Ofte er man kun bror og søster, når der bliver holdt skåltaler i den arabiske kultur
af Naser Khader cand.polit.
Min egen far flygtede i sin tid fra Palæstina til Syrien, og selv om han fik en syrisk kone og fem børn dér, holdt folk i byen aldrig op med at kalde ham »fremmed« og behandle ham som en fremmed.
Grænserne mellem den arabiske verden og den ikke-arabiske verden er skarpere, end man skulle tro.
Iran og Irak er nabolande. Der er kun et enkelt bogstav til forskel i deres navne – og alligevel kan man ikke forestille sig to mere forskellige lande. I Iran taler man persisk, som er et indoeuropæisk sprog, mens man i Irak taler arabisk, der er et semitisk sprog. Forskellen på de to sprog er lige så stor som mellem dansk og russisk – hvorimod blandt andet arabisk og hebræisk ligger tæt på hinanden.
En iraner vil blive meget fornærmet over at blive kaldt araber. Han er perser og foretrækker også, at hans sprog kaldes persisk frem for farsi, fordi farsi i virkeligheden bare betyder persisk på arabisk. Den eneste grund til at araberne kalder sproget for farsi, er, at bogstavet p ikke eksisterer på arabisk.
I Iran er næsten alle indbyggere shiamuslimer, mens man i Irak har et stort sunni-mindretal – cirka 35 procent af den muslimske befolkning. De este kurdere er desuden sunni- muslimer. Det shiamuslimske flertal i Irak følger ikke den samme øverste religiøse åndelige leder som iranerne, det vil sige ayatollahen Ali Khamanei. Shiamuslimernes ayatollah i Irak hedder Ali al-Sistani.
Mange iranere – især de unge – er meget historisk bevidste. De betragter den før-islamiske tid som noget meget specielt, og der er en stolthed forbundet med det faktum, at iranere er indoeuropæere. De er stolte af, at Persien havde sin egen so stikerede kultur, og at befolkningen kunne læse og skrive, ere århundreder før folket på Den Arabiske Halvø begyndte på det. Flere iranere har den opfattelse, at de er lidt bedre end andre, og af mange arabere opfattes de ligefrem som arrogante og overlegne. Iranerne vil helst ikke mindes om, at det var arabiske ørkenfolk, der gjorde en ende på det årtusinder gamle persiske imperium midt i 600-tallet.
Nogle ikke-religiøse, intellektuelle iranere er så bevidste om deres historiske fortid, at de er modstandere af det præ- steskab, som har ledet deres land siden 1979. De mener, at præsteskabet har været med til at arabisere landet. Ifølge dem, har islam og islams ind ydelse totalskadet den før- islamiske og persiske kultur. Man kan godt sammenligne denne selvopfattelse med måden, tyskerne opfattede sig selv under 2. Verdenskrig – en i øvrigt dunkel periode i iranernes historie, hvor befolkningen bakkede op om den nazistiske ideologi, som fremhævede den ariske race. Hitler foragtede ikke kurdere og persere, fordi de var ariere. Han foragtede til gengæld jøderne og araberne, som er semitiske folk.
Det er helt almindeligt, at lande har fordomme om hinan- den, og her er de arabiske lande ikke anderledes end resten af verden. Som det er med fordomme, kan man ikke altid sige, hvorfor de er opstået. De er der bare. Det meste har en kærlig, drillende tone, men der ndes også fordomme, hvor alvoren ikke er til at tage fejl af.
En arabisk talemåde lyder: »Tanker og idéer udtænkes i Syrien, formuleres og nedfældes i Egypten, trykkes og offentliggøres i Libanon og læses i Irak af irakere og palæsti- nensere.«
Det peger naturligvis på forestillingen om de kvaliteter, der karakteriserer hvert enkelt land, men illustrerer samtidig det fællesskab og de forskelle, der præger den arabiske verden.
