Islam og demokrati

»[Hvis] vi skal forstå noget som helst af, hvad der foregår i den muslimske verden i nutiden og i fortiden, er der to essentielle pointer, vi må forstå. Den ene er religionens universalitet som en faktor i de muslimske folks liv, og den anden er religionens centralitet […] ifølge islam er religion ikke, som i kristendom, ét område af livet – den er ikke en regulering af nogle sager, mens andre holdes ude; den er optaget af alle dele af livet – ikke en begrænset, men en total jurisdiktion«.

Islams hævdede og praktiserede absolutisme strider grundlæggende mod demokratiets ideal om liberale normer og pluralisme. Foreningen af religion og politik udtrykkes din wa dawla, som betyder, at islam er både religion og stat.

Tawhid

Professor Ziadeh (tidligere Princeton University)  anser  begrebet tawhid for at være essensen i islam, idet islam som ideologi (inklusive religion) er strukturende  for alle områder af livet. Det er én guddommelig enhed og totalitet som udtrykkes i det arabiske begreb tawhid. Begrebet dækker over, at der kun er én udelelig Gud.

Allahs herredømme er betingelsesløst, suverænt og absolut.

Hør den stærke  sura 5:41 i Koranen : »Kongedømmet over himlene og jorden tilhører Allah.«

Statsmagten står til ansvar over for Allah, ikke over for folket. Magt skal ikke spredes, men samles, som det ifølge traditionen skete i Mekka under Muhammed, som både var profet og leder af staten.

Cand.mag adjunkt Jan Maintz Hansen præsentere i sin artikel Kan islam og demokrati forenes?  en anden fortolkning af begrebet Tawid (Information 15.02.2013 )  :

 “Bogen Islam & Democracy fra 1996 af politologen John O. Esposito og historikeren John O. Voll synes mere aktuel end nogensinde før. For heri fremstiller de et meget stringent og overbevisende teoretisk argument for islams forenelighed med demokrati, som er værd at fremdrage. Deres argument er, at hvis kun Gud er fuldkommen og ufejlbarlig, må mennesker nødvendigvis være fejlbarlige, og ingen enkeltperson har derfor monopol på udlægningen af Guds sandhed. »Guds absolutte suverænitet gør ethvert menneskeligt hierarki umuligt, idet alle mennesker er lige over for Gud. Tawhid betyder således et begrebsmæssigt og teologisk grundlag for et politisk system, der baserer sig på lighed«, skriver de.

Et menneskeligt magthierarki er altså netop ikke nødvendigvis en implikation af tahwid-princippet, og alle eller mange bør derfor rationelt afgøre, hvorledes Guds vilje bør administreres politisk. Islam er i denne fortolkning altså netop kompatibel med demokratiets idé om folkelig suverænitet, lige magt, fortolkningers afprøvelse, kollektive læreprocesser, meningsudveksling og debat i en politisk offentlighed. Islam og demokrati kan forenes.

Al religiøs praksis baserer sig på fortolkning, og tawhid-princippet, som normalt hævdes at blokere for enhver egentlig demokratisk orden, kan meget overbevisende fortolkes anderledes. Det hævdes ofte, at det ikke nødvendigvis er enkelte muslimers praktisering af islam, som demokratiet ikke kan forenes med, men islam som værdisystem og ideologi.”

***

Respublica anbefaler i øvrigt at læse                                                                                     Dr.polit. Mehdi Mozaffaris værker om Islam og demokrati                                       eksempelvis Islamisme – en orientalsk totalitarisme (2013) Informations Forlag, men også interviews fra danske aviser med Mozaffari.