Når ytringsfriheden ikke er et mål i sig selv ophører den med at være ethvert menneskes ret.
I det antikke Athen så man ytringsfriheden som demokratiets fundament.
I det gamle Rom betragtede man ytringsfriheden som frihedens fundament.
Disse to forestillinger, ytringsfrihed som et demokratisk instrument og ytringsfrihed som en individuel rettighed, har givet ekko gennem historien siden da.
af Flemming Rose udlandsredaktør
Inna Sjevtjenko, ukrainsk feminist og leder af Femen, en gruppe, der organiserer topløse protester og happenings rundt omkring i Europa, indledte den 14. februar et skæbnesvangert debatmøde i Krudttønden i København om kunst, blasfemi og ytringsfrihed.Sjevtjenko beklagede sig over, at folk i forbindelse med debatten om det franske satireblad Charlie Hebdo altid brugte en nedslidt talefigur: Ja, det handler selvfølgelig om ytringsfrihed, men…, og derpå fulgte det ene eller andet forbehold.Midt i den sætning blev hun stoppet af en bevæbnet ung fanatiker, der lige som folkene bag angrebet på Charlie Hebdo ønskede at hævne profeten for påståede krænkelser.Debatten om ytringsfrihed med eller uden “men” har stået på de seneste 10 år, men i virkeligheden er der tale om en skillelinje, der som en rød tråd løber ned gennem europæisk idehistorie og helt tilbage til antikken.I det antikke Athen så man ytringsfriheden som demokratiets fundament, mens man i det gamle Rom betragtede ytringsfriheden som frihedens fundament.Disse to forestillinger, ytringsfrihed som et demokratisk instrument og ytringsfrihed som en individuel rettighed, har givet ekko gennem historien siden da, og de definerer også den hjemlige og internationale debat i disse år. Jeg er tilhænger af den romerske tilgang, fordi den ikke gør det muligt at manipulere og relativere ytringsfriheden.Den etablerer en tæt forbindelse mellem meningsfrihed og ytringsfrihed. Det frie, moralsk selvstændige individ kan på den måde selv forme sin identitet og danne sig sine overbevisninger og forfølge sine mål samtidig med, at det samme individ udviser den samme tolerance over for andres identitet, overbevisning og mål.Parrhesia var det græske ord, som i det antikke Athen dækkede over bystatens forståelse af friheden og dens grænser. Det havde ikke meget med ytringsfrihed at gøre, eftersom friheden til at ytre sig var betinget af, om det, man sagde, gavnede samfundsordenen eller ej. Det var derfor, Sokrates kom i klemme i Athen. Han overskred Athens tolerancetærskel for ytringsfrihed, fordi han udfordrede det politiske system snarere end at bekræfte det. Ytringer skulle fremme statens interesser, og i det omfang, de gjorde det, var de frie, ellers ikke. Ytringsfriheden indebar en forpligtelse til at understøtte fællesskabet med ærlig og åben tale, ikke retten til at sige, hvad man tænkte. Parrhesia var altså et første eksempel på “ytringsfrihed, men… “tilgangen. Den viste, hvad eftertiden burde have lært, nemlig at en frihed, der er betinget af, at man ytrer sig til støtte for en politisk orden, aldrig kan blive en stabil og varig rettighed.I modsætning til Athens syn på ytringsfriheden som værende til gavn for fællesskabet og ikke individet opererede man i det republikanske Rom med en mere individorienteret forståelse af frihed.Libertas var ment som et værn af borgeren mod staten. Rom var den første civilisation, der formulerede en liberal forståelse af borgerens rettigheder, som ikke var underlagt hensynet til demokratiske principper eller en bredere social gruppes interesser.Hver gang, nogen taler om, at ytringsfriheden skal bruges til et bestemt formål og ikke er et mål i sig selv, bør man som tilhænger af ytringsfriheden være på vagt, for i det øjeblik holder ytringsfriheden op med at være en rettighed, som det enkelte menneske har. I stedet bliver ytringsfriheden noget, der kan doseres oppefra eller nedefra eller fra siden. Så kan ytringsfriheden pludselig misbruges, fordi den ikke opfylder et bestemt formål, og så bliver det til: Jeg går ind for ytringsfrihed, men.
Artiklen er fra Jyllands-Posten 18.08.2015
Flemming Rose har skrevet bogen Tavshedens tyranni (2010)
Han præsenterer bogen således:
Kære læser,
Da jeg en eftermiddag i september 2005 satte mig til tastaturet for at skrive den tekst, der motiverede Morgenavisen Jyllands-Postens publicering af 12 Muhammed-tegninger, havde jeg ingen anelse om, hvilken global krise der skulle følge. ”Tavshedens tyranni” er min personlige beretning om en begivenhed, som fem år senere vedvarende sætter dagsordenen for debatten, om hvordan vi lever sammen i en multikulturel verden.
”Tavshedens tyranni” er på en og samme tid en personlig dannelseshistorie, en række reportager og en analyse af, hvad det egentlig vil sige at være borger i et demokrati.
se mere på www.tavshedenstyranni.dk