Viljen til magt

Den fredelige majoritet kan ikke kan gøre sig gældende

Politisk og militær aktivitet påbegyndes og anføres af determinerede mindretal.

Et ganske lille antal med viljen til magt kan true og skræmme flertallet til tavshed – og til sharia. De tyske rigsdagsvalg i 1930’erne kan tjene som et eksempel

af Lone Nørgaard, cand.mag. og Torben Snarup Hansen ,historiker. De har begge forfattet og redigeret andre værker om islam og muslimsk indvandring

Hizb-ut-tahrir og andre islamistiske organisationer (fx Al-Qaida, Al-Shabaab, Hamas og Boko Haram) lægger ikke skjul på deres politiske mål: De arbejder for en forening af alle muslimer i verden under et islamisk styre, det såkaldte kalifat. Al vestlig indflydelse skal ud af den islamiske verden (Dar al-Islam, Islams hus), og alle skal leve efter islamiske love, sharia, der helt overordnet sætter skel mellem muslimer og vantro, mænd og kvinder, rent (halal) og urent (haram).

Et tilbagevendende argument fra såvel muslimer som ikke-muslimer lyder sådan her: Hizb-ut-tahrir, Det muslimske Broderskab, salafister og wahabister mv. er ikke repræsentative for islam. De rabiate har ’hijacked’ islam, som er fredens religion.

Dokumentationen for islam som alt andet end fredelig er massiv, men vores ærinde er i denne omgang et andet: Det hjælper ikke, at der er en majoritet blandt muslimer i Vesten, som blot ønsker at leve i fred med deres naboer, for et ganske lille antal med viljen til magt kan true og skræmme flertallet til tavshed – og til sharia. For med islam følger altid sharia og dermed politiske krav forklædt som religiøse. [redaktionen henviser også til RUC forsker Nils Bredsdorf : Sharia er en uløselig del af islam, her på www.respublica.dk for uddybning af forholdet islam og retsstat]

Sagen er den, at politisk og militær aktivitet påbegyndes og anføres af determinerede mindretal. Katastroferne, som begyndte i Tyskland og Rusland i første halvdel af det 20. århundrede, kan tjene som særligt oplagte vidnesbyrd. Oplysningerne er ikke svære at få fat i, jf. fx følgende to Wikepedia-links vedr. de tyske rigsdagsvalg i 1930’erne: http://dan.wikitrans.net/Riksdagsvalet%20i%20Tyskland%201932%20(november)?redir=Tyska+riksdagsvalet+1932+%28november%29 http://de.wikipedia.org/wiki/Reichstagswahlen_in_Deutschland#Ergebnisse_1919_bis_1933

NSDAP (Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti) grundlægges 1920 med få hundreder medlemmer. Der var aldrig tale om, at et flertal af befolkningen stemte på Hitler. NSDAP havde altid mindretal i Rigsdagen (som snart blev opløst). Her følger en oversigt over nazisternes andel:

Rigsdagsvalget d. 4.5.1924: NSDAP = 6,6 %

Rigsdagsvalget d. 7.12.1924: NSDAP = 3,0 %

Rigsdagsvalget d. 20.5.1928: NSDAP = 2,6 %

Rigsdagsvalget d. 14.9.1930: NSDAP = 18,3 %

Økonomisk krise og arbejdsløshed sætter ind i Tyskland og i forbindelse med præsidentvalget i to omgange i marts/april 1932, ser tallene således ud: Paul von Hindenburg = 53 %, Hitler = 36.7 %

Rigsdagsvalget d. 31.7.1932: NSDAP = 37,3 %

I forlængelse heraf bliver Rigsdagen opløst, og Rigskansler Franz Von Papen regerer med dekreter.

Rigsdagsvalget 6.11.1932: NSDAP = 33,1 %

Hitler udnævnes til rigskansler 30.1.1933. Partiet har ca. 850.000 medlemmer ud af 69 mio. tyskere.

Rigsdagsvalget d. 5.3.1933: NSDAP = 43,9 %

Reelt undertrykkes de andre partier med undtagelse af “de tysk-nationale”, som fusionerer med Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderpart. Men trods vold og fængslinger opnår Hitler stadig ingen majoritet. Valget d. 5. marts 1933, efter dannelsen af koalitionsregeringen Hitler-Hugenberg-Papen, kan kun begrænset beskrives som et frit og demokratisk valg, og valgkampen fandt sted under terror fra SA.

Nazisterne havde viljen til magt, mens store dele af befolkningen mistede tilliden til det parlamentariske demokrati, og det lykkedes som bekendt Hitler at opnå sit mål med vold, trusler og terror. Til trods for at han repræsenterede et lille mindretal.

