Af Henrik Gade Jensen
Trykt i Jyllands-Posten den 4. februar 2005
DANSKERNE er det lykkeligste folk i verden. Det afslører en ny undersøgelse. Kun på Malta og i Schweiz strutter de af mere lykke.
Det er ikke et godt tegn. Videnskabelige eksperimenter viser, at mennesker generelt er mest tilfredse, når de er uden udsigt til positive forandringer. De bliver utilfredse og frustrerede, hvis der er udsigt til goder, som man har svært ved at få. Undersøgelser viser også, at ansatte er mest tilfredse uden karrieremuligheder, mens de frustreres, når avancementerne nappes af chefens nevøer.
Filosofisk har frihed og lykke altid været modsætninger.
Historien viser, at revolutioner først kommer, når åget lettes, og folk tror på forbedringer. Hold folk nede, og de er lykkelige! Giv dem indtryk af, at intet kan ændres, og de trives i lykkeparken Danmark. Om de så stemmer AV eller BØ, socialistisk eller borgerligt, konservativt eller radikalt, betyder ikke noget.
Indvandring har været tema i mange valgkampe, også denne. Men det er på tide, at der sættes fokus på det, som kan true det danske samfund lige så meget som en ukontrolleret indvandring, nemlig udvandring.
Hjemløse i eget land Holland er det første land i Europa, der nu kan registrere en nettoudvandring. Middelklassen emigrerer. Hollændere vil væk fra skatteplyndring og multikulturalisme.
Mordene på Fortyun og van Gogh gør hollændere hjemløse i eget land. De veluddannede unge søger til USA og Australien.
En engelsk avis skrev for nylig om bevæggrundene for at emigrere: “Hvis du arbejder hårdt og betaler din skat, straffes du, og de, som ikke gør, belønnes. Folk kan komme og leve her illegalt og få penge for det”.
“De slår bare folk ihjel på gaderne, det er chokerende, når du ser det første gang … det eskalerer, fordi politiet og staten ikke gør noget”. Også i Frankrig emigrerer franske jøder til Israel, fordi landet er blevet for usikkert at bo i.
Emigration er en effektiv protestform mod undertrykkelse. Hvis det ikke virker at protestere, må du desertere. Der stemmes med fødderne. Det ødelagde lykkeparken DDR.
I den danske middelklasse begynder tanker at gro om, at man ikke nødvendigvis skal finde sig i alt til evig tid i Danmark. At der politisk intet kan ændres, viser valgkampen.
Selv politikere, der engang drømte om mere frihed, fortryder deres ungdomssynd. Så er der kun ét valg: emigrér.
En barsk arv Kan forældre byde et nyfødt barn at vokse op i Danmark? Barnet fødes med en forsørgerbyrde på mange, mange millioner. Barnet vil i sit voksenliv aldrig kunne spare op af sin løn. Det skal betale af på en udlandsgæld fra 1970’erne og brødføde flere og flere efterlønnere de kommende 20-30 år?
Og så vil hver nyfødt dansker i dag være sikker på, at når hun/han selv bliver gammel, er der ingen efterløn eller folkepension tilbage. Til den tid er halvdelen af befolkningen nydanskere, som – hvis miraklernes tid ikke er forbi – snarere selv skal forsørges end kunne forsørge den tids gammeldanskere.
Kan man byde nyfødte børn det? Det er jo værre end arvesynden.
I mange år følte danskerne sig hjemme i Danmark i troen på at leve i et land med verdens bedste sygehusvæsen. Trygheden og lykken ved at vide, at man altid kan blive behandlet gratis og godt, har skabt lige så meget nationalt samhørighed som landsholdet. I dag krakelerer det billede.
Andre lande har bedre sygehuse, ofte private, ja, men så skal man trods alt kun betale for det, man bruger. Andre lande har bedre universiteter og bedre folkeskoler.
Et par udlandsdanskere sagde engang til mig: “Danskerne ved ikke, hvor dårligt sygehusene fungerer i Danmark.”
Et taberkontinent Europa er et taberkontinent. Det kan og vil ikke opretholde sine egne værdier. Eurabia kalder amerikanere det. Og det er selvødelæggende at forsøge at råbe folk op. Lykkeparken tåler ikke forstyrrelse. Boblen må ikke briste.
Udvandring bliver det store danske og europæiske problem de kommende årtier. Unge og dygtige europæere vil prøve lykken i Australien, Canada eller USA – den kommende tids “frie verden”. Det vil ikke blive i store tal, ingen bølge, men drypvis vil hver ung og veluddannet, udvandret dansker dræne samfundsøkonomien for viden, teknologi, knowhow og virkelyst.
40.000-45.000 erhvervsaktive har forladt Danmark de seneste 25 år. Hvor mange arbejdspladser trækker de med? Og hvad har det kostet i tabt skat?
Men vi må ikke I dag lokkes veluddannede udlændinge til Danmark med løfter om kun at betale 25 pct. i skat en årrække. Det strider åbenbart ikke mod menneskerettighederne at forsøge at købe til maskinpassere i lykkeparken Danmark.
Hvorfor er der ikke en proteststorm over, at danskere ikke kan være med på den ordning?
Danmark har en stærk national samhørighed, som er baggrunden for, at beskatningen kan accepteres i dets nuværende omfang. Men politikerne trækker veksler på noget, der ikke kan vare ved. Samfundssindet kan også slides for meget.
Ingen politikere har i valgkampen luftet visioner om, hvordan Danmark skal overleve, når eliten udvandrer.
Politikerne har kun fodret vælgergrupper med nye lykkepiller. Først når truslen om udvandring af eliten står for døren, vil der kunne ske noget.
Derfor: emigrér!