Det tyrkiske osmanniske imperium har trukket grænserne i Mellemøsten. Det er imperiets fordele vi forsøger at skaffe med EU. Det kræver dog, at etnisk og kulturelt forskellige dele af befolkningen er frivillige statsborgere, ellers er der borgerkrig i vente.
Kommer der stabilitet ud af at Nato blander sig i Mellemøsten?
leder i Weekendavisen 22.08.2014 af chefredaktør Anne Knudsen (som er antropolog)
FLERE kommentatorer både her til lands og i Norge har i denne uge fremført det synspunkt, at de nuværende katastrofer i Irak og Syrien simpelthen skyldes den Anden Irakkrig. Den aktuelle anledning til fremførelsen af denne teori har været NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens besøg i Danmark; kommentatorerne ville gerne have ham til at påtage sig skylden for Islamisk Stats vederstygge ligheder. Generalsekretæren f orsikrede, at han ikke følte sig det mindste medansvarlig, men forbløffende mange danskere er fortsat af den opfattelse, at det hele havde været meget bedre, hvis vi havde ladet Saddam Hussein i fred.
NYLIGE udviklinger som den i Irak kan imidlertid ikke begribes, hvis man ikke har den mindste forståelse af deres historiske kontekst. Netop i år, hvor vi mindes udbruddet af Første Verdenskrig, kunne man forsøgsvis erindre, hvordan Mellemøsten så ud på den tid. Iraks og Syriens grænser er trukket af imperialister, men ikke først og fremmest af de imperialister, vi plejer at tænke på, briterne og fransk mændene.
Nej, de imperialister, som gennede vidt forskellige folkeslag som kurdere, tyrkere, grækere, serbere, albanere og arabere, persere, egyptere og armeniere sammen i tilfældige, administrative provinser, dét var de tyrkiske osmannere.
IMPERIER har mange fordele; det er dem, vi repeterer, når vi taler om EU. Blandt fordelene er den fredelige sameksistens mellem forskellige folkeslag, som under andre omstændigheder ville have myrdet løs på hinanden. Desværre har både det 20. og det 21. århundrede demonstreret, at man sagtens kan mobilisere folk, der hidtil har levet samdrægtigt i en imperial struktur, til at myrde hinanden efter etniske, sproglige eller religiøse skille linjer. Det var dét, der åbnede Første Verdenskrig, og det var dét, der foranledigede modbydelighederne, da Jugoslavien brød sammen. Ligesom det er dét, der folder sig ud i både Irak og Syrien.
BIDROG den Anden Irakkrig til en politisk udvikling i Irak, så var det tværtimod ved at åbne for en fredelig, politisk løsning af det problem, landet havde arvet fra osmannerne. Og som briterne ikke løste, da de overtog det osmanniske dødsbo efter Første Verdenskrig. Ligesom franskmændene på samme tid heller ikke løste det fuldkommen tilsvarende problem i Syrien og Libanon. Saddam Hussein stammede fra og favoriserede systematisk det sunnimuslimske mindretal i det centrale Irak; men enhedsstaten var en arv fra osmannerne. Hverken kurderne i nord eller shiaerne i syd havde andre grunde til at dele stat med sunnierne, end at dét gjorde de nu engang. Irak var essentielt en imperial konstruktion.
TIL teorien om, at det hele ville være bedre med den gamle diktator ved magten, kan man bemærke, at der ikke har været nogen Syrien-krig. Før syrerne gjorde oprør, diktatoren bekrigede dem, og udenlandske, religiøse interessenter kastede penge og mandskab ind i kampen. Diktatoren Bashar al-Assad sad ellers fuldkommen lige så trygt og roligt som i sin tid Saddam Hussein; vi forstyrrede ham ikke. Men han sad altså på den samme slags højeksplosive blanding, som man finder i Irak.
IRAKS og Syriens nutidige udvikling tyder ikke meget på, at grænserne i Mellemøsten vil blive liggende, hvor imperierne trak dem. Det har en parallel i Europa, hvor det russiske, det tyske og det østrig-ungarske imperium brød sammen samtidig med det osmanniske. De blev ikke alle sammen lige behændigt omorganiseret, og den nuværende krise i Ukraine er et udmærket eksempel på, hvad der siden er kommet ud af dét.
DØDSKAMP for enhedsstaten Irak, men nyt liv til noget andet; sådan kan man næsten ikke undgå at fortolke begivenhederne. Det er ubestride ligt, at Kurdistan er nærmere end i mange århundreder på at få realeksistens som stat. Det ville i givet fald være en udvikling, der går smukt i tråd med det, europæerne ønskede sig efter imperiernes sammenbrud. Om et blodtørstigt, skamløst morderisk sunni-kalifat vil kunne etablere sig på irakisk og syrisk territorium, afhænger formentlig af os, NATO. Men at diktatorer er garanter for fred i Mellemøsten, har Assad grundigt modbevist. Skade, vi lod ham sidde, da han tog sine masseødelæggelses våben i brug. For så længe befolkningerne ikke frivilligt er statsborgere, så længe vil fremtidige borgerkrige ligge gemt i imperiernes lange skygge.