Muslimer har genoptaget et gammelt hæsligt fænomen i Europa – Jødehadet. Et had hos muslimer som danske medier havde en træghed mod at beskrive.Det var vel for pinligt, at have “nydanskere” med et sådant menneskesyn.Vi bringer et udpluk af Journalist Niels Lillelunds beskrivelser og overvejelser (Juden Raus i Jyllands-Posten 17.08.2014)
I Paris sætter de ild til synagogerne og de jødiske butikker, råbene gjalder i gaden, palæstinensere vifter med hagekors under deres demonstrationer, Juden raus! I Tyskland det samme, Hamas, Hamas, Juden ins Gas, råber de, fra Holland og Frankrig er jøderne for længst begyndt at sive.De har forstået beskeden.
(…)jøderne i Paris-forstaden Sarcelles, der i sin tid slog sig ned der, fordi de var forfulgte i Egypten, Tunesien og Marokko, må nu igen overveje situationen.
Billederne, videoklippene fra gaderne i Sarcelles, ankom ad den apokryfe nyhedsstrøm, i de officielle medier var der længe en sær tavshed. Sær, for er Paris virkelig så langt væk, så eksotisk et sted, at det slet ikke anses for relevant for danske læsere og seere? Heller ikke tavsheden er ny. Den facile borgerlighed tier.
Vi så det for et par år siden, da der var parade på Rådhuspladsen, og der blev råbt Heil Hitler og ned med USA, ned med Danmark, ned med demokratiet, alle jøder skal dø, Allah er den største, og at han nok skal komme efter jøderne og give dem deres straf. En ung mand fik hvislet, at »hvis I vil ha’ jeres jøder så ta’ dem, de ska’ ikk’ vær’ ned’ i vores land« og det kom med i TV-Avisen, men ikke så meget andet.DR oplyste kun, at der havde været »et stort politiopbud«, og at palæstinensere og autonome havde været »meget højrøstede«. Ikke videre.
Og da en fredsdemonstration for nylig måtte afbrydes og demonstranterne fragtes bort og i sikkerhed, fordi den blev afbrudt af hujende, voldelige typer, der viftede med Hamas-flag, meddelte politiet dagen efter, at alt var forløbet stille og roligt og lovformeligt, ingen grund til postyr eller panik.Men det er løgn.
Hvor politiet ikke kan beskytte en fredelig demonstration, og hvor pressen ikke interesserer sig for det, hersker ikke lov og ret, men pøbelvælde.
Når folk på de sociale medier erklærer, at alle jøder er legitime mål, vil de fleste kunne finde ud af at tage afstand. Men når man starter en underskriftsindsamling for at få jøden Martin Krasnik væk fra skærmen, og når man i samme åndedrag benævner en række journalister som værende jøder eller gift med jøder eller hebraisktalende, kniber det mere, for der er på den ene side og på den anden side.
De, der har forsvaret Krasnik ved at sige, han er en dygtig journalist, har misforstået problemet. Om Krasnik er dygtig eller ej er sagen uvedkommende, også udygtige jøder har ret til at være her uden at blive bedømt på, om de er jøder eller ej.
Det er det uantagelige. At blive bedømt som jøde, snarere end som borger og bager, cykelsmed eller tv-journalist.
Man har anført, at hvis Israel fjerner sig fra Gaza, så holder jødehadet nok op.Det er en historieløs betragtning. Jødehadet er det ældste had, vi kender. I Mellemøsten i 1930′ erne var Hitler en stjerne, den store frelser, mange så ham som den 12. imam, alliancen er til overflod dokumenteret i bogen “Hagekors og halvmåne”.