Injurie turisme til London

No win  – no fee.

Skyldig indtil du selv beviser det modsatte

Storbritanniens hidsige injurielovgivning, fik angiveligt avisen Politiken til at indgå “forlig” med efterkommerne af profeten Muhammed for krænkelser.I øvrigt siden hvornår har muslimer talt deres aner gennem kvindelige arvefølge? Muhammed havde jo ingen sønner, der overlevede barndommen.

uddrag af artikel  af FREDERIK STJERNFELT  ( Weekendavisen  05.03.2010 )

De seneste fire-fem år har London været mål for libel tourism – injurieturisme. Folk fra nær og fjern anlægger injuriesag ved britiske domstole, fordi britisk lov og retstradition er meget fordelagtig for den, der føler sig krænket, og antallet af injuriesager stiger og stiger. 

Hertil kommer, at fortolkningen af, hvorvidt der er sket skade, inden for britisk jurisdiktion er yderst vid. Således har den saudiske rigmand Khalid bin Mahfouz 33 gange lagt sag an eller truet med det imod folk, der hævder, at han finansierer terrorisme. En af sagerne var imod den amerikanske statsborger Rachel Ehrenfeld – med den begrundelse, at 20 eksemplarer af hendes bog Funding Evil var blevet solgt i England, og at udtog fra bogen var globalt tilgængelige på nettet. Det fik den amerikanske delstat New York til at vedtage en lov vendt imod den britiske, der beskytter borgere i staten imod anklager for injurier, der ikke er gyldige efter amerikansk lov.

Den britiske injurieturisme skumler i kulissen til den aktuelle arabiske klage imod danske dagblade – var det med den mulighed lurende i baggrunden, at Politiken for nylig indgik det sælsomme forlig?

Nu er grundlaget for injurieturismen imidlertid under angreb. Det skyldes en spektakulær sag imod den britisk-indiske fysiker og videnskabsjournalist Simon Singh(…)hvor han anklager kiropraktorer for uden evidens at hævde at kunne kurere lidelser meget fjernt fra rygproblemer: »Den Britiske Kiropraktorforening [ BCA ] hævder, at dens medlemmer kan behandle børn med kolik, med søvn- og ernæringsproblemer, hyppige øreinfektioner, astma og udstrakt gråd – selv om der ikke er det fjerneste bevis (»not a jot of evidence«). Denne organisation er kiropraktorfagets respektable ansigt, og alligevel promoverer man gladeligt fupbehandlinger.«

Den 7. maj 2009 afsagde High Court kendelse i sagen BCA vs. Singh. Sagen blev dømt af Sir David Eady – kendt som en af de førende injurieturisme-dommere – der afsagde en kendelse, der vurderer betydningen af det citerede afsnit i Singhs artikel. Så at sige et stykke detaljeret semiotisk betydningsanalyse. Det afgørende er, hvorvidt disse påstande er en »comment«, hvis fairness derefter kan vurderes, eller om de udgør en hævdelse af fakta, som den sagsøgte derefter kan pålægges at bevise.I sidstnævnte tilfælde er der, som man ser, i en vis forstand tale om omvendt bevisbyrde. Domstolen hævder således, at Singhs artikel angår »fact« og ikke »comment«, og at artiklen således hævder, at BCA bevidst uærligt udfører fupbehandlinger, hvorfor Singh afkræves bevis for denne påstand.

I tilfælde af domfældelse vil han stå over for et erstatningskrav i omegnen af 500.000 pund. Stillet over for valget mellem at acceptere erstatningen eller indgå et forlig, der kræver, at han skal afholde BCAs sagsomkostninger, valgte Singh at appellere.

 

[Der er udfærdiget  en udtalelse om ] anvendelsen af britisk injurielovgivning i sager, der handler om videnskabelig uenighed, ligesom den generelt kritiserer den indskrænkning af ytringsfriheden, som engelsk injurielovgivning udgør. Blandt underskriverne er en lang række førende videnskabsmænd, journalister, forfattere, bloggere og andre, iblandt dem Alan Sokal og Jean Bricmont, Richard Dawkins, Ian Stewart, Nick Cohen og Martin Amis. »Jura har intet at gøre i videnskabelig debat,« hævder udtalelsen, der konstaterer, hvordan loven er ufordelagtig for skribenter på grund af de omfattende sagsomkostninger, der let skræmmer folk fra at forsvare deres synspunkter, hvis der trues med injuriesag. Det hedder videre, at »Frihed til at kritisere i hårde ord og uden ondskab er hjørnestenen i videnskabelig diskussion og debat, om det er i fagfællebedømte tidsskrifter, hjemmesider eller i aviser, der rummer ret til gensvar for klagere. (…) Injurielovgivningen afskrækker fra diskussion og debat og opmuntrer til brug af domstolene til at lukke munden på kritikere.«

Men udtalelsen henviser også mere generelt til det problematiske i, at »Letheden og succesraten ved at indbringe sager under engelsk lov, også vendt imod skribenter fra andre lande, har ført til, at London ses som verdens »injuriehovedstad«.«

[Der er] en engelsk bevægelse for at ændre injurielovgivningen, Libel Reform Campaign – der støttes af engelsk PEN, Index on Censorship, Sense About Science og en række andre organisationer.

Dette indlæg blev udgivet i Medier og ytringsfrihed, Politik / Lovgivning. Bogmærk permalinket.