Muhammeds Tårer

Der er stor forskel på racisme og blasfemisk satire

Mange vestlige intellektuelle bryder sig ikke om at påpege Muhammeds despotiske sider, da det kan udlægges som racisme

Satiriske frækheder hiver de religiøse ledere ned på jorden, underminerer ærefrygten for dem, og gør det derved muligt at forholde sig kritisk til dem i stedet for blot at adlyde dem

af DENNIS MEYHOFF BRINK

Den tyrkiske avis Cumhuriyet var blandt de medier, der genoptrykte tegninger fra Charlie Hebdo efter terrorangrebet 7. januar. Nu er to af avisens journalister blevet sagsøgt, fordi de illustrerede deres artikler med den berømte forsidetegning af Muhammed, der græder. De risikerer op til 4 ½ års fængsel for at »krænke folks religiøse værdier« og »opildne til had«. Hvordan billedet af en sørgende Muhammed kan opildne til had er mig en gåde. Derimod er det klart, hvor anklagemyndigheden har sine ord fra, for det er de standardindvendinger, vi hører imod Muhammedsatirer overalt i verden. Herhjemme har et kor af debattører fremført tilsvarende anklager i kølvandet på de seneste terrorangreb. Birthe Rønn Hornbech, Bo Lidegaard, Georg Metz, Rune Engelbreth Larsen, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Jon Stephensen, Herbert Pundik og mange andre har udlagt Muhammed-satirer som mobning, tilsvining, forhånelse eller dæmonisering af muslimer. De kræver ikke folk fængslet, men ligesom de tyrkiske anklagere betragter de Muhammedsatirer som skadelige provokationer, der blot krænker og skaber had og splid.

De er tilsyneladende ude af stand til at se en satire over Muhammed som en kritik af en magtfuld politisk religiøs autoritet, der kræver, at andre underkaster sig hans lov. Endnu mere problematisk er det, at de ikke skelner mellem satire, der latterliggør religiøse autoriteter som Muhammed, og satire, der latterliggør religiøse minoriteter som muslimerne. For dem er enhver satire, der angår islam, en tilsvining af muslimer.

Man kunne forstå deres hårde fordømmelse, hvis det, der blev afbildet, var stereotype, ondsindede fremstillinger af Muslimen eller Jøden som sådan. Kritikken ville være berettiget, hvis der eksempelvis var tale om billeder af muslimske fædre som mennesker, der i almindelighed voldtog deres døtre, sådan som Lars Hedegaard påstod, eller hvis der var tale om billeder af jøder, der dræbte små børn under et religiøst ritual, som det nazistiske propagandablad Der Stürmer engang hævdede.

Sådanne billeder kunne man med god ret kalde hadefulde og racistiske – ikke fordi religiøse grupper udgør racer, men fordi sådanne billeder hænger en hel befolkningsgruppe ud, som om den var en race – som om alle medlemmerne af den besad samme nedarvede tendens til at udføre bestemte ugerninger. Det er naturligvis ikke tilfældet. Men det er heller ikke det, satireblade som Charlie Hebdo eller kunstnere som Lars Vilks hævder, når de degraderer en autoritet som Muhammed til at være en kørestolsbruger eller en rundkørselshund. Sådanne tegninger skildrer ikke Muslimen som sådan, men latterliggør en religiøs og politisk despot, som kræver, at muslimer underkaster sig hans lov.

Mange vestlige intellektuelle bryder sig ikke om at påpege Muhammeds despotiske sider, da det kan udlægges som racisme. Men frafaldne muslimer, der selv har levet under hans herredømme, har sjældent samme hæmninger. Det gælder Zineb El Rhazoui, som er opvokset i en muslimsk familie i Marokko, og som siden 2013 har været en del af redaktionen på Charlie Hebdo.

Over for kritikere har hun påpeget, at Muhammed endnu i dag – adskillige århundreder efter sin død – påtvinger befolkningerne i muslimske lande sine love og regler. En konsekvens heraf er, at marokkanske kvinder som hun selv ikke kan arve på lige fod med deres brødre og ikke kan vælge en mand efter eget ønske.

Hvorfor vil angiveligt magtkritiske vestlige debattører fritage en autoritet, der har så meget magt, for kritik? Hvorfor insisterer de på, at en despot som Muhammed skal være hævet over satire? Og hvorfor lader de modige dissidenter som Zineb El Rhazoui – der forsøger at hjælpe andre til at frigøre sig fra religionens åg og opnå de rettigheder, som privilegerede vesterlændinge får foræret fra fødslen – i stikken? Kan de ikke se, at afholdelse fra Muhammed-satire er i perfekt overensstemmelse med islamisternes propagandastrategi, hvis mål er, at der skal herske et uimodsagt positivt billede af deres profet? Hvis vi skal opnå et mere nuanceret forhold til religionssatire end det simple for-eller-imod, er det nødvendigt, at vi lærer at skelne mellem blasfemisk og racistisk satire.

Latterliggørelse af politisk-religiøse autoriteter som Muhammed er nok blasfemisk, men den er ikke racistisk. Latterliggøre en magtfuld autoritet er ikke det samme som at tilsvine en magtesløs minoritet.

Tværtimod giver blasfemisk satire mennesker mulighed for at se ned på de autoriteter, religionerne indøver dem i at se op til. Satiriske frækheder hiver de religiøse ledere ned på jorden, underminerer ærefrygten for dem, og gør det derved muligt at forholde sig kritisk til dem i stedet for blot at adlyde dem.

I modsætning til racistisk satire er blasfemisk satire derfor sundt – både for den enkelte og for samfundet som helhed.

Trykt i Weekendavisen  17.04.2015 . Bringes med venlig tilladelse fra forfatteren.

Dette indlæg blev udgivet i Brink,Dennis Meyhoff, Medier og ytringsfrihed, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.