Trykt i Kristeligt Dagblad 20.4.02
SAMFUND OG ETIK: Det er helt centralt at få forholdet mellem individuel hjælpsomhed og organiseret hjælpsomhed klart belyst
Af Kai Sørlander
Fra et vist hold er det blevet almindeligt at betegne de forskellige store humanitære organisationer, som arbejder på at yde nødhjælp til ofre for krig, undertrykkelse og fattigdom, med udtrykket »godhedsindustri«.
Selv mindes jeg ikke at have brugt dette udtryk; men jeg er vidende om, at min bog »Om menneskerettigheder« er blevet betegnet som et angreb på godhedsindustrien. Når biskop Arendt derfor i Kristeligt Dagblad (den 15. februar) forsøger at imødegå den kritik, der ligger i udtrykket, så ligger deri også et spørgsmål til mig. Er jeg enig med dem, der har betegnet min bog som et angreb på godhedsindustrien, eller er jeg enig i Arendts forsvar for de store humanitære organisationer og for det arbejde, der gøres i dem?
Arendt opregner selv tre kritikpunkter, som efter hans mening ligger i brugen af udtrykket. For det første en selvgodhed hos organisationernes talsmænd. For det andet, at organisationerne skulle være mere optaget af sig selv og deres egen profit end af dem, som skal hjælpes. Og for det tredje en påstand om, at hjælp egentlig slet ikke kan organiseres, men at den altid må forblive på et personligt, individuelt plan.
Efter denne opregning svarer Arendt så på hvert af punkterne. Umiddelbart er svarene plausible. Især det sidste. Ligesom Arendt mener jeg, at der også er et behov for at organisere hjælpsomheden. Der er en nød, som den enkelte står magtesløs over for, når han står alene, og som gør det nødvendigt at stå sammen. Til gengæld synes jeg så, at han slipper lidt vel let hen over det, som må være sagens kerne; nemlig hvorledes vi fordeler byrderne ved den organiserede hjælpsomhed. Det giver hans svar på de to første spørgsmål en utilsigtet overfladiskhed.
Problemet kræver, at vi gør os klart, hvorledes individuel hjælpsomhed forholder sig til organiseret hjælpsomhed. Og her er det naturligt at begynde med at se på, hvorledes vi har indrettet den basale hjælpeorganisation, nemlig statsmagten. Den hjælpeorganisation, som vi som borgere er tvunget til at bidrage til, når vi afkræves skat.
Til den organisation yder vi ikke kun efter evne; men vi yder under den forudsætning, at vi bevarer vor relative plads i indtægtshierarkiet. Det er ikke nøden i samfundet og i verden, der gør, at vi må indrette skattesystemet og den statsorganiserede hjælpsomhed på den måde. Det er selviskheden i menneskenes indre. Det, som gør, at man hellere vil have en personlig økonomisk fordel af sin indsats end hjælpe sin næste i nød.
Der er altså to ting, som vi må erkende. Den ene er, at den statsorganiserede hjælpsomhed er absolut nødvendig. Uden den falder samfundet fra hinanden. Den anden er, at den statsorganiserede hjælpsomhed må organiseres under hensyntagen til selviskheden og den manglende vilje til at yde. I modsat fald ødelægges det økonomiske system, og så falder samfundet også fra hinanden.
Men hvad betyder det så med hensyn til de store humanitære hjælpeorganisationer? For så vidt disse ledes af relativt vellønnede personer, og for så vidt staten yder af sit budget for at støtte organisationernes arbejde, så betyder det, at de moralske dilemmaer, som er indeholdt i den statsorganiserede hjælpsomhed, gentager sig i de humanitære hjælpeorganisationer. Deres talsmænd og ledere kommer til at tale med to tunger. Den officielle tunge, som udtrykker organisationens bekymring for de svage, og som kræver økonomisk støtte også fra den politiske magt. Og den private tunge, som er bekymret for den personlige plads i indtægtshierarkiet.
Med den første tunge kræver man, at de, som er lavere i hierarkiet, skal ofre noget, som man med den anden tunge siger til dem, at man ikke selv er villig til at ofre. For med den anden tunge siger man, at man ikke vil ned på deres levestandard. Hvis de så reagerer ved at gå imod den officielle tunges politiske tale, så gør det dem ikke mere selviske end organisationernes tvetungede ledere. De følger blot den private tunges selviskhed. Det er den samme selviskhed, der får et andet udtryk. Den erkendelse er det mindste, man kan kræve af organisationernes relativt vellønnede talsmænd og ledere.
Organiseret hjælpsomhed er nødvendig. Men en hjælpsomhed, der er organiseret under forudsætning af, at den enkelte bevarer sin plads i indtægtshierarkiet, har intet særligt kristeligt ved sig. Ej heller et organisatorisk apparat, som tjener en god løn ved at administrere midler, som er indsamlet til et godgørende formål. Det kan være fornuftigt, men elementær godhed er det ikke. Forskellen bør fastholdes.
Skatteborgergodhed er ikke samaritanergodhed. Og det er farligt for vor selvforståelse, hvis de humanitære hjælpeorganisationer tror, at de kan ophæve den skelnen. Derfor bør vi nøgternt erkende, hvem der får hvad ud af disse organisationer; og at generalsekretæren ikke får mindst. Men godheden, nej, den findes andetsteds – hos den gamle enke, der gav mere end alle andre.
Kai Sørlander er filosof og forfatter