Middelalderen har haft en dårlig presse, men det var her universiteter grundlagdes, kongemagten begrænsedes, mens en gryende sækularisering så dagens lys.
2.del af historiker Torben S. Hansens beretning om middelalderen.
Mens Romerrigets østlige halvdel – det byzantinske rige – overlevede i endnu 1000 år frem til 1453, da islam erobrede Konstantinopel, forsvandt den vestromerske kejsermagt år 476.
Denne rigsdel blev i stedet opdelt mellem de indtrængende germanske herrefolk: franker, vandaler, burgunder, goter og til sidst langobarderne (”lombardi”, der overtog dele af Italien).
Der var tale om ”folkeimperialisme”, hvor våbenføre mænd valgte deres anfører i kamp. Institutionen blev til et ”hærkongedømme”, og den øverste leders vigtigste funktion var at fordele krigsbyttet og forsvare det mod andre stammekrigere.
Et germansk mindretal – sandsynligvis under to procent af den samlede befolkning – beherskede nu et flertal af de oprindelige indbyggere.
Vold og plyndring var i perioder udbredte fænomener, som afbrød handelsforbindelser samt svækkede landbrugsproduktion og håndværk.
Den romerske centralforvaltning brød sammen, og dertil kom fra ca. år 700 ødelæggende invasioner og røvertogter fra muslimer i syd, vikinger i nord og asiatiske nomadestammer – avarar og ungarer – fra øst.
Forsvandt Romerriget?
Disse omstændigheder gør det rimeligt at tale om en “mørk tid” og om et brud med den græsk-romerske civilisations orden, fred og velstand.
Men når perspektivet udbredes, fremstår også en intellektuel, en religiøs samt til dels en juridisk kontinuitet fra det opløste imperium – plus en række tilpasningsinitiativer og nyskabelser.
I generationer havde de germanske erobreres forfædre beundret og efterstræbt Romerrigets orden og velstand.
Nu var kejsermagten styrtet, men de frankiske og gotiske herskere var praktiske folk, der erkendte det relativt beskedne udbytte af den første tids plyndringsøkonomi og behovet for at genkabe orden.
De forstod, at fred og stabilitet var forudsætning for den rigdom, de begærede, og de strakte sig langt for at fusionere med det lokale aristokrati og sikre deres autoritet.
Om den gotiske herskerklasse i Spanien er det således blevet sagt, at den i løbet af 150 år opgav sit oprindelige sprog, sine slægtsnavne, sine love og sin oprindelige tro – det arianske “kætteri” – for at blive assimileret.
Der var lyspunkter i de “mørke” århundreder, og de tændtes først og fremmest af kirken.
Allerede før afskaffelsen af Vestroms kejsertitel havde biskopper og abbeder overtaget dele af den verdslige magt, og de nye germanske magthavere havde brug for kirkens kundskab og ekspertise.
Frankernes og goternes konger ansatte gejstlige som sekretærer og rådgivere, der bistod med regnskaber og korrespondance.
Trods mange års kamphandlinger og plyndring beholdt kirken en position som kulturbevarer.
Romerrigets undervisningssystem blev svækket under de germanske erobringer, men genrejstes delvist på initiativ af lokale borgere og klostre, og latinskoler blev grundlagt i byer med en biskop (deraf betegnelsen “katedralskole”).
Et nyt decentralt politisk system opstod. I en periode herskede det frankiske dynasti Karolingerne over store dele af det forhenværende vestromerske rige, og år 800 kronede paven i Rom Karl som kejser – efter romersk forbillede. Han var en energisk hærfører, men et egenligt forvaltningsapparat skabte han ikke, og efter hans død begyndte det løst beherskede imperium at smuldre.Det blev erstattet af et net af feudale bindinger og andre former for kontrakt og loyalitet.
Brændte kirken enhver, der sagde, at jorden var rund?
En større succes end Karls krige blev hans uddannelsespolitik – først og fremmest på grundskolens niveau og i klosterbibliotekerne.I skolerne og i munkenes arbejde med at kopiere latinske manuskripter levede Romerriget videre. Universiteter og forskning fandtes endnu ikke, men en lille skare teologer og filosoffer i de største byer vedligeholdt kendskabet til den videnskabelige tradition.Latin var nærmest enerådende, da kun få personer beherskede græsk. Et par undtagelser fra “den mørke tid” bør dog omtales.
Således studerede og kommenterede filosoffen Boetius (480-525) græske tekster – bl.a. af Platon og Aristoteles. Boethius var ansat ved den gotiske konges hof i Ravenna, og som alle dannede personer var han klar over, at Jorden er rund.
Det samme gjaldt Isidor af Sevilla (560-636), der senere blev kaldt “den sidste af kirkefædrene”.Han fungerede som biskop og oprettede en skole i sin by. Om Jordens form skrev han, at under måneformørkelse kan enhver med det blotte øje konstatere, at Jordens skygge er rund.
