»Tolerancens grænser, ytringsfrihed: Fra Muhammedkrisen til Charlie Hebdo«. Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) præsenterer oplæg fra et panel af forskere fra Danmark, Frankrig og Irland. De undersøger nordisk populisme.
Søren K. Villemoes skrev i Weekendavisen 27.03.15 om seminaret og bl.a. forsker Peter Hervik som vi citerer lidt fra, fordi redaktøren her synes Hervik har en noget forsimplet og ufaceteret erkendelse af danskere, som ikke bryder sig om islamisk ideologi eller den personlighed/habitus den internaliserer. Når man vurderer professor Herviks analyseniveau, forstår man den unge forsker Tina Magaards fortvivlelse i forhold til islamforskningens diskurs i Danmark ( se Magaard,Tina her på sitet).Se flere henvisninger sidst i notatet.
Første oplægsholder er professor i antropologi ved Aalborg Universitet, Peter Hervik. Han lægger ud med at forklare, at vestlig identitet skabes som modsætning til forestillingen om en tilbagestående, primitiv vild. Den danske kulturkamp, Muhammedkrisen og reaktionerne på angrebet i Paris skal derfor ses i den kontekst. »Muslimer er meget let kategoriseret og stigmatiseret. Alle muslimer i Danmark og Frankrig ved dette,« siger han.
Hervik citerer den franske islamforsker Olivier Roy for, at det er mistænkeliggørende over for muslimer at kræve, at de tager afstand fra terror.
»Vi ved, at vold udført af muslimer altid bliver set som del af en global konspiration. Der er en medielogik i at kræve, at alle muslimer tager afstand,« siger han og hævder, at 90 procent af alle i Vesten tror, at når der er et problem med muslimer, skyldes det manglende integration.»Så det er ingen overraskelse, at politikerne reagerer ved at kræve afstandtagen fra muslimer.De lever blot op til vælgerne. Vi er i populismens arena her,« forklarer han.
Hervik forklarer, at hvor politikerne efter 11.september kaldte på hårdere integration, kalder de nu på antiradikalisering. Men radikalisering er et problematisk begreb ifølge Hervik. Det er folkene i Lars Vilks-komiteen, der stod bag arrangementet på Krudttønden, også: »Vi ved, at de i Krudttønden var de samme mennesker, som vi så i Dan Park-sagen og under kampagnen for Muhammedtegningerne. De er en del af en forening, der enten er islamkritisk eller islamofobisk. Vi ved også, at der er en menneskerettighedserklæring, der ikke får meget omtale i medierne, der siger, at vi er forpligtede til at bekæmpe racisme, inklusive islamofobi. Vi ved også fra mere end tredive bøger og hundreder af artikler og blogindlæg, at der er en masse islamofobi i gang, og at vi er forpligtede til at bekæmpe det,« siger han.
Mediernes og politikernes fokus på radikalisering er derfor problematisk.»Det øger antimuslimske reaktioner. Vi ved, at der i Frankrig har været angreb på moskeer, selvom det ikke har fået meget opmærksomhed i medierne. Det leder til en almen accept af diskrimination. Og det gør rekruttering lettere. Hvis man kun fokuserer på radikalisering og totalt ignorerer diskrimination, risikerer man at gøre det værre,« konkluderer han sit oplæg.
***
Redaktør psykolog Kirsten Damgaard :
Danmark har traditionelt været et af de lande, hvor indvandrere rapporterer, at de oplever mindst diskrimination og som i internationale undersøgelser ligger lavt på diskrimination.
Undersøgelser i Danmark lige efter Charlie Hebdo terrorangrebet viste også at danskerne netop ikke ønskede at indskrænke muslimers rettigheder, altså at diskriminere.
Muligheder for dygtiggørelse i det danske uddannelsesystem er frigjort fra individets økonomiske formåen og på den måde ikke diskriminerende , modsat mange andre lande i Europa. Samtidig er Danmark et af de lande i EU, der leverer mange jihad-krigere og har dømt en del homegrown terrorists ( Glasvejsagen, Glostrupsagenm.m.).
