Islam , Charlie Hebdo og vold som trosgrundlag

Respublica bringer et udpluk fra dagspressen

Ayan Hirsi Ali, frafalden muslim, cand.polit.:

Vesten er behørigt skrækslagen. Men angrebet burde ikke komme bag på Vesten. Hvis der er noget, vi kan lære af så gruopvækkende en begivenhed, så er det, at det i bund og grund ikke gør nogen forskel, hvad vi mener om islam. Hellig krig er, hvad islamisterne tror på.Der er rigeligt med opfordringer til voldelig jihad i Koranen – og den står ikke alene. I alt for meget af islam er hellig krig et helt igennem moderne koncept.                                        ( Kristeligt Dagblad 09.01.15 )

Hvis der er en lektie at lære fra så grusom en begivenhed, må det være, at det, vi mener om islam, ikke spiller nogen rolle. Islamisterne tror selv oprigtigt på denne form for vold eller jihad.  ( Jyllandsposten 10.01.15 )

Det er nødvendigt, at vi indser, at islamister i dag er drevet af en politisk ideologi, der har i rod i islams grundlæggende tekster. Vi kan ikke længere lade, som om vi kan adskille deres handlinger fra de idealer, som inspirerer dem. ( Jyllandsposten 10.01.15 )

Frederik Stjernfelt professor idehistoriker Københavns Universitet   :

“Det må nu ophøre, at vi skal belæres om, at ytringsfriheden slet ikke er truet af religiøse kræfter. Det bør nu være slut med, at vi skal høre om, at islamister og terrorister blot er nogle »ganske få, der ødelægger det for de mange« – at det bare er ekstremister, der tager islam som påskud og slet ikke har noget med religion at gøre.

Hverken forsvarere eller modstandere af islam har brudt sig om at se i øjnene, at problemet er islamismen (…)

Det er en religiøs-politisk bevægelse, der går stik imod oplysning, demokrati, retsstat, lighed for loven – imod modernitet, ligestilling, trosfrihed, ytringsfrihed, gudløshed.”

“KAMPEN imod islamismen er både social, politisk, økonomisk og militær, men det er vigtigt at forstå, at det helt centralt er en ideologisk kamp, og den vil næppe slutte i vores levetid. Så meget vigtigere er det, at Vesten i helt anderledes omfang end hidtil står fast på sine egne grundprincipper: Oplysning. Ligestilling. Tolerance.Ytringsfrihed. Trosfrihed. Demokrati.”

“»Et angreb på os alle« – denne bovlamme formel har mange chefredaktører og kommentatorer minsandten valgt, som for at skjule skizofrenien. Men det udsagn er ikke kun mageligt, det er også løgnagtigt: Angrebet er ikke på os alle. Angrebet har ganske nøje udvalgt præcis det medie, der modsat alle andre faktisk har turdet stille op mod islamisterne. Det er det eneste medie, der netop ikke har rettet ind og bøjet sig for det islamistiske pres.”  (  Weekendavisen 09.01.2015 )

Magnus Ranstorp , Forsvarshøjskolen Sverige :

Bekymringen for et terrorangreb i de skandinaviske lande er steget igen. I Norge frygter man et angreb i løbet af det kommende år, i Sverige findes der angiveligt sovende enheder under Islamisk Stat, IS, og i Danmark har Politiets Efterretningstjeneste netop opgraderet terrortruslen fra ” meget begrænset” til ” begrænset”.

Men mens truslen fra IS kan synes mest håndfast i Norge og Sverige, hvor politiet ekstraordinært går bevæbnede rundt i Oslos gader, og man i Sverige fortæller, at det sker, at IS-terrorister bliver tilkendt asyl, er Danmark det mest oplagte mål for Skandinaviens ekstremister. Det vurderer Magnus Ranstorp, terrorforsker ved det svenske forsvarsakademi. ” Danmark står stadig højt på listen på grund af Muhammed-krisen i 2007, og derfor vil der for radikale ekstremister være størst symbolværdi i at slå til mod Danmark,” siger Magnus Ranstorp.Han mener, at trusselsniveauet i regionen længe har været højt – også før den seneste tids meldinger om trusler mod Norge og Danmark og meldingen om, at Sverige er bekendt med konkrete grupper, der har midlerne til at udføre et attentat på svensk jord. Han peger desuden på, at eksempelvis det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, løbende opfanger forsøg på at udøve terroraktioner, men at det først er i forbindelse med den nylige afsløring af IS-cellerne, at den svenske befolkning har fået kendskab til alvorens omfang.” Man skal ikke blive panikslagen, for vi har hele tiden en trussel hængende over hovedet, og sikkerhedstjenesten kender udmærket til det.Det er noget, befolkningen normalt aldrig hører om. Nyheden om, at der skulle være sovende celler, betyder ikke, at der er stor risiko for angreb i morgen,” vurderer Magnus Ranstorp.    (Kristeligt Dagblad 18.12.14)

