Trykt i Politiken 3. august 2000 (kultur og debat, side 5)
Af Kai Sørlander
Socialisterne tog fejl, da de troede, at de kunne afskaffe selviskheden i et samfund uden interne modsætninger. Fejlen i vort samfund er, at det indflydelsesrige lag af velstillede tror, at de har afskaffet selviskheden.
Demokratiet kræver, at det er folket, der skal have den politiske magt. Hver især skal vi være med til at bestemme; men i praksis må det ske gennem valg af repræsentanter. Demokratiet forlanger derfor borgere, som er i stand til at tage rationel stilling til politiske problemer, eller som i hvert fald er i stand til at vælge politikere, som kan hjælpe dem i en sådan stillingtagen. Og det forlanger tænkere, som kan gøre opmærksom på vanskelighederne, mens de endnu er små og forholdsvis lette at overvinde; så samfundet ikke pludselig og uforvarende befinder sig dér, hvor vanskelighederne nok er lette at konstatere, men ikke længere kan imødegås. Der er intet, som med nødvendighed sikrer, at disse betingelser vil være opfyldt. Der er intet, som udelukker, at et demokrati kan undergrave sig selv, og at det kan vikles ind i konflikter, som det ikke er i stand til at løse. Det kan i kortsynet selvtilfredshed eller i en ideologisk blindhed følge et spor, der ender i en sump, som det ikke selv kan hæve sig op af.
Demokratiet kræver både erkendelse og samarbejdsvilje. Mangler erkendelsen, så bliver samarbejdsviljen blind; og mangler samarbejdsviljen, så bliver erkendelsen et redskab for selviskheden. Det ene er nødvendigt, og det andet kan ikke undværes. Men da vi er mennesker, og som sådanne menneskelige, så er både erkendelsen og samarbejdsviljen begrænset. Skal demokratiet leve trods den begrænsning, så må kravet være, at vi er os begrænsningen bevidst. Og det betyder specielt, at vi ikke bør være for naive i vor tro på menneskets godhed, men at vi bør begynde med en sagtmodig erkendelse af selviskhedens realitet. Dette krav stiller os umiddelbart over for spørgsmålet om, hvorvidt vi har så megen klogskab, at vi i vore demokratiske beslutninger kan tage det rette hensyn til vor begrænsede samarbejdsvilje. Måske falder vore teoretiske skrivebordsløsninger fra hinanden, fordi vi i vort selvbedrag har glemt, at selviskheden også spiller med. Selve påmindelsen om, at vi ikke bør lukke øjnene for menneskets selviskhed, er imidlertid én ting. En anden ting er, hvorledes vi mere konkret bør forholde os til selviskheden. Det afhænger først og fremmest af, hvor dybt den stikker: om den blot er et faktum, som vi må erkende og så i øvrigt bøje os for, eller om den tværtimod er noget, som vi kan ændre. Den gamle lærdom var, at mennesket i sin natur er selvisk og derfor syndigt. I den kristne tradition talte man om arvesynden. På den baggrund var det samfundets – den verdslige magts – opgave at lægge bånd på individernes selviskhed. Men senere, med den begyndende sekularisering, var der nogle, der vendte sammenhængen på hovedet. Efter deres mening var det dybest set ikke menneskets natur, men derimod samfundet eller civilisationen, der var den egentlige synder. Det var ikke mennesket, som i sig selv var fordærvet, men det var samfundet eller civilisationen, der fordærvede det. Når menneskene, som de er flest, i deres liv viser ufølsomhed over for andres lidelser og måske ligefrem handler råt, så skyldes det, at de er forkvaklede af den herskende samfundsorden. Deres sande og egentlige natur er derimod kendetegnet ved medfølelse og hjælpsomhed; men den vil kun udfolde sig under de rette betingelser.
