Krigstraumer giver kriminalitet – en intellektuel fejlslutning

Af kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og
børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose

Danmarks Statistiks udsendelse af publikationen “Indvandrere i Danmark” i december 2008, satte atter gang i påstande om, at indvandrere og efterkommeres høje kriminalitetsrate – ligesom en række andre integrationsproblemer – skyldes, at de pågældende har krigstraumer, og derfor har problemer med at fungere i et fællesskab. Mange forhold modsiger imidlertid denne opfattelse, som nu også tilbagevises af Danmarks Statistik.

Detailberegninger på grundlag af Danmarks Statistiks publikation “Kriminalitet og national oprindelse 2004″, som viser, at efterkommere (som er født og opvokset i Danmark) har et kriminalitetsniveau, der er dobbelt så stort som indvandrernes og tre gange så stort som danskernes, foruroliger os voldsomt. Ved de mere alvorlige voldsforbrydelser har efterkommerne et kriminalitetsniveau, der er syv gange så stort som danskernes og mere end dobbelt så stor som indvandrernes! Pointen må være, at når indvandrerne, hvoraf nogle er traumatiserede af krige, har et volds-kriminalitetsniveau som kun er det halve af efterkommernes, så peger den asociale adfærd på en anden årsag end krigstraumer, nemlig på kulturelle forskelle.

Det er et meget tydeligt fællestræk hos herboende indvandrere med en særlig høj kriminalitet, at de kommer fra lande med fortrinsvis muslimsk kultur. Denne kendsgerning skjules normalt, fordi man taler om “vestlige lande” med lav kriminalitet, og “ikke-vestlige lande” med høj kriminalitet. Men hvordan skal man så placere Kina, der har lige så lav kriminalitet som “vestlige lande”? Når vi således forlader den politiske korrektheds bortforklaringer, og beregner et gennemsnit af kriminalitetsindekset for de overvejende muslimske lande i statistikken (Tyrkiet, Bosnien-Hercegovina, Jugoslavien, Somalia, Marokko, Irak, Pakistan, Libanon, Iran og Afghanistan) og de overvejende ikke-muslimske lande (Danmark, Tyskland, Polen, Sverige, Storbritannien, Norge, Island, USA, Vietnam, Sri Lanka, Kina og Thailand), er resultatet, at medens de tolv overvejende ikke-muslimske lande har et gennemsnitligt kriminalitetsindeks på 76,6, så har de 10 overvejende muslimske lande et gennemsnitligt kriminalitetsindeks på 192,9 – altså en kriminalitet, som er mere end 2,5 gange større i gennemsnit (idet den samlede kriminalitet i Danmark svarer til indeks 100).
Hvis man vil årsagsforklare social utilpassethed med krigstraumer, hvad der for nogle individer kan være realistisk, må man for det første erkende, at der er indvandrere, som af mange andre grunde end krig kan være traumatiserede, før de kom til Danmark. For det andet har Sundhedsministeriet og Dansk Røde kors vurderet, at mindre end hver tredje af de flygtninge, der er kommet til Danmark, har oplevet traumatiske begivenheder i krig eller andetsteds. For det tredje er det ikke normen, at man pådrager sig vedvarende psykiske helbredsskader som fx PTSD ved katastrofale og livstruende oplevelser: ”Det første princip er at forvente normal helbredelse for flertallet ” siger ”Handbook of International Disaster Psychology III 2006”. Det er dog normalt, at psykisk sunde mennesker for en tid reagerer med symptomer på unormale omstændigheder. Det er også udbredt, at folk, der oplever frygtelig umenneskelighed, heles uden hjælp fra psykiatere og psykologer, hjulpet af selvindsigt og trygge omgivelser. Vi tænker her på de europæiske jøder der i 1930 og 40’erne overlevede tyskernes udryddelsesforsøg, og de hundredvis af danske politifolk i Hitlers KZ-lejre. For det fjerde er den udbredte tale om videreførsel af traumer til næste generation absolut en socialpsykologisk mulighed, hvor barnets reaktion er kulturelt formet, ligesom i øvrigt alle psykiske symptomer er det. Når magasinet ”Ny i Danmark” (januar 2009) kan meddele, at ”Den mest udbredte årsag til sygemelding [hos indvandrere] er ”ondt i livet”, som op mod 30 % – fortrinsvis kvinder – lider af” – så må det jo ved rent matematisk kalkulation gælde, at ”ondtheden” hos så stor en gruppe, hvor gæstearbejderkategorien udgør flertallet, må skyldes andre årsager end krig! Vi er imidlertid ikke i tvivl om, at det er anstrengende at være indvandrer i en fremmedartet kultur, også når man selv har valgt den.
Fra politi og skolelærere lyder det jævnligt, at drenge og unge mænd med muslimsk baggrund ”har kortere lunte” og er ”mere aggressive”, ligesom terapeuter beretter, at det står dårligt til med selvreflektionen hos netop muslimer, hvilket har betydning for forbedring af eget liv. Alt peger på, at anden generation med muslimsk baggrund, der ikke er indvandrere, men født her, integreres dårligere end andre danskfødte med udenlandske forældre, og dette fænomen bør undersøges i dybden.

