En muslimsk efterskole, hvor drenge og piger spiser adskilt. Lederen fremfører, at mange forældre foretrækker denne ordning. Helt ligesom at “brobyggerne” i diverse integrationsprojekter, helst selv skal være fra det etniske mindretal man søger at nå. ” De har mere tillid til os” lyder forklaringen.
En læge fortalte mig ,at visse af hans patienter var bange for ham. De troede nemlig at han var muslim. Så de må have en vis viden om det muslimske menneskesyn. Måske skulle han bære et badge : “Jeg er ikke muslim”. Ak ja, i 1990’er grinte vi meget af de sorte lesbiske kvinder, der kun mente at kunne hente indlevelse og hjælp fra sorte lesbiske terapeuter for de problemer der var helt enestående for sorte, lesbiske, kvinder osv. Samme alder og socialklasse skulle de vel også have for overhovedet at kunne “mødes” .
Professor Frederik Stjernfelt har filosoferet over hvorfor kulturalisme er noget hjernedødt hø. Anledningen er visse personers forestillinger om at etnicitet – aktuelt jødiskhed – går dårligt i spænd med troskyldigt tænkt objektivitet samtidig med at begreber som vurdering,valg, analyse nærmest tænkes ud af menneskets generelle kognitive kapacitet.Men sandt er det jo også, at der er forskel på de vilkår kulturer giver den personlige udvikling og dermed hvilke muligheder/repertoire der foreligger for personlig stillingtagen (læs fx professor psykolog Carsten René Jørgensens bog om Identitet ) .
Samtidig vil vi henlede opmærksomheden på professsor Hans Gullestrups bog Kultur, kulturanalyse og kulturetik – eller hvad adskiller og forener os? Hvor man faktisk efter endt læsning har redskaber til at disikere en kultur, og se om den er mere eller mindre forandringsparat/ rigid end en anden kultur ligesom man kan sammenligne grundlæggende verdensopfattelser (herunder menneskesyn) i kulturer! Det skal være udgaven fra 1992 – for senere blev Gullestrup mere spag i mælet.
Her kommer nogle citater fra Stjernfelts meget præcise fremstilling om kulturalisme. (Hvorfor det kulturalistiske præsteskab tager fejl. Weekendavisen 15.08.2014)Vi anbefaler at læse hele artiklen.
DET har længe været kurant at angribe politiske modstandere for deres »menneskesyn«. Det bliver nu på en bagvendt måde igen aktuelt, efter at debattører har startet en underskriftindsamling imod, at danske jøder eller Israel-sympatisører kan dække Gaza-konflikten.
Bag ideen om at kunne styre, hvem der må dække hvad, skjuler sig et dybere menneskesyn.
Det lyder, at mennesker er determineret af deres kultur, af deres kulturelle loyaliteter, at vi er åndløse redskaber for kulturelle strømninger og ude af stand til at sætte dem i parentes og betragte emner objektivt. Det dystre er, at konsekvensen af et sådant menneskesyn jo er, at der så reelt ikke er nogen som helst, der er værdige til at dække noget som helst – for vi har alle en personlig baggrund fuld af skrammel, loyaliteter, kulturelle ligtorne og ømme tæer. »Den objektive journalist« eksisterer ikke i den forstand, at der skulle kunne eksistere en person uden kulturel baggrund. Men fejlen ligger i at tro, at den kulturelle baggrund faktisk determinerer folk helt igennem – at tro, det er kulturalisme. For mennesket har ikke kun kulturelle baggrunde – det har også frihed og rationalitet, der gør det i stand til at hæve sig over sin baggrund og indtage en mere eller mindre kritisk position i forhold til den.
Frihed og rationalitet er derfor muligheder for individet, men de har meget forskellige råderum i forskellige samfund. Det tillader os at se, hvilken rolle institutioner spiller for udviklingen af disse menneskelige kompetencer.
Ansættelser og embeder er for eksempel sådanne institutioner – embedsmanden må sætte sine kulturelle, religiøse og ideologiske forestillinger i parentes bag skrivebordet, kun derved kan man opretholde en ukorrupt stat med lighed for loven og lige behandling af borgerne. I særdeleshed gælder noget sådant vidensinstitutioner som presse, uddannelser, universiteter. Sådanne institutioner legemliggør og muliggør udviklingen af objektivitet.
Når man træder ind i rollen som journalist, videnskabsmand, forsker, så træder man i en vis forstand momentant ud af hele den kulturelle sump, man er rundet af, og ind i et sæt normer, der løbende vedligeholdes og udvikles af institutionen.
Det samme gælder i et vist omfang mere generelt for alle myndige i et demokratisk samfund, når de debatterer, argumenterer og derved underlægger sig rationelle normer.
Derfor kan man både ideelt og faktisk udfylde sin rolle som objektiv udvikler og formidler af viden i institutionerne – blandt andet fordi ens gøren og laden overvåges og korrigeres af kolleger underlagt samme idealer.
Men samtidig giver det en friheden til i privatlivet at træde et skridt tilbage og udvikle og kultivere alle hånde mærkelige særinteresser og loyaliteter. Denne dobbelthed af offentlig og privat er fundamental for demokratiske, civiliserede samfund.
(…) institutioner [muliggør], at eksplosive og initiativrige individer kan påtage sig deres idealer og drive institutionerne videre frem. Samtidig muliggør idealernes inkarnation i institutioner, at vi som individer kan holde fri fra disse institutioner og opføre os mere eller mindre vanvittigt, idiosynkratisk og umoralsk i privaten – så såre vi bare mander os op til institutionernes normer, når vi træder ind i dem.
Det er dette basale, moderne »menneskesyn«, der angribes, når vi skal bildes ind, at jøder ikke kan kommentere Gaza, og at vi generelt er viljesløse marionetter for vores kulturelle baggrund. Det er vi ikke. Og dem, der drømmer om, at vi skulle være det, er meget ofte folk, der godt kunne tænke sig at udhule autonomien i de moderne vidensinstitutioner for at opkaste sig selv som de præster, der skal fortælle os, hvad vores tvingende kultur i virkeligheden er.