mennesker med disse kulturer kommer til højtudviklede postmoderne kulturer, opstår der problemer i kultursammenstødet. Ofte har de før-moderne mennesker meget dårlige forudsætninger for at opfylde de ret avancerede krav, der stilles på arbejdsmarkedet – de simple, manuelle jobs forsvinder hastigt – og derfor kommer de ofte på mere eller mindre permanent overførselsindkomst. Hermed svækkes imidlertid også mændenes autoritet inden for familiestrukturerne, således at børnene, især sønnerne, mister respekten for faderen og for de traditionelle normer. Samtidig udsættes børn og unge for modsatrettede krav og påvirkninger fra de to kulturer, idet de i hjemmet i en opdragelsespraksis præget af kontante sanktioner oplæres til lydighed og rollekonformitet uden at skulle tage selvstændig stilling – og ofte kommer til at mangle sproglig kompetance – mens det i uddannelsesinstitutioner og den offentlige sfære forventes, at de er verbalt ræsonnerende og selvstændigt tager stilling til tingene. Resultatet bliver, at de unge bliver spaltede individer, der ikke føler at høre til hverken i den oprindelige eller den nye, danske kultur.

Da drengene som følge af deres kulturelle baggrund er dårligt rustede til at begå sig i uddannelsessystemet, får mange svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet – hvilket forværres af mere eller mindre åbenlys diskrimination – og situationen ser ofte fra den unges synspunkt håbløs ud. Der er ingen forbilleder. Da familie- og normstrukturen i mange familier er brudt sammen, og da de i det danske samfund mødes med helt anderledes blide sanktioner end i hjemmet, opstår situationen med normløshed, følelsen af ikke at have noget at miste og derfor acting-out i form af forskellige former for usocial opførsel. Selv om de unge ikke blev diskrimineret på arbejdsmarkedet ville det stadig pga. deres før-moderne, kulturelle værdisystem og bevidsthedsstruktur være meget svært at integrere dem i et postmoderne samfund.
For pigernes vedkommende er problemerne endnu større, idet det forventes, at de skal
giftes tidligt og derefter overgår til brudgommens familie. Uddannelse er ikke vigtig, og når pigerne nærmer sig puberteten, bliver de trukket ud af store dele af det sociale liv blandt danskerne, da der ikke må kunne sættes spørgmålstegn ved deres dyd. Ofte giftes de bort til en mand fra hjemlandet, hvorfor integrationen sættes tilbage. Kontakten til den oprindelige kultur opretholdes også via parabolantenner, som gør det muligt at se fjernsyn fra hjemlandet – og fravælge danske kanaler. Den manglende integration gør i mange tilfælde, at indvandrerne sammen med ligesindede søger tryghed i den oprindelige kultur og lukker af i forhold til det omgivende samfund.
Som Thomas Hylland Eriksen har sagt, så virker den skandinaviske velfærdsstat homogeniserende på befolkningen, idet den bygger på en implicit kontrakt i forholdet mellem rettigheder og pligter. Kontrakten går ud på, at medlemmerne af samfundet opnår rettigheder og er villig til at give de samme rettigheder til alle andre. Man drager ikke bare omsorg for sin egen familie, men idéelt set for alle andre statsborgere. “Familien”
omfatter alle statsborgere. Men samtidig modsvares rettighederne af en pligt til at yde til samfundet i form af i videst muligt omfang at forsørge sig selv og via skatteindbetaling at bidrage til den fælles kasse. Som arbejderbevægelsen gamle motto sagde: “Gør din pligt og kræv din ret” – i nævnte rækkefølge. Velfærdsstaten kræver en udbredt konsensus om værdier og moral, der igen forudsætter en ret avanceret evne til decentreret tænkning. Hvis konsensus bryder sammen, skrider grundlaget for velfærdsstaten.