Når Danmarks Statistik sætter alle mænds straffelovs-kriminalitet til et indeks på 100, og korrigerer for forskelle i alder og socioøkonomisk status (fordi unge og arbejdsløse er mere kriminelle end ældre folk i arbejde), så har danskere et indeks på 97 og vietnamesere 121. Folk fra Vietnam har dermed en meget lavere kriminalitet end folk fra følgende lande: Marokko 255, Libanon 243, Jugoslavien 242, Somalia 227. Så må man spørge: Har Marokko da været i en krig, der var dobbelt så traumatiserende som Vietnam-krigen? Det er fuldstændig umuligt at påvise en klar sammenhæng mellem krige og kriminalitetsindeks: Irak og Iran, som i høj grad har været i krig, har f. eks. indeks på 129 og 186, medens det langt mere fredelige Marokko har et indeks på 255. Afghanistan, som har været mere og længere i krig end alle de øvrige lande, har et indeks på kun 116.

Da vi for et par år siden begyndte at interessere os kritisk for påstanden ”krigstraumer er udbredte og fører til kriminalitet også i 2.generation”, startede vi med spørgsmålet: Blev danske modstandsfolk og politibetjente – eller deres børn – mere kriminelle af opholdet i Hitlers koncentrationslejre? Det synes slet ikke at være tilfældet.

Dr. med. Sven Arvid Birkeland, seniorforsker på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, som har undersøgt modstandsfolk, der blev arresteret og fik tortur af Gestapo under besættelsen, og skrev bogen “Taget af tyskerne. Danskere i 2. verdenskrig”, besvarer vores forespørgsel således: “Det emne, du berører, blev netop rejst spontant over for mig ved et interview af en mand, hvis far blev tortureret voldsomt, og derefter kom i kz-lejr, idet han sagde: “Hverken jeg eller mine ligestillede har nogensinde foretaget de ting, som 2. generationsindvandrere udfører, og vore fædre og mødre har bestemt ikke lidt mindre end deres forældre.” Det harmede ham, at det skulle kunne tilskrives fædrenes traumer. “Der er, som du vil se i bogen, mange traumer hos børn af modstandsfolk, men de har båret dem selv, og ikke udmøntet dem i vold”. (Mail til Kirsten Damgaard 14/3-2008).

Vores næste spørgsmål blev: Er jøder, der har været i Hitlers KZ-lejre – eller deres efterkommere – mere kriminelle end andre mennesker? Vi har ikke kunnet finde data, der tyder på det.

Den amerikansk/jødiske forsker Aaron Antonovsky, med doktorgrad i sundhedssociologi ved Yale University i USA, emigrerede i 1960 til Israel. Gennem undersøgelser af overlevende fra KZ-lejrene opdagede Antonovsky til sin store overraskelse, at mange jødiske Holocaust-overlevere på trods af ufatteligt store traumer var i stand til at etablere og leve relativt gode og kvalificerede liv. Det førte Antonovsky til den erkendelse, at problemet ikke i så høj grad er, hvad man udsættes for, men derimod mere evnen til at tackle disse oplevelser. Evnen til at tackle (coping) afhænger af personlighed, og måder at lære og erkende på. Disse forhold er jo dels genetisk bestemt og dels formet af omgivelserne, hvor hjemmet helt afgørende er den vigtigste faktor i formningen af kognitionen og det følelsesmæssige reaktionsmønster.

