Kalifatet åd Romerriget

P1070953Hvordan gik det til at oldtidens store riger  Romerriget og Perserriget blev opslugt af det islamiske kalifat?

 

“Enden på historien om Palmyra og provinseliternes gradvise overtagelse af magten i Romerriget blev nemlig, at der ud af imperiet voksede en fælles kosmopolitisk civilisation.Fuldbyrdelsen af den proces kom med kejser Konstantin, som regerede fra 306-337, og hans efterfølgere. De lavede en alliance mellem kristendom og stat. Monoteismens forestilling om én og kun en sand gud passede godt til disse herskeres bestræbelser på at holde imperiet samlet. Fremover skulle den kristne tro og hellige skrifter udgøre grundstammen, det civilisatoriske kit eller fælles sprog, der forbandt rigets mange regioner med hinanden. Hvor det guddommelige før havde været forankret i lokale kulter, var der nu en universel religion, gangbar alle vegne.Den kristne monoteisme var dog langtfra et isoleret fænomen, men en generel tendens i den imperiale civilisation. Og der var grøde blandt araberne i randzonen. Da det lykkedes Muhammed at samle dem og overbevise dem om, at hans budskab føjede slutstenen til det monoteistiske projekt, omdannede de sig til en formidabel militær slagstyrke. Romerne og Perserne, som ikke kendte nogen større triumf end at besejre hinanden, befandt sig pludselig – midt under deres indbyrdes opslidende krige – overgået af en ny kraft.Den cocktail, som Konstantin havde blandet af monoteistisk religion og imperial magt, blev nu serveret i en stærkere og skarpere udgave. I løbet af få årtier fra 630rne til 650erne blev store dele af Romerriget og hele Perserriget løbet over ende. Oldtidens to store riger var næsten helt blevet opslugt under en ny monoteistisk magt: det islamiske kalifat”

Ovenstående er et  uddrag af

Hvor er Rom i den globale historie? . Weekendavisen  14.08.2015
af Peter Fibiger Bang Lektor, ph. d., dr. phil. Saxo-Instituttet Københavns Universitet:

Respublica anbefaler at læse hele artiklen

 

Dette indlæg blev udgivet i Arabere, Historie, Krig / Sikkerhed, seneste. Bogmærk permalinket.