Ingmar Karlsson er idéhistoriker og seniorforsker ved Lunds Universitet :               

  tidligere bl. a. Sveriges chargé d’affairs i Damaskus og Amman samt generalkonsul i Istanbul, foruden forfatter til en lang række bøger om Mellemøsten, islam og Europa.»Man bliver fortvivlet over denne koldblodighed. Og vi må desværre antage, at det vil gentage sig,« siger Ingmar Karlsson om terrorattentatet i Paris. (Information 09.11.15)

Professor emeritus  i islamologi Dr. scient. Mehdi Mozaffari ( Århus Uni , Sorbonne Uni.):

»Problemet er, at når du kritiserer islam, islamisme eller Koranen, rører du ikke blot ved teksten. Du rører ved dem, der har magten. Og de ønsker islam fritaget fra kritik eller hån. De ønsker ikke blot, at muslimer lever efter deres forskrifter, men at alle lever efter dem. De kan altså heller ikke tillade, at andre tegner profeten,« siger Mehdi Mozaffari, der mener, at den offentlige debat om terrorismen er nødt til at se mere bredt på islam – selv om det er svært.»Problemet er, at dette er et helt utrolig følsomt emne.Der skal ingenting til, før man råber op om islamofobi.Men vi kan ikke bare lukke øjnene og lade, som om det ikke er muslimer, der begår disse handlinger,« siger Mozaffari og forklarer, hvorfor volden fylder i religionen.»Koranen kan fortolkes på 117 forskellige måder. Men den stammer direkte fra profeten, som var en krigsførende mand. Det kommer man ikke uden om. Det er ikke som Jesus eller Buddha. Han var profet, statsmand og general. Derfor fylder volden noget i islam,« siger han. ( Jyllandsposten 10.01.15)

Professor i Koranstudier Thomas Hoffmann :

Koranen kan fortolkes på mange forskellige måder. Det giver grundlaget for, at de fundamentalistiske muslimer kan fortolke den til brugen af vold. At voldshandlinger sker i Allahs navn, skyldes muligheden herfor i religionen, forklarer Hoffmann.»Der er mange lag i den diskussion. Men der er visse lag i den islamiske tradition, der kan genopvækkes og reaktualiseres. Disse lag er aktivistiske og voldelige, hvor man drager i krig og udøver voldelige handlinger for sagen,« siger Thomas Hoffmann. (Jyllandsposten 11.01.15)

Jøren Borup, lektor religionshistoriker Aarhus universitet

Der [er] også grupper, der lever som minoriteter i Vesten, som udvikler en mere ortodoks eller fundamentalistisk form for religion, som de så eksporterer. Det gælder ifølge Jørn Borup f. eks. for nogle muslimske indvandrergrupper, der anvender den såkaldte isoleringsstrategi.De organiserer sig f. eks. i Hizb ut-Tahrir og ser sig som de sande muslimer.

»For studerende og forskere på religionshistorie er det basal viden, at der ikke er en egentlig kerne i religionerne, som man kan finde tilbage til. Religion konstrueres og genopfindes hele tiden. Det foregår i en form for spejlingseffekt mellem medlemmerne af de religiøse grupper og det omgivende samfund ” (Malene Fenger-Grøndahl interviewer i Newton.JP . 21.12.14 )

Jørgen Bæk Simonsen , professor i historie ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet:

Jørgen Bæk Simonsen siger  (…), at det til alle tider og alle steder har været mere end vanskeligt »at få fanatiske individer bragt til kollektiv fornuft. Det er lige meget, om det handler om det, vi så i Paris, eller om noget andet: Der er ingen traditioner, ingen kulturer, ingen religioner og ingen filosofiske systemer, som til fulde har indfriet målet om at få det onde til at forsvinde.« »Derfor er det et stort problem, hvis attentatet fører til, at hele den muslimske verden igen dæmoniseres.Der er jo millioner af muslimer, som ingen vanskelighed har med at være del af en moderne, mangfoldig verden. At bruge det brutale angreb til en generel karakteristik af islam er meningsløst,« ( Information 09.01.15)

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Medier og ytringsfrihed, Religion / Ideologi, seneste, Terror. Bogmærk permalinket.