Muslimers tænkning

Den senere tid har vist, at terrorhandlinger kan ramme os alle, og det må derfor være på tide, at man sætter sig ind i islamismens væsen.

af Kurt Charleman , psykiater

Som vigtige kendetegn på at en troende muslim befinder sig på den rigtige side af “en moralsk streg” kan man fremhæve,

At man lægger sit liv i Allahs hænder, modsat at ville stræbe på en personlig udvikling, så man ender med at blive sin egen autoritet.

At man i et og alt underkaster sig en alle tilstedeværende magtfuld kraft, hvilket indebærer en ensidig følelsesladet tilgang, som afstedkommer at tro bliver til sandhed, således at det ikke handler om tro, samtidig med en søgen efter indsigt.

At efterleve sharialovene markeret i koranen, ikke mindst vist ved Mohammeds liv og levned. Til gengæld skal man ikke frygte Allahs straf i helvedes ild.

Set i lyset af at Allahs formanende ord i koranen rummer såvel opfordringer til at leve i et fredeligt men gennem kontrolleret parallelsamfund, samt opfordringer til kamp for islams sag, trækkes der fra den “højeste autoritære instans” side ikke en streg mellem de såkaldt moderate og de radikale muslimer.

Tvært imod forstår ingen religion som islam at forstærke et sammenhold. Det kan forklares ved at i islams regi inddrages ur-menneskets drifter, dels en patriarkalsk rangorden, og dels en række ritualer, så man kan skelne ven fra fjende, og dyrke en kollektiv og medrivende, ekstatisk hengivelse til Allah. Islam er på den måde stærkt afhængighedsskabende, og lever til fulde op til sloganet om at “religion er som opium for folket”. Begge forhold er med til at forklare hvorfor en indoktrinering har så let ved at vinde indpas i den enkelte, og hvorfor den hurtigt medfører en følelse af et magtfuldt bedreværd.

Man kan kun trække en entydig streg mellem de troende muslimer, og de muslimer som har udviklet en bevidsthed, der bygger på evnen til at tænke rationelt. At de oplyste muslimer samtidig bevarer nogen af deres religiøse traditioner er en sag, som mange kristne og ikke troende kan dele med dem.

Så vil man gøre mere ud af at forebygge en radikalisering, så må man rette op på det mentale handicap islamisterne har tildelt sig selv.

Det er vigtigt at man i processen indrager indsigtsfulde og potente psykologer og mentorer, som kan inspirere til at tænke selvstændigt, og til at kunne udvise nærvær og empati.

Respublica takker forfatteren for tillaldelse til at bringe indlægget, som oprindelig blev bragt i Jyllandsposten februar 2014 efter angrebene på Charlie Hebdo, Krudttønden og Synagogen.

Dette indlæg blev udgivet i Charleman, Kurt, Filosofi/ Etik, Psykologi, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.