Det er ofte man konstaterer at denne eller hin journalist ikke har sat sig dybt nok ind i det område vedkommende har givet sig i kast med. Erkendelser tager tid og god faglitteratur støtter processen! Ligesom man kan undre sig over mange TVprogrammers korte varighed og den manglende dybde på de mange fjernsynskanaler vi efterhånden har adgang til, et forhold der ellers kunne bevirke at der skulle være tid nok, så ærgrer debattør Lone Nørgaard sig over overfladiskheden hos mange i journaliststanden. Gode aviser er guld værd for læserne. Hurtigt samlet stof – aviser der fx bare citerer hinanden eller ureflekteret mikrofonholderi – kan gøre dummere.
Vi citerer (Hvorfor læse bøger? Jyllands-Posten 17.08.2014)
Pressens meningsdannere skylder modtagerne af deres budskaber at være klædt fagligt på.Hvorfor læse bøger (in casu faglitteratur), når det er så meget nemmere at lade være Den indstilling synes at præge tidsånden, men det er en holdning, der skal have modspil. Ikke mindst i forhold til presseredaktioner/ journalister, der i en mediehavstid har fået stadig større indflydelse på opinionsdannelsen, og derfor skylder modtagerne at være fagligt klædt på.
Desværre må jeg tilbagevendende forundres over såvel vidensniveau som vinkling, herunder redaktionsvalg af eksperter. Mit yndlingseksempel er det i egen selvforståelse kloge, daglige DR-radioprogram P1 Morgen. I skrivende stund er det den journalistiske behandling af Israel-Palæstina-kon-flikten, der maner til eftertanke.
Frem for den langt mere objektivt rette vinkling under arbejdsoverskrifterne “Hamas angriber igen Israel”, “Hamas bryder igen alle internationale regler for krigsførelse ved at affyre raketter mod tilfældige civile mål” og “Hamas bruger som sædvanligt kvinder og børn som bombeskjold”, tipper vægten typisk til fordel for Israeler-aggressor. Bakket op af “the usual suspects” med Mogens Lykketoft i spidsen.Samme ubalance eksisterer i mediedækningen af EU. Således er det næppe sandsynligt, at ret mange journalister har læst Erik Høgh-Sørensens bog “Mod vinden” (2014).
Forfatteren har ellers været Ritzaus korrespondent i Bruxelles 1995-2009 og drager konklusionen: Pressen er overfladisk, “tester EU-positiv”, og i dansk EU-journalistik bliver den tilstræbte objektivitet for ofte til tilstræbt konformitet.
DR’s mangeårige mand i Bruxelles, Ole Ryborg, fører feltet an, og beklageligvis bliver Ryborgs ubalance til DR’s ubalance.
Den systematiske suverænitetsafgivelse og politiske, moralske, økonomiske korruption lever den danske befolkning med relativt få undtagelser i (u) lykkelig uvidenhed om. Altså indtil chokbølgen rammer.
Journalister har næppe heller læst en anden bog, der også kaster kritisk lys over EU-mastodonten: Kasper Støvrings “Fortællingen om fredens Europa”. For slet ikke at tale om David Gress’ sørgeligt oversete værk “EU Europas fjende”.Med den i hånden kunne journalister og politikere ellers blive bedre til at holde styr på begreberne.
At være imod den totalitære EUmastodont er nemlig ikke at være imod Europa. Tværtimod. Det sande Europa holder fast i sine rødder, frem for som EU at fortrænge og forråde Europas specifikke historiske udvikling. De højtudviklede europæiske samfund med frihed (srettigheder) og velstand er skabt igennem århundreders politiske og religiøse kampe og hårdt arbejde.
De samfund er EU-eliterne ved at køre i sænk med deres totalitære harmoniseringstiltag og hovedløse indvandringspolitik, der fornægter kulturelle forskelle.Den historie hører man bare aldrig DR’s EU-chefideolog professor Marlene Wind fortælle.
Hvilket fører mig direkte over i endnu en læseværdig bog: Lars Tvedes “Det kreative samfund” (forklaring senere på koblingen Wind-Tvede). Heri kortlægger forfatteren baggrunden for den vestlige civilisations overlegenhed, og – knapt så opmuntrende – for, hvordan den igangværende samfundsmæssige udvikling minder om det romerske imperiums kort før dets fald.
Tvedes grundlæggende tese er, at civilisationer og imperier er blomstret op, når folkeslag har fundet nye metoder til at stimulere folks kreativitet – og at de er gået nedenom og hjem, når de senere har mistet denne evne. Mange vestlige lande er truet af sammenbrud fremkaldt af et indre forfald som følge af bl. a. overregulering, overbeskatning, samt voksende skarer af bureaukrater, rent-seekers (mennesker, som forsøger på at skaffe en gevinst – economic rent – på bekostning af andre i stedet for ved at skabe egentlige nye værdier), dommedagsprædikanter og nulvækstprofeter.
Værkets del fem er viet til dokumentation af årsagerne til, at Vesten er ved at sande til. Jeg må indskrænke mig til punktform i forlængelse af ovenstående, men styrken ved bogen er altså, at dens påstande hele vejen igennem underbygges solidt:
* Tiltagende teknologiforskrækkelse, økofascisme, panikmageri og irrationalitet (bl. a. atomkraft og Greenpeace som eksempler)
* De ustoppelige stater i form af hæmningsløs lovgivning, lovjungler og utallige klageinstanser
* Ustoppelig vækst i den offentlige sektor N Gæld (til de voksende stater), brandbeskatning og stagnation
* Stadig stigende støttekultur med forsørgermentalitet og taberfabrikker til følge: Socialhjælp kan nedbryde folks moral. Jo mere generøs invalideforsikring – desto flere syge er der. Den arbejdsfrie tilværelse hæmmer en foretagsom kultur, hvorimod arbejde fremmer civiliseringsprocessen.Ulandshjælp gør gennemsnitligt økonomisk skade for modtagerlandene. Fælleskonklusionen i historien om velfærdsstaten, ulandshjælpen, erhvervsstøtten og overuddannelsen er, at støtte typisk fungerer dårligt og stik imod hensigten, hvorimod incitamenter fungerer godt.
* Underminering af demokrati og videnskab (bl. a. klima som eksempel, hvor offentligt ansatte forskere ofrer videnskabelige grundprincipper for i stedet at agere politiske aktivister uden at ville fremstå som sådan).
Den sidste pind fører lige lukt tilbage til Marlene Wind og det segment, hun repræsenterer. Tvede konstaterer da også tørt: »Forskere tjener offentligheden bedst ved at efterleve videnskabens etik og ikke politikkens.« Jeg får mindelser til Friedrich Nietzsches lille kampskrift “Schopenhauer som opdrager”: »Staten har aldrig været interesseret i sandheden, men kun i den sandhed, den selv har gavn af ()« – og det er ikke mere spor svært et langt stykke ad vejen at følge den unge Nietzsches foragt for universitetsmiljøet.
Hvorfor læse bøger? Af den enkle grund, at bøger i form af faktabaseret og konsistent argumenterende faglitteratur gør mere vidende om verden.I modsætning til den daglige, overfladiske nyhedsstrøm, der kører i sløjfer mellem de forskellige medier, og fordummer og vildleder mere end vejleder.Hvabehar? Ja, skyldig: Set fra mit hjørne af haven er (parat) viden og kundskaber i sig selv værdifulde, karakterstyrkende og identitetsskabende.