Hvis man vil ud Herviks brug af vrøvlebegrebet islamofobi og forkaster hans uanstændige angreb på personer, der ikke bryder sig om islams menneskesyn ved at han kalder dem for psykisk syge (islamofober) og man i stedet ønsker at sætte sig ind i islams værdier,dogmer og doktriner rimeligt hurtigt, vil jeg anbefale at læse forsker Nils Bredsdorff (her på sitet og links derfra) eller forsker Fariba Parsa for en grundig indføring i islams menneskesyn. Kan man læse engelsk er Ann Elisabeth Mayer meget grundig i sin præsentation af islamiske idealer om menneskerettigheder ( slaveri tilladt, ingen trosfrihed, osv.) Islam er absolut og tilstræbt diskriminerende overfor ikke-muslimer ! Ideologien er i det hele taget fyldt med skel og grænser – og autoriet fra himlen ned – som ikke passer ind i et dansk/vestligt demokratibegreb.
For at prøve i dybden at forstå hvad kultur kan gøre ved psyke, kan man læse professor i socialpsykologi Carsten René Jørgensens bog Identitet. Der er fx et kapitel om mentaliseringsevnen, som jo bl.a ofte er ikke-eksisterende hos de muslimer, der sidder fængslet i stort tal for vold. Terror er vold. Læs også psykiater Kurt Charleman her på sitet.
Et abstrakt begreb
Den næste oplægsholder er medieforskeren Gavan Titley, der er lektor ved Maynooth University i Irland. Hans oplæg består af lange, akademiske sætninger oplæst i lyntempo fra en computerskærm.
Det er svært at følge med, men i farten står et par af Titleys pointer klart: Det giver ikke mening, at se terrorangrebet på Charlie Hebdo som et angreb på det »abstrakte begreb ytringsfrihed«. Tværtimod: »Den hastighed og den kraft hvormed Charlie Hebdo blev gjort til et symbol på ytringsfriheden, blev brugt til at hindre kritik,« siger han.
»Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed,« forklarer han og afslutter sit indlæg med en række spørgsmål, han synes bør have mere fokus: Kan en mainstream medieaktør virkelig kæmpe for lige muligheder i et ulige, racistisk samfund? Kan satire dementere socioøkonomisk magt? Giver den idealistiske forestilling om, at det kun er religiøse ideer, der angribes, mening, når religiøse identiteter, på aggressiv vis gøres til et spørgsmål om race i dagens Europa? Han afslutter: »Og hvilken frihed er det, der måles i dens evne til at krænke og ikke oplyse? Og som karakteriseres af dens underliggende trussel om, at hvis du ikke kan lide min slags frihed, så har du ingen ret til at leve med mig?« Den tredje og sidste oplægsholder er franskmanden Aurelien Mondon, der er forsker i komparativ politik ved University of Bath i England.
Hans oplæg fokuserer på den politiske kontekst i Frankrig i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Det starter i efterkrigstiden: »Genetisk racisme var en tabt sag. Du kunne ikke overbevise nogen om det, så man måtte finde andre strategier. Det blev i stedet til et spørgsmål om kulturelle forskelle. Man vendte højrefløjens fortælling om kolonialisme på hovedet, så det nu var os, der var ved at blive koloniseret. At vi var nødt til at holde os adskilt. Derfor kalder jeg det ‘ neo-racisme’, når man taler om kulturelle forskelles inkompatibilitet, om at være imod multikultur og eliten, muslimske indvandrere og kolonisatorer. Ved første syn fokuserer den dog ikke på race.« Det er især det højrepopulistiske franske parti, Front National, han har i tankerne. Ifølge Mondon er Front National ikke slået ind på en mere moderat kurs med Marine Le Pen ved roret.
