Der hersker strukturel racisme i Sverige og Danmark. De hvide undertrykker de brune med deres definitioner og diskurs. De hvide ser ikke de indvandrede brunes vanskeligheder med samfundets struktur, og derved optræder de hvide som racister. Er det sådan det er?
Anne-Marie Vestergaard cand. mag., underviser og skribent
Jeg læste med interesse anmeldelse og interview med Athena Farrokhzad den 22.august, i anledning af den danske udgivelse af hendes digtsamling Vitsvit. Mit første bekendtskab med hendes digtning var spændende oplæsning og samtale på en festival i LiteraturHaus på Nørrebro i vinter. Men der er en mislyd. Hver gang hun ytrer sig offentligt eller i medierne, får hun flettet ind, at der hersker strukturel racisme i Sverige (og i Danmark, som hun jo også har en mening om). I Information har hun desuden udtalt, at hun går ind for det klasseløse samfund og finder det irrelevant at tale om parlamentarisk demokrati.
Med det ideologiske udgangspunkt er det klart, at Farrokhzad vil kunne afparere enhver form for kritik af hendes verdenssyn og holdninger. Hvis jeg f. eks. anfægter påstanden om strukturel racisme, vil svaret sikkert være, at jeg via min benægtelse reproducerer en hvid diskurs, der undertrykker dem med brun hud. Jeg bilder mig ind, eller dækker over, at problemet ikke findes, og deltager derfor i racistisk undertrykkelse af samfundets etniske minoriteter.
Min hvide stemme er med til at understøtte og bekræfte hvidhedens hegemoni.
I 1970erne talte man om falsk bevidsthed for at forklare, hvorfor ikke alle abonnerede på Marx’ teorier og ideologi. De borgerliggjorte skulle blot omvendes, se lyset.Siden kom poststrukturalismen og diskursanalysen til.
Vi ved dybest set ikke, hvad vi selv siger, ifølge disse teorier.
Men hvis alt er så strukturelt fastlåst, ifølge Farrokhzad, hvordan vil hun så forklare sin egen fantastiske succes i det svenske litterære miljø og de svenske medier? Er det så i virkeligheden et udtryk for racisme, at hun har fået så meget medvind og sågar har været nomineret til Augustprisen? Tager systemet hende som gidsel? Ville det ikke være mere produktivt for debatten – og for kunsten(!) – at man talte om forekomster af racisme i samfundet, det svenske eller det danske, snarere end om strukturel racisme? Kunst og politik kan snildt befrugte hinanden alligevel.
Strukturel racisme? læserbrev Weekendavisen 19.09.2014
Søren Kassebeer og Jørgen Johansen i b.dk 18.08.2014 :
I hvor høj grad identiteten er knyttet til sproget, og i hvor udpræget grad diskussionen om integration er et spørgsmål om at tilegne sig eller underkaste sig en anden kultur og dens »hvide« sprog, præciserer Athena Farrokhzad med snert i sin indledende tekst: »Min mor lod blegemidlet løbe igennem syntaksen/På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere/end en nordlandsk vinter.« Her får værdidebatten et andet fortegn.