Et tilsvarende eksempel kan findes i Rusland og kommunismen. Ruslands befolkning var i 1897 ca. 126 mio. personer.

Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti havde i 1903 ca. 5.000 medlemmer. Dette år blev partiet splittet i “bolsjevikker” = flertallet, og mensjevikker = mindretallet. Under den første (mislykkede) revolution i Rusland i 1905 havde bolsjevikkerne ca. 2.000 medlemmer. Efter tsarens fald i foråret 1917 var tallet 240.000.

I oktober 1917 tiltog partiledelsen sig diktatorisk magt. Det afmægtige parlament (duma) blev opløst i begyndelsen af 1918. Medier og undervisning var totalt kontrolleret og ensrettet. “Massernes” tilkendegivelser blev omhyggeligt iscenesat helt frem til Gorbatjov.

Bolsjevikkerne / kommunisterne var få, men havde viljen til magt. De skyede ingen virkemidler til at opnå deres mål. Fuldstændigt ligesom islamisterne.

***

Pt huserer en myte i samfundsdebatten om, at majoriteterne – reelt nationalstaternes ikke-akademiske befolkninger – mobber de stakkels afvigende mindretal (læs: muslimer), som skal beskyttes og have positiv særbehandling. Det absurde er, at journalister og politikere systematisk promoverer bøssers og lesbiskes rettigheder, men ser den anden vej, når denne minoritet faktisk hånes og overfaldes fysisk. Islam som vor tids dominerende superminoritet er simpelthen det nye tabu, promoveret af et determineret mindretal med stor indflydelse i medier (fx TV2, DR og Politiken) og inden for uddannelsessystemet.

Den, der vil accepteres på lærerværelset og tilhøre det pæne selskab, må helst aldrig sige noget negativt om islam eller muslimsk indvandring. Man må heller ikke sige noget positivt om national identitet og loyalitet. At man er glad for at leve i Danmark og gerne vil værne om såvel det danske sprog og dansk kultur. I stedet præsenteres etniske danskere for en ny religion, hvor de troende skal tilbede, respektere, beskytte, anerkende, flattere, betale … den ædle vilde?

Vi må på det skarpeste opponere mod det skyldkompleks, som diverse meningsdannere prøver at påtvinge Vestens offentlighed.

Eksempler er godt, og her følger en klassiker: Skuespilleren Flemming Jensen ytrede, da han blev spurgt, om han ville udtrykke sig satirisk om muslimer: “Jeg gør ikke grin med personer i underskud!”

Det er altid synd for muslimer – herunder de overklasseterrorister, der flyver ind i skyskrabere. Det er også synd for bøsser, undtagen når de får tæsk af muslimer. I forlængelse af historikeren Henrik Jensens “Offerets århundrede” handler det i dag om at finde nogle, det er synd for, og derefter fordømme nogle andre, der kan anklages for at forårsage elendigheden. Offer par excellence er morderiske islamister. Gaza er et stjerneeksempel på dette syndrom.

Det, der var venstrefløj for 35 år siden, fejer i dag 1700-tallets “oplysning” og sekularisering ind under gulvtæppet, mens arbejderklassen og nationen foragtes. I dag tilstræber venstrefløjen en befolkningsudskiftning i Europa, og foreløbigt går det derudaf med succes. Bl.a. på grund af molokken EU og internationale konventioner, der hindrer de nationale parlamenter i at føre en forsvarlig indvandrerpolitik. Ironisk nok havde kommunisterne engang en avis, der hed “Land og folk”. I dag skal begrebet ’folk’ afskaffes.

Fordi venstrefløjen og stort set hele det politiske, journalistiske og akademiske parnas svigter deres opgave som ansvarlige borgere og stikker hovederne i alle mulige buske, får fanatiske islamister lov til at boltre sig. Det er islamister, som systematisk slagter kristne i Afrika. Det er muslimske fanatikere, som udfører de såkaldt æresrelaterede drab (læs: kvindelikvideringer). Det er muslimske ekstremister, som stener voldtægtsofre og homoseksuelle. Det er fanatikere, der overtager moské efter moské. Fordi den fredelige majoritet er tavs.

Majoriteten er tavs, kuet og frygtsom og skal bare ikke have noget klinket. Derfor kan ganske få islamister – også i Danmark – få slået majoriteten blandt danskere (såvel ikke-muslimer som muslimer ) på plads. Fordi disse fanatikere har viljen til magt – og fordi de elsker døden højere end livet.

bragt 19.08.14 i Den Korte Avis (netavis)

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Hansen,Torben Snarup, Historie, Nørgaard,Lone, Politik / Lovgivning, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.