Forbedret sikkerhed
I 900-tallet levede det meste af befolkningen i det katolske Central- og Vesteuropa i fattigdom og under permanent trussel om sult og voldsanvendelse.Som nævnt lurede den sidstnævnte fare i form af aggression fra syd, nord og øst. Men på disse fronter ændredes styrkeforholdet efterhånden.
De nordiske folk blev gradvist omvendt til kristendommen, og med den fulgte – stadig gradvist og langsomt – lovgivning og skikke, der reducerede voldsanvendelse.
I Spanien og Syditalien lykkedes det de kristne at slå muslimske emirer, slavehandlere og røverkolonier tilbage. Herredømmet på havet overgik til de italienske købmandsrepublikker, Amalfi, Pisa, Genova og Venezia.
Med forbedret skibsteknik og borgerbevæbning overtog disse selvstyrende kommuner det meste af Middelhavets persontrafik og handel – herunder salg af slaver fra Østeuropa til islams lande. Muslimske pilgrimme fra Marokko og Algeriet betalte for befordring til Alexandria med italienske skibe.
På “østfronten” satte tyskerne omsider en stopper for de ungarske plyndringstogter. Slaget ved Lechfeld i 955 (i Bayern) blev vundet af Otto, en handlekraftig fyrste af sachsisk slægt. Han benyttede denne succes til at proklamere sig som tysk-romersk kejser i 962.
Landbrugsteknik og befolkningsvækst
Fra slutningen af 1000-tallet gjorde teknikken i produktionen af fødevarer visse fremskridt. Okser og heste fik seletøj, hvilket forbedrede trækkraften. Med den nye hjulplov blev agerjorden vendt effektivt.
Nye afgrøder – eksempelvis af frugt og bælgplanter – blev høstet, og vandmøller til at male korn blev indført. Disse nyskabelser skyldtes primært Cistercienserordenens klostre, som – sammen med de handlende – forbandt lokalsamfundet med en større omverden (i Danmark drev denne orden klostrene i Esrum og Vitskøl, “vita scholae”).
I mangel af regulære tællinger anslåes det, at det katolske Central- og Vesteuropa år 1000 havde ca. 22 mio indbyggere. Omkring år 1340 (kort før udbruddet af pesten “den sorte død”) var tallet steget til over 60 mio – altså en tredobling. Det samlede Romerriget havde på sit højdepunkt og på et dobbelt så stort territorium nogenlunde samme befolkningsmængde.
Andre end Oldtidens grækere og romere kunne tænke!
Højmiddelalderens åndsliv
Det første universitetet i Europa blev oprettet i den selvstyrende kommune Bologna år 1085. Derefter fulgte lignende institutioner i Paris, Krakow, Oxford, Köln, Salamanca og en snes andre byer. Grundlaget for studierne var oldtidens græske filosoffer og den kristne tro på, at verden og mennesket fungerede efter lovmæssigheder, som Gud havde fastlagt.Ifølge kirken kunne disse love erkendes ved udenadslære af de skrifter, munkene havde kopieret.
Men allerede kirkefædrene understregede, at fornuften var Guds gave, og at kristenheden i øvrigt kunne leve i et håb om en bedre fremtid (et paradigme, der var ukendt udenfor Europa). Derfor medførte fremkomsten af et intereuropæisk akademisk miljø med latin som kommunikationsmiddel at kopiering og terperi blev overfløjet af det logiske ræsonnement.
Af oplagte årsager blev teologien den første kampplads, og her udmærkede 1100-tallet – “den lille Renæssance” – sig ved fremkomsten af en stribe kritiske tænkere.
Men deres virkefelt blev snart udvidet fra bibelstudier til jura, astronomi, medicin og sprogforskning, hvilket efter ca. 100 år medførte universiteternes selvstændighed og dermed en begyndende sækularisering.
Her skal nogle af epokens intellektuelle kort omtales:
Gerbert d’Aurillac (943-1003). Han var en tidlig og intellektuel, der af den tyske kejser blev indsat som pave med navnet Sylvester i 999.Hans hovedinteresser var astronomi og matematik, som han studerede blandt muslimer i Spanien. Han kendte og anbefalede brugen af decimaltallene og nullet, som var en indisk opfindelse (arabertal kaldes på arabisk “indiske tal”).
Pierre Abélard (1079-1142) var en tidlig bibelkritiker. Han benyttede den dialektiske metode og var en af de første nominalister, der fastholdt, at ord ikke udtrykker Platons “højere” virkelighed af ideer, men kun er navne.
John af Salisbury (1115-1180) skrev om naturret og etik. Han anbefalede mord på en tyrannisk hersker i nødstilfælde.
Guillaume de Conches (1086-1150) vakte opsigt med erklæringen af, at “Gud kunne godt forvandle en kalv til en træstamme. Men han gør det ikke” – fordi verden blev skabt som en rationel konstruktion.
Adelhard of Bath (1080-1160) studerede græsk filosofi blandt spanske muslimer og advarede mod udenadslære som eneste vej til indsigt (disse og andre pionerer præsenteres i James Hannam: “God’s Philosophers – how the Medieval World Laid the Foundations of Modern Science”, 2010).