Danmarks Statistiks offentliggørelse af kriminalitetsraterne ordnet efter nationalitet og opholdsgrundlag (altså flygtning eller indvandrer) blev straks fulgt op af konsulenter, som gentog det gamle mantra om “krigstraumer som årsag til kriminalitet”, f. eks. af Manu Sareen og Fahmy Almajid i Berlingske Tidende 17/12-08 (med gentagelse i en række andre medier, bl. a. DR). Lad os derfor citere Danmarks Statistiks egen – helt modsatte – konklusion: “Der er altså ikke forskel på kriminalitetsindekset for mænd med flygtningegrundlag og mænd med øvrige opholdsgrundlag når der korrigeres for både alder og socioøkonomisk status” (s. 169).
Danmarks Statistik kommer til denne klare konklusion, selvom man efter vores opfattelse har været nødt til at anvende metodiske fremgangsmåder, som ellers let kunne bidrage til opretholdelsen af det modsatte synspunkt – og det gør blot konklusionen så meget stærkere. Det store metodiske problem er at skelne mellem folk, der rimeligvis kunne være traumatiserede, altså krigsflygtninge og folk fra flygtningelejre, overfor migrantarbejdere, familiesammenførte og folk, der på anden vis – måske uberettiget – har skaffet sig ophold her. Danmarks Statistik er således henvist til at regne folk for ”flygtninge”, hvis de kommer fra såkaldte ”flygtningelande”. Dette forhold har skaffet ophold til mange, der ikke opfyldte kriterierne for at være ”flygtninge”, fordi de pågældende ikke var forfulgte i deres hjemland. Det klareste eksempel er gruppen af palæstinensere, som opnåede asyl gennem “palæstinenserloven” – og gennem flere generationer har haft den højeste kriminalitetsrate.

Det vi refererer, rejser spørgsmålet: Hvilke træk i muslimsk kultur ligger til grund for denne asocialitet på værtslandets bekostning? For det første er det et afgørende element i den islamiske ideologi, at man betragter sig selv som højerestående, nemlig som “ren og rettroende” og underkastet et perfektioneret, og derfor endegyldigt og naturligt system, som anderledes tænkende kun kan være skyldige i ikke at ville underkaste sig. Endvidere omfatter islam en iboende diskrimination mellem mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer. Alle er ikke lige. At både islamiske ideologer og flertallet af muslimske opdragere accepterer brug af vold er ganske velkendt. Også de muslimske etniske miljøer i Danmark er karakteriseret ved en udbredt trussels- og voldsopdragelse. Disse forhold kan medføre en indstilling til berettigelse uden forudgående indsats eller forudgående fælles kontrakt, ligesom en etisk/psykologisk accept af voldelig og truende adfærd er forventelig.