Når indvandrere med før-moderne kulturer indtræder i det danske samfund opstår der problemer i forhold til rettigheder og pligter, idet de får samme rettigheder som danske statsborgere, men oftest mangler de socio-kulturelle og bevidstmæssige forudsætninger
for at kunne yde, fordi de har svært ved at blive integreret på arbejdsmarkedet.
Endvidere bruger de henvisninger til menneskerettighederne til at opnå rettigheder, som de aldrig ville give anderledes tænkende i deres hjemlande, og ofte kræver de på den ene side rettigheder, hvis det kan være til gavn for dem selv, mens de ikke er villige til at
udstrække menneskerettighederne til mange inden for deres egen kultur. Her kan deres undertrykkelse af deres egne kvinders rettigheder tages som eksempel. Der er eksempelvis en klar modstrid mellem mange unge indvandrermænds – berettigede – klager over diskrimination ved diskoteksbesøg og deres holdning over for deres søstres eventuelle gåen på diskotek. Det vil de ikke tillade, for de skal være “rene”, når mændene skal giftes med dem. Og når de unge mænd går i seng med danske piger, må det ud fra samme logik indebære, at disse anses for “urene” og får dermed tildelt en slags luder-status. Indvandrerpigerne er med til at opretholde denne luder-madonna agtige seksualmoral, idet de ved at bære tærklæde signaler madonnastatus – i modsætning til
de utildækkede, “billige” piger. At sløret/tørklædet begrundes med henvisning til Koranen afslører også en før-moderne tankegang, da tærklædetvangen herved bliver indiskutabel. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved, om begrundelsen kan tilbageføres til noget tidsspecifikt i 600-tallet, der stilles ikke spørgsmålstegn ved synet på seksualiteten og kønsopfattelserne, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved Koranens autoritet. Livssfærerne er ikke differentierede fra hinanden med hver deres logikker, idet religionen i dette tilfælde tiltager sig magt over områder, der ikke vedrører trosspørgsmål.
Den islamiske fundamentalisme i Den 3. Verden kan bl.a. ses som en reaktion på den afsporede moderniseringsproces, der ikke har ført til industrialisering, og kan ses som en reaktion på påvirkningen fra især medierne, der virker opløsende på de traditionelle kulturer, hvilket ikke bare truer disse, men truer med at kaste samfundene tilbage til det som Pirzig benævner det biologiske værdisystemniveau: Alles kamp mod alle i form af stamme- eller etniske krige. Det har været situationen i Afghanistan, hvorfor det første mål for Talibanerne har været at genoprette den sociale orden. Dette er blevet legitimeret med Koranen, dvs. i sin mest præ-moderne form, hvor menneskerettighederne er ikke eksisterende.

Konklusionen på ovenstående er, at integrationen af før-moderne kulturer i moderne samfund er meget problematisk. Derfor må strategien være flerstrenget:
For det første må vi forsøge at begrænse indvandringen. Dette gøres allerede i form af regeringens flygtninge- og indvandrerpolitlik.
For det andet må vi så vidt det er muligt forsøge at fjerne eller mindske årsagerne til
indvandringen. Her kan nævnes fjernelse af handelshindringer fra EU’s side – hvis de ikke kan komme af med deres varer til os, kommer de selv – arbejde for krav om overholdelse af menneskerettighederne, arbejde for befolkningsbegrænsning og støtte udviklingen og moderniseringsprocessen i Den 3. Verden. Her er det især vigtigt at støtte kvindernes ligestillingsproces, idet dette er nøglen til begrænsning af befolkningseksplosionen.
For det tredie må vi stille krav til indvandrerne om integration, idet vi skal kræve, at de lærer dansk og tager en uddannelse. På den anden side må vi gøre diskrimination af indvandrere på arbejdsmarkedet strafbart på samme måde, som det er at strafbart at diskriminere kvinder. Et lyspunkt er det dog, at der er ved at være mangel på arbejdskraft, således at man kan håbe på, at indvandrerne kommer i arbejde, hvilket er den vigtigste vej til integration. Endelig må vi støtte indvandrerpiger/kvinder i deres kamp for ligestilling
og kræve af indvandrerne, at de ophører med at diskriminere dem.

 

Dette indlæg blev udgivet i Civilsamfundet, Clausen,Per. Bogmærk permalinket.