Magtkamp på højeste plan
I romersk retstradition modtager en kvalificeret person et embede – potestas – fra en højere myndighed – auctoritas. Om dette emne udbrød i sidste halvdel af 1000-tallet en rasende magtkamp mellem paven i Rom og den tyske kejser.
Stod paven som kirkens overhoved også over alle verdslige magthavere? Paven og med ham mange teologer og andre ledende mente ja. Kejseren mente nej, og hans position blev også støttet af indflydelsesrige gejstlige.
Hans argument var, at biskopperne i Tyskland skyldte ham loyalitet og havde pligt til at stille med væbnede mænd, når kejseren førte krig.
Sagen gik i hårdknude af flere årsager.
En af dem var, at et egentligt statsapparat ikke fandtes. Kirken og fyrsterne havde kancellier, eget militært beredskab og indtægtskilder – domæner – til at dække løbende udgifter. Men et professionelt bureaukrati til at fastsætte og håndhæve regler var der ikke tale om.
Hvor var autoriteten?
Omkring år 1200 skrev en skotsk smed et brev til paven og bad om skøde på sin ejendom. Et kommunalt matrikelkontor kunne smeden nemlig ikke finde og ræsonnerede da, at den hellige fader i Rom måtte klare problemet.
På den anden side havde kirken selv medvirket til at styrke konger og kejsere. De var indsat af Gud (jvf. Eusebius), og i det jævne folk blev de anset som udstyret med en hellighed, der næsten målte sig med de kirkelige ritualer.
Kampen mellem kejser og pave foregik – med afbrydelser – frem til 1300-tallet. Den endte med, at begge tabte.
I stedet konsoliderede kongerne deres magt. Filip d. 4 af Frankrig med tilnavnet “den smukke” brugte vold mod pave Urban, bortførte ham til Frankrig og indsatte derpå en ny pave. Denne godkendte bl.a. at Filip knuste Tempelherrernes orden – pavens eget elitekorps – og brændte deres ledere.
Sækulariseringen begynder
I senmiddelalderen var paven både kirkens overhoved og leder af en territorialstat omkring Rom.
Fra tid til anden kom den uundgåeligt i konflikt med andre italienske fyrstedømmer eller bystater, og omkring 1380 var der regulær krig mellem hertugen af Milano og pavestaten. Men den førstnævnte ophørte ikke af den grund med at være god katolik.
De herskende eliter lærte derfor at skelne mellem pavens to funktioner, og den rige og ekspanderede republik Venezia fastholdt endda sin suverænitet i trosanliggender.
Den pavelige Inkvisition, der blev organiseret i begyndelsen af 1200-tallet blev forbudt adgang til “La Serenissima” i lagunen ved Adriaterhavet. Byens vise fædre klarede selv alle problemer.
Som i det franske tilfælde var der tale om en begyndende sækularisering i betydningen affortryllelse (Entzauberung) af politik, jura og forvaltning.
På vej mod Reformation og modernitet
Gennem 1000 år havde kirken medvirket ganske kraftigt til at opdele magten i det centrale og vestlige Europas geografi, der modvirker centralisering.
Fra et ideal for selvstændig tænkning, fra en udbredt kontraktmentalitet, fra borgeres og bønders pligt og ret til bevæbning og fra aldrig afklarede uenigheder om legitimitet begyndte friheder af forskellig art at sive ned gennem det førmoderne Europas standsopdelte samfund – først til kollektiver og dernæst til individer.
I første række blev konsekvensen nogle skelsættende overenskomster som Englands Magna Carta fra 1215, de schweiziske kantoners uafhængighed et århundrede senere samt i 1479 den danske kong Christian d. 1.’s accept af adelens ret til oprør.
I disse tilfælde blev de øverste magthavere påtvunget blokeringer, der aldrig er set i Kina, Rusland, Indien eller islam.
På længere sigt medførte sækulariseringen og magtdelingen Europas politiske omstrukturering og en blodig religiøs splittelse i 1500-tallet og endnu længere frem til den westfalske fred i 1648.
Det hellige flytter med
Krigene mellem katolikker og protestanter motiverede Thomas Hobbes (1588-1679) til at skrive værket “Leviathan” (1651), der begrunder den enevældige statsmagts nødvendighed.
Hobbes inspirerede Jean Jacques Rousseau til et af historiens mest effektive angreb på sækularisering af staten. I “Du contrat social” (1762), kap. 4 skriver han:“Jesus oprettede et åndeligt rige på jorden, hvilket adskilte det teologiske system fra det politiske. Hermed gik statens enhed tabt, og indre splid har til stadighed ophidset de kristne folk.”
Rousseaus opskrift på denne kalamitet var at helliggøre noget, han betegnede som almenviljen og dens redskab, staten.
Artiklen har været bragt 26. juni 2013 i http://www.trykkefrihed.dk/middelalderen-var-ikke-mork.htm