Den autoritære opdragelse, sammen med trusler og vold, kan ifølge indlæringsteorien udvikle en aggressiv personlighed. Aggression kan forekomme både uden medfødte aggressive energier eller impulser og uden frustration eller andre negative påvirkninger. Den kan være resultatet af, at individet gennem opvæksten er blevet belønnet for aggressiv adfærd. Eller aggressiv adfærd kan læres ved at iagttage, at den fører til resultater. ”Der tegner sig (…) et billede af, at stærkt aggressive børns forældre enten har været ligeglade, kolde, afvisende, autoritære eller ligefrem fjendtlige; ofte er dette hos forældrene koblet sammen med lav selvagtelse, evt. også lav agtelse for den anden forældrepart. En del af disse forældre har også anvendt en betydelig grad af straf, herunder fysisk straf, eller trusler om det.” (B.Katzenelson www.gyldendalsleksikon.dk). Lad os endelig slå fast, at den islamiske tradition for stramme hierarkier og for ære- og skam tildeling grundfæster det kulturtræk, at jo mere man beklager sig, jo mere man jamrer, jo større chance for ikke at blive tildelt skyld. I en situation, hvor kritik af dem højere i hierarkiet ikke er tilladt, og selvreflektion ikke er indlært, pendulerer mange unge drenges selvforståelse derfor på ulyksalig vis mellem ”berettigelse” til status, goder og hævn, og “offer-rollen”, der ikke tager ansvar for krænkelser af ”danskernes” regler og kerneværdier.
Ingen i Danmark har tal på, hvilke ikke-krigsrelaterede traumer (som fx et tvangsægteskab med indbygget voldtægt) kategorien flygtninge har medbragt. Blot ved vi at 20-30 % opviser traumer, og vi ved, at mange kvinder med oprindelse i ikke-flygtningeproducerende landsbyer i Pakistan, Tyrkiet og Marokko savner de familiemedlemmer og den tradition, de har udskiftet med vestens materielle goder. For mange er savnet så stort, at det fremtræder somatisk med fysiske smerter og træthed. Psykologer og psykiatere ved, at en mors lidelser i form af hjemve, ulykkelig kærlighed, krænkelser og traumer rammer hendes børn meget hårdere, end deres fars eventuelle krigsarv. Og det er naturligvis direkte skadeligt for integrationen, hvis de reelle årsager til vold, hærværk, berigelser, specialundervisning, dårlige IQ testresultater, afbrudte uddannelser etc. forties, og erstattes med urigtige forklaringer, som bortvisker årsager relateret til dimensionen personlig integration, som fx myten om krigstraumer, således at kvinders ”ondt i livet” eller pigers vrede og afmagt i forhold til hjemmets diskriminerende kultur kun må erkendes som ”krigstraumer” af de professionelle, der skal hjælpe dem.

En masterafhandling af Sissi Buch fra juni 2007 ved Center for Mellemøststudier med titlen “Den hemmelige lidelse”, som blev citeret meget i pressen, opnåede på et ikke alt for fast grundlag at overdimensionere krigstraumer som årsag til både den voldsomme kriminalitet og andre integrationsproblemer. Vi citerer: “Endvidere ved vi også, at især flere piger i Vollsmose skolerne har psykosomatiske symptomer som hovedpine, mavepine og er kede af det. Det kan antagelig ikke kun forklares med, at de ikke spiser morgenmad og får for lidt motion. Det kan være en af de medvirkende faktorer, men hvor jeg nærmere vil sammenholde med familiernes samlede symptomkompleks, der i sidste ende antages at hidrøre fra traumer og deraf manglende overskud i familien, som beskrevet i symptomkomplekset omkring traumer. Ganske vist er skolebørnsundersøgelsen ikke delt op efter etnicitet, men langt de fleste elever på de tre Vollsmose skoler er af anden etnisk oprindelse end dansk og fra flygtningeproducerende lande.” – Så let bliver skolepigers ubestemte utilpashed i form af hoved- og mavepine forvandlet til krigs- og flygtningetraumer, og denne ”videnskab” bliver citeret bredt i pressen!
Skal man derimod opleve den sundhed og modstandskraft, den livsduelighed, som Aron Antonovsky undersøgte og beskrev, så er det første krav, at man betragter sig selv som ansvarlig skaber af sit eget liv, og ikke blot som offer. Og for samfundet er det afgørende, at efterkommerne bliver i stand til at tage ansvar som medborgere i fællesskab med den oprindelige befolkning og dermed indvandrer også mentalt.

En kortere version af denne artikel er bragt i Weekendavisen 20.03.09

Noter:

Danmarks Statistik: “Indvandrere i Danmark 2008″, december 2008,
ISBN 978-87-501-1726-1.

Danmarks Statistik: “Kriminalitet og national oprindelse”, Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, 2006:11, 30. maj 2006.

Krigstraumer giver kriminalitet – en intellektuel fejlslutning

Forfatter-indeks

Emne-indeks