I den arabiske talemåde er Syrien udråbt til idéernes arnested. Det er ikke tilfældigt, da Syrien har været midtpunkt i mange historiske begivenheder, og der er ofte kommet nye ideologiske tiltag fra den kant. Egypterne bliver i andre arabiske lande betragtet som velformulerede og kulturelle, hvilket stemmer overens med den opfattelse, de har af sig selv. Den nok mest kendte fordom om egyptere bunder netop i denne kulturelle selvbevidsthed: Det siges, at både egyptiske mænd og kvinder kan danse og synge, men at de til gengæld er dårlige til at slås. Måske derfor har de egyptiske revolutioner ofte været relativt ublodige.
En anden historie går sådan her: Da Israel under Seks- dageskrigen i 1967 besatte Sinai-halvøen, forskansede en egyptisk of cer sig i en bjerghule. Israelerne prøvede med alle midler at få ham ud, men det syntes umuligt. Til sidst satte man en båndoptager til at spille ved indgangen. Tonerne fra den berømte arabiske sangerinde Umm Kulthum svøbte sig ind i hulen, og der gik ikke længe, før den egyptiske officer kom dansende ud med geværet over hovedet.
Det er ikke kun syrere og egyptere, som siges at være i besiddelse af intellektuelle og kulturelle styrker. Det samme ry har irakere og tunesere, og sammen danner de en klike af nationer, som på grund af deres baggrund betragtes som værende meget dannede.
Libanesere betegnes som glade for at gøre forretninger. Derfor er det dem, som trykker og publicerer syrernes idéer og egypternes ord. Der er en vis sandhed i fordommen, for Libanon har indtil Det Arabiske Forår været den arabiske verdens trykke- og ytringsfrihedshovedstad.
Om libaneserne siges det også, at de er meget glade for at lave mad. Spørgsmålet er bare, hvordan maden smager, for en anden kendt fordom er, at de libanesiske kvinder er smukke, men uduelige i et køkken. De syriske kvinder har til gengæld ry for at være dygtige i et køkken, men er også stærke. Svage mænd advares derfor mod at gifte sig med syriske kvinder.
Følger vi den arabiske talemåde til dørs, er det irakere og palæstinensere, som læser. De betragtes som veluddannede – men også som voldelige. Irakere går for at være direkte kvindagtige, fordi de har så let til slagsmål. De irakiske magtskifte har været meget blodige. Det siges på samme måde, at hver gang man siger hej til en palæstinenser, går hele det historiske og politiske magtapparat i gang og indleder fredsforhandlinger.
Sådan er der fordomme om alle lande i Den Arabiske Liga, og mange af dem er ikke videre atterende. Nordafrikaner- ne anses af mange kort og godt for at være pirater. Også i det danske sprog har man ord som »barbaresk« og »korsar« som betegnelse for en sørøver fra Nordafrika – det nuværende Algeriet, Marokko, Tunesien og Libyen. Disse huserede så langt op som til Færøerne, men opererede hovedsageligt i Middelhavet, hvor de gik til angreb på handels- og militærskibe fra England, Frankrig, den nydannede nation Ameri-kas Forenede Stater og såmænd også fra Danmark.
Ikke mindst står algerierne for skud, fordi de ikke anses for at have gjort noget godt siden deres frihedskamp i 1960’erne. Men som ‘golferne’ på Den Arabiske Halvø er de heldige, for Allah har også velsignet deres undergrund med olie og gas. Indtægterne er dog ikke gået til at udvikle landet, men til korruption.
Marokkanerne kører deres eget løb. De erobrede Sydspanien i 711 og skabte det eksemplariske muslimske rige al-Andalus – det senere Andalusien – hvor tolerance og en for net kultur voksede sig stærk. Men i dag bliver marokkanere af andre arabere betragtet som initiativløse og svage.
Sudaneserne er wannabe-arabere, som kun har forstand på at lave peanuts. Her har Allah igen ladet heldet følge de mindre kloge og fyldt jorden med olie – han giver tilsyne- ladende kun olie til folk, der ikke har nogen kultur. Fordommen overser dog, at Sudan har markeret sig med nogle af den arabiske verdens mest fremtrædende intellektuelle. Blandt dem er islam-reformatoren Sadiq al-Mahdi og hans elev Abdullahi Ahmed An-Na’im, som har bidraget til en moderne islam-fortolkning.