Denne venden rundt på forholdet mellem menneskenatur og samfundsorden havde sit første markante udtryk med Rousseaus kritik af civilisationen og med hans ‘negative’ opdragelsesteori. Men den fik et særligt betydningsfuldt udtryk med den socialistiske kritik af kapitalismen. Mange socialister nærede en tro på, at socialismen kunne skabe et helt nyt menneske: et menneske, som alene var behersket af samarbejdsvilje, og som ikke længere kendte til selviskhed. Forenklet sagt så mente de, at hvis blot fællesskabet (repræsenteret ved staten) overtog ejendomsretten til produktionsmidlerne, så ville fællesskabsfølelsen også automatisk gro frem og selviskheden ville miste sit fodfæste i menneskenaturen. I det socialistiske fremtidsrige var selviskheden historie og næstekærligheden enerådende. Sovjetunionen var et forsøg på at virkeliggøre den socialistiske drøm. Staten overtog magten over produktionsmidlerne og økonomien skulle planlægges, så man undgik den ødelæggende konkurrence. Men det socialistiske menneske lod vente på sig; og for så vidt det kom, så viste det sig at være helt anderledes end ventet. Det var ikke en uselvisk samaritaner, men en egenkærlig bureaukrat. Med Sovjetunionens fald er det blevet let at se, at den socialistiske tro var naiv. Lidt sat eftertanke kan snart afsløre, at der overhovedet ingen grund er til at tro, at fordi man ophæver den private ejendomsret til produktionsmidlerne, så skulle selviskheden forsvinde og ikke i stedet blot finde nye og måske farligere udfoldelsesmuligheder.
Om ikke andet så har Sovjetunionens fald lært os at være varsomme med at tro, at vi kan fjerne selviskheden blot ved at ændre samfundsforholdene. Denne erfaring har stillet os tilbage til det gamle spørgsmål om, hvorledes der kan skabes et anstændigt samfund, når vi nu må bøje os for, at selviskheden ikke kan udryddes. Når vi vil genoverveje det spørgsmål, så er det naturligt at tage udgangspunkt i, hvad der stod tilbage, da det socialistiske eksperiment brød sammen. Det gjorde specielt markedsøkonomien i dens forskellige afskygninger. Dette system giver et vist spillerum for selviskheden, i og med at det tillader, at man forsøger at sælge så dyrt som muligt og at købe så billigt som muligt. Og når man nu ikke kan udrydde selviskheden ad den socialistiske vej, så må spørgsmålet være, hvorledes man kan tøjle selviskheden i det markedsbaserede samfund. Hvorledes kan man lade selviskheden udfolde sig på markedet og samtidig skabe et samfund, som er anstændigt for alle – altså også for dem, som taber på markedet? Eftersom markedssystemet medfører, at man ikke kan leve uden penge, så er spørgsmålet ganske enkelt, hvorledes det sikres, at ingen skal stå uden det nødvendige minimum af penge. I sidste instans må det sikres ved statmagtens indgriben. Da statsmagten imidlertid ikke kan skabe værdier ud af den blå luft, så må pengene til de svageste på en eller anden måde tages fra dem, som har mere, end de selv behøver. Men da disse er selviske på markedet, så bliver de ikke pludselig uselviske, når det kommer til at skulle hjælpe de svageste. Hvorledes kan samfundet så sikre, at der kan overføres penge fra de velstillede til de svage, uden at det sker under den ganske urealistiske forudsætning, at de velstillede er uselviske? Det er der mulighed for, at samfundet kan gøre, såfremt