Det er snarere fransk politik, der er rykket til højre. Eksempelvis er den franske sekularisme, laïcité, ophørt med at være en kamp mod magtfulde institutioner som den katolske kirke: »Laïcité er i dag kun brugt som diskrimination mod muslimer,« lyder dommen. Og det er ikke kun den yderste højrefløj, der er et problem.
»Der er en liberal islamofobi og en ikke-liberal islamofobi. Den liberale islamofobi siger, at vi gerne vil frigøre kvinder, at man må vælge mellem at være antiracist og antisexist. Den franske venstrefløj valgte generelt det sidste. Og så er der den ikke-liberale islamofobi, den vil bare have islam væk,« siger han.
Mondon afviser det som en myte, at der skulle eksistere et tabu om islam i Frankrig.
»Journalisten Éric Zemmours bog Det franske selvmord – en frygteligt islamofobisk bog – var en bestseller sidste år. En måned efter kommer Michel Houellebecqs bog Underkastelse og sælger 400.000 eksemplarer på en uge. Det var også en dybt islamofobisk bog. Men franske muslimer er meget velintegrerede. De er tilhængere af republikken – endda i højere grad end traditionelle franskmænd. Jeg kan give jer kilder.«.
Breiviks logik
Det er tid til spørgsmål fra salen. Til venstre for scenen har den dansk-iranske blogger Jaleh Tavakoli hånden oppe.
»Hvordan definerer I islamofobi? Og hvorfor er Lars Vilks og Charlie Hebdo racister?« spørger hun.
Aurelien Mondon lægger ud: »Du er ikke islamofob, hvis du kritiserer islam.
Det er ikke det, jeg siger. Hvis du er neoracistisk islamofob, så ser du islam og muslimer som uforanderlige.
At du er og altid vil være muslim. Og så er der magt. Racisme handler altid om magt.« Selvom islamkritik ikke skal forveksles med islamofobi, ser Mondon med uro på mere spiselige udgaver af islamofobien: »Den liberale islamofobi er lettere at acceptere, se for eksempel burka-forbuddet i Frankrig. Det gør den liberale islamofobi mere farlig.« Gavan Titley vil ikke kalde Charlie Hebdo racistisk eller anti-racistisk, men så alligevel: »Det er ret åbenlyst, når det kommer til deres modstand mod Front National, at de var antiracister i en klar fransk venstrefløjstradition. Men deres uvilje til at se, hvordan deres billeder udspillede sig i et konfliktplaget, raceopdelt samfund, gjorde dem medskyldige i en neo-racisme, som den Aurelien talte om,« forklarer han.
Peter Hervik giver også sit bud på en islamofobi-definition: »Det er en form for racisme. Jeg siger ikke, at for eksempel Lars Vilks er racist. Men jeg bliver nødt til at se på, om det, han siger, er neo-racistisk.
Os-dem-relationen er altid et spørgsmål om dehumanisering og marginalisering, som når man taler om indvandrere som dyr. »Os« er altid godt, og »dem« er altid ondt. Godt er bedre end ondt.
Hvad der sjældent kommer ud er, at det handler om magt. Magten til at nedgøre andre for at få magt,« forklarer han.
En tilhører vil gerne vide, om der ikke er for meget, der bliver anset for islamofobi, som i stedet burde anses for islamkritik. Peter Hervik virker ikke bekymret: »Jeg har hørt argumentet for nylig, at man ikke skal bruge ordet ‘ islamofobi’, da det gør det umuligt at kritisere islam. Islam skal åbenbart udvælges, fordi der tilsyneladende er behov for at sige noget om det. Men det fjerner jo opmærksomhed fra andre kulturer, der også kunne kritiseres, for eksempel rygning, narkomisbrug og druk. Der er, som om der er en sandhed om islam, der skal ud. Men hvis du kigger nærmere, ved I, hvad jeg ender med? Jeg ender med Anders Behring Breiviks logik.«.