Og så er der fordommene om folkene på Den Arabiske Halvø: Det siges, at yemenitterne er konstant skæve og har dårlige tænder, fordi de tygger så meget khat – der har en euforise- rende virkning. Folk fra Bahrain er angiveligt skabsiranere, mens homoseksualitet rygtes at være udbredt i Oman.
Folk fra de rige, men kulturløse golf lande bliver af mange syrere og egyptere betragtet som uuddannede og arrogante. Ofte hører man arabere beklage sig over de storsnudede kuwaitere. Men det er ikke kun kuwaitere, som står for skud. Også saudiarabere, qatarer og folk fra de Forenede Arabiske Emirater mødes med denne fordom.
Saudi-Arabien er opkaldt efter en familie, som erobrede hele landet i begyndelsen af 1900-tallet. Familien Saud medbragte den strengeste form for islam – wahabismen, som er på linje med og nærmest synonym med sala smen. Men fordommen siger, at saudiaraberne er meget dobbelt-moralske. Ofte trækkes det frem, at den saudiske konge tordner imod Israels eksistens og besættelse af land, mens hans egen familie har besat de helligste steder inden for is- lam: Mekka og Medina. Kongen tager udadtil afstand fra jihadistisk terror, mens hans imamer i de saudiske moskéer prædiker had hver eneste fredag. Han skælder også ud på Syriens præsident, Bashar al-Assad: Han respekterer ikke menneskerettigheder. Men i Saudi-Arabien behandles halvdelen af befolkningen, kvinderne, som undermennesker. Der foregår også håndsafhuggelser, tortur og halshugning i Saud-kongens eget land.
I januar 2015, næsten samtidig med det forfærdelige terrorangreb mod ugeavisen Charlie Hebdo i Paris, blev en ung saudisk blogger, Raif Badawi, idømt 10 års fængsel, tusind piskeslag (50 offentlige piskninger pr. gang fordelt over 20 uger) samt en bøde på én million riyal, svarende til små to millioner danske kroner – for at fornærme islam.
Rygtet siger, at mange saudier tager til nabolandene, for eksempel Dubai, når de vil drikke sig fulde og dyrke sex. Homoseksualitet, som bliver anset for at være en dødssynd, er langt fra heller et ukendt fænomen i Saudi-Arabien:
En homoseksuel libanesisk mand satte sig engang for at afsløre den saudiske dobbeltmoral, særligt hvad angår sex, og han indrykkede derfor en annonce i avisen, hvor han til- bød at sælge sin krop. Med et skjult kamera filmede han en saudisk mand, som ville købe ham. Da den homoseksuelle libaneser tilbød den saudiske mand en drink, afslog saudieren med foragt: Han drak jo ikke alkohol. Denne selektive overtrædelse af de religiøse forskrifter virker en smule komisk.
Uanset om man mener, der er noget om fordommene eller ej, så eksisterer de og gør en forskel. Det er værd at huske på, når man hører folk sige: »Der findes 22-24 arabiske lande, så hvorfor flygter syrerne ikke bare til nabolandene?« Eller: »Hvorfor flytter palæstinenserne ikke bare til et naboland og lader hele Palæstina være israelernes, så vi andre kan få fred for den konflikt.«
Sagen er, at den arabiske verden er stor – der er et stort fællesskab, men området er samtidig meget komplekst med masser af forskelle i identitet, hverdagsliv, historie, mytologi og religion.
Naser Khader og forlaget Peoples Press har meget venligt tilladt Respublica at bringe tre kapitler fra Khaders bog Hjertet Bløder ( 2015).
Det er kapitlerne: *Arabiske folkesygdomme* *Arabiske fordomme* *Islam og terror*
Naser Khader er cand.polit. ,politiker (C), forfatter og foredragsholder, født i Syrien.