det kun kræver, at de velstillede skal yde til de svage, under den forudsætning at de bevarer deres relative placering i det økonomiske hierarki. Det vil ganske enkelt sige, at hvis en person har mere end en anden før skat, så skal han også have mere tilbage end den anden, når skatten er betalt. Det er således, vi faktisk har indrettet skattesystemet (og dermed den politisk påtvungne hjælpsomhed). Når vi har gjort det på den måde, så er der tale om en realistisk afbøjning i forhold til selviskheden. Vi har forenet et markedssystem, som tillader selviskheden at udfolde sig, med et skattesystem, som bøjer af for selviskheden, i og med at det kun kræver, at den enkelte skal yde til den fælles hjælpsomhed under den forudsætning, at han bevarer sin relative placering i indtægtshierarkiet. På den måde har vi sammenflikket et system, som forsøger at sikre de svageste, samtidig med at det ikke bygger på en tro på de velstilledes uselviskhed. USA og Danmark er eksempler på, at sammenflikningen kan have forskellige former; men det principielle grundlag er det samme. Lad os kalde dette system for socialkapitalistisk. Det socialkapitalistiske samfund er ikke det ubetinget gode samfund. Men det svarer jo blot til, at menneskene i sig selv heller ikke er ubetinget gode. Hvis menneskene var bedre, kunne man indrette sig som i den socialistiske ønskedrøm; men da menneskene er, som de er, så er en udgave af det socialkapitalistiske samfund det bedste, vi kan håbe. De mennesker, som følger det socialkapitalistiske systems regler og ikke mere, de er ikke så gode, som de kunne have været; men de er, som mennesker er flest. Det socialkapitalistiske systems styrke er, at det er indrettet under en realistisk hensyntagen til menneskets selviskhed. Det var en svaghed i socialismen, at den troede, at den kunne afskaffe selviskheden. På dette punkt kan vi altså konstatere, at det socialkapitalistiske system er stærkere og altså mere levedygtigt end det socialistiske, fordi det har en mere realistisk forståelse af mennesket. Men det næste spørgsmål er så, om det socialkapitalistiske system er stærkt nok . Kan det ikke også komme i den situation, at det undergraver sig selv, fordi det ikke kan holde sammen på sine indre modsætninger? Jo, selvfølgelig kan det det! Der er ingen højere magt, som sikrer, at det fortsat vil hænge sammen. Når den sociale hjælpsomhed ydes under den forudsætning, at enhver bevarer sin plads i det økonomiske hierarki, så er der tale om en evig balancegang. Det socialkapitalistiske system skal konstant overvinde en indre spænding, som det aldrig endegyldigt kan slå sig til tåls med, at det har overvundet. Og selvom samfundet fungerer økonomisk, er det ikke derfor sikkert, at det også giver de svageste et værdigt liv. Det kan blot lukke dem ude. Har USA en anstændig basis for de svage? Har Danmark? Hvor mange huller skal vi acceptere og stadig tale om anstændighed? Disse spørgsmål vokser ud af selve den indre spænding i det socialkapitalistiske system. Og skal vi fortsat kontrollere denne spænding, så bør vi være klar over dens natur. Det vil sige, at vi bør være på det rene med, at det socialkapitalistiske systems styrke er, at det pragmatisk bøjer sig for menneskets selviskhed, og vi bør altså slippe alle illusioner om, at vi kan indrette paradis her på jorden.
