Arabisk urbanitet

Der er  slående forskel på amerikanske villakvarterer og arabiske ditto. I USA  har man sjældent hegn om forhaven, ofte glasruder i døren, og ingen netgardiner. Kort sagt forekommer boligen 

meget indbydende.Det modsatte er tilfældet i arabisk byggestil.Her er alt lukket – som i en burka- gerne med lille kighul i døren, som er så lille at man må sidelæns ind, hvor døren så igen udgør  en del af porten, som kan åbnes i to eller tre dele.Ofte er der også glasskår på toppen af muren.Og nogle mure er bygget højt, blot for at tage udsynet fra naboen…

Carole Delaney,der forsker i køn i islam, jævnfører byens og husets lukkethed med sløret og tørklædet. Kort sagt den gamle værdi  ærbarhed og hvordan man bevarer den i det sociale liv. Mere om Delaney’s perspektiv sidst i artiklen.

Ovenstående, der gælder nutiden, står der nu ikke noget om i professor Frederik Stjernfelts anmeldelse af André Raymonds bog om arabiske storbyer i Det osmanniske Rige frem til ca.1900, som vi vil citere lidt fra idet vi anbefaler at læse hele artiklen i Weekendavisen 08.08.14

Hvis nogle læsere kender til værker om ny/ændret arkitektur i europæiske byer med muslimske bydele er Respublica interesseret i et høre om det.

André Raymond: Arabiske storbyer i Det Osmanniske Rige. Oversat af Pernille Bramming. Med fotografier af Hans Munk Hansen. 366 sider. Vejl. pris 250 kr. Forlaget Vandkunsten.

“Udviklingen af byer er et af de mest afgørende skridt i menneskehedens udvikling – det er ikke noget tilfælde, at et ord som »civilisation« er afledt af ord for by (latin »civis« og »civitas«, borger og by). Studiet af forskellige måder at opbygge byer på er derfor af afgørende betydning for forståelsen af civilisationsprocessen mere generelt. Den nyligt afdøde franske uddannelseshistoriker André Raymonds nyklassiske bog om de arabiske byer fra 1984 giver et velkomment overblik over de arabisk-tyrkiske kulturers bidrag til byudviklingen. Raymond koncentrerer sig her om de arabiske storbyer Kairo, Algier, Tunis, Aleppo, Damaskus, Mosul og Bagdad i den osmanniske periode, ca. 1500-1800.

Bogen gennemgår i mange interessante detaljer byernes fysiske struktur, opdelingen i kvarterer efter religion, etnicitet, lav og skellet handel/bolig, deres administrative struktur, erhvervs-og socioøkonomisk spredning og meget andet.

Hvis man har været i et par af byerne, er bogen en decideret øjenåbner, der tillader læseren bedre at forstå en lang række interessante egenskaber ved disse særlige byer. En central argumentation retter sig mod fraværet af nogen form for centralt bystyre med borgmester, rådhus og lignende i disse byer – et punkt hvorved de arabiske byer adskiller sig radikalt fra europæisk bytradition helt tilbage til antikken.

Begge [også den europæiske by] var omgrænset af bevogtede bymure, men i de arabiske byer gentager denne struktur sig indadtil i de enkelte boligkvarterer, der ofte har ganske få, bevogtede indgange, der blev stængt for natten. Det indebærer en anderledes fordeling af offentligt og privat rum. Tendensen er, at den centrale by præges af basaren og af prestigiøse håndværksfag – ofte beliggende tæt på en central stormoské (lidt svarende til antikke templer og europæiske katedraler). Dette offentlige rum er karakteriseret ved et gadenet, der ofte nærmer sig et gridnet af vinkelrette gader omkring en central handelsgade – som Qasaba i Kairo.

Det står helt i modsætning til gadenettene i boligkvartererne, der reelt er semiprivate, og som forgrener sig i svungne gyder, der oftest ender blindt. Reelt er der en central offentlig sfære omkring bazaren – og så aftager offentligheden, jo mere man går ind i boligkvartererne, der snarere er en buket af afsondrede landsbyer, adskilt fra hinanden med mure.

Mange mere velhavende boliger er gårdhuse, der så at sige vender indad og hverken har vinduer eller pynt ud mod gaden.

»Millet« -systemet synes således at have øget de religiøse gruppers isolation i bestemte kvarterer.

Noget lidt lignende gælder ifølge Raymond fremvoksende etniske kvarterer, kurdiske, andalusiske, syriske og andre. Raymond drager ikke explicit den konklusion, at det samlede offentlige rum simpelt hen er betydeligt mindre (og mindre offentligt kontrolleret) end i europæiske byer, men det er en nærliggende opsummering.

Dette skema kan så modarbejdes på enkelte punkter af bestemte tendenser: At rigmænd allerede i 16-1700-tallet begynder at opføre ambitiøse villaanlæg i udvalgte udkanter, og at den politiske magt ofte isolerer sig på et citadel uden for bykernen.

En mærkelig undladelsessynd er omtalen af slavehandlen, der er næsten fraværende i Raymonds ellers detaljerede gennemgang af lav og handel – især hvad angår byerne på Berberkysten, Tunis og Algier. Raymonds periode er jo guldalderen for disse byers pirateri, der tog slaver på Europas kristne kyster – nogle gange så fjernt som Irland og Island. Denne slavehandel var en af de allerstørste indtægtskilder i Tunis og Algier – man anslår, at disse byer har taget og videresolgt i omegnen af en million europæiske slaver i denne periode. Et af påskuddene for den franske besættelse af Algier endnu i 1830 var jo simpelt hen at stoppe piraternes slavefangster.

Raymonds bog lægger en vigtig og fascinerende brik i civilisationens historie.”

Weekendavisen 08.08.14

Læseren kan også udvide perspektivet ved at  associere til tørklædet på den muslimske kvinde og gøre sig bekendt med forsker Carole Delaneys udlægninger om sammenhæng mellem byers indretning og kodekset om (kvinders) ærbarhed i muslimske samfund