Omvendt må der så også ligge en fare i selve det, at vi kan misforstå det socialkapitalistiske systems virkemåde. Og da det kan være svært at acceptere sin egen selviskhed, så er der en misforståelse, som er fristende for de velstillede. De kan simpelthen være blinde for, at det, at de yder til de svage under den forudsætning, at de bevarer deres plads i det økonomiske hierarki, er en indrømmelse til deres egen selviskhed. I stedet kan de bilde sig ind, at de er den moderne inkarnation af den barmhjertige samaritaner. De ser ikke forskellen mellem at hjælpe direkte og således, at man selv bærer omkostningerne, og at hjælpe indirekte og under forudsætning af, at man bevarer sin plads i hierarkiet. I deres selvforståelse er der ingen forskel mellem samaritanergodhed og skatteborgergodhed. Reel betydning får denne virkelighedsfordrejelse, når samfundet som helhed står over for at skulle hjælpe fremmede. Når man også her yder under den forudsætning, at man bevarer sin plads i det økonomiske hierarki, så er det umiddelbart og helt alment klart, at de længere nede i hierarkiet tvinges til at opgive noget, som de højere oppe i hierarkiet ikke tvinges til at opgive. Så den velstillede, som politisk går ind for hjælpen, men kun vil bidrage under den forudsætning, at han bevarer sin plads i hierarkiet, han er etisk set (med samaritanerens målestok) ikke nødvendigvis et bedre menneske end den dårligt stillede, som går imod. Og det er en dyb misforståelse, hvis den velstillede tror, at han er bedre. Dette skisma skærpes, når hjælpen til de fremmede omfatter at tage dem ind i landet. Skærpelsen skyldes blandt andet, at det økonomiske hierarki også giver sig udslag i et bolighierarki. De velstillede bor for sig, og de fattige bor, hvor ingen andre vil bo. Når de fremmede skal bosættes, betyder det, at de især kommer til at bo blandt de fattige. Det er altså hovedsagelig de fattige, som i deres hverdag kommer til at mærke integrationen af de fremmede, og som altså må leve med konsekvenserne af, at de fortrolige omgangsformer brydes. Hvis så de fattige i deres politiske stillingtagen protesterer mod den udvikling, så er de etisk set ikke værre (eller mere selviske) end de velstillede, som kun vil yde under forudsætning af, at de kan bevare deres plads i hierarkiet, og som derfor i fred og ro kan bo på afstand af de problemer, som de lægger på de fattiges skuldre. Det simple faktum er altså, at den selviskhed, der kommer til udtryk i de fattiges protest mod indvandringspolitikken, blot er et andet udtryk for den selviskhed, som kommer til udtryk i skattesystemets indretning. Dybest set er der ingen forskel. Men tragedien er, at mange velstillede (deriblandt også nogle af biskopperne) tror, at der er en forskel. De forstår slet ikke, at når skattesystemet er indrettet, som det er, så er der tale om en afbøjning, som tager hensyn til netop deres selviskhed. I deres selvbedrag opfatter de deres egen skatteborgergodhed, som var den samaritanergodhed. Hvorfor er det en tragedie? Ganske enkelt, fordi det betyder, at der er mange velstillede, der misforstår deres etiske relation til det sociale fællesskab. Hvor de selv tror, at de kan tale fra en samaritanerposition, så taler de i realiteten kun fra en skatteborgerposition. Hvor de selv tror, at deres godhed er som samaritanerens – personlig og bestemt af den nød, man konfronteres med – så er den i realiteten som skatteborgerens – begrænset af, at man kun vil yde, såfremt man bevarer sin plads i indtægtshierarkiet. Men hvorfor er den misforståelse ligefrem en tragedie? Fordi det er de velstillede, der har magten over medierne. Det er dem, som bestemmer, hvad der skal høres i samfundet, og hvorledes det skal præsenteres. Og fordi det næppe er for meget at sige, at de velstillede, som har den magt, synes specielt at ligge under for misforståelsen om deres egen godhed. Det kan i hvert fald konstateres, at medierne i det store og hele er bærere af en holdning, som skjuler forskellen mellem samaritanergodhed og skatteborgergodhed, og som derfor er blind for de reelle problemer i den demokratiske beherskelse af selviskheden. Socialisternes fejl var, at de troede, at de helt kunne afskaffe selviskheden og skabe et samfund uden interne modsætninger. Fejlen førte til en tragedie. Fejlen i vort samfund er en anden end socialisternes. Den er, at der er et på alle områder meget indflydelsesrigt lag af velstillede, som tror, at de allerede har afskaffet selviskheden, i hvert fald hvad angår dem selv. Men i og med at deres godhed er skatteborgergodhed, kan ingen illusion være større. Og som illusion kan den på sin egen måde vise sig at være lige så farlig som den socialistiske. Skal vi genvinde den etiske anstændighed i politikken, så skal vi genvinde forståelsen for, at samaritanergodhed for evigt vil være noget andet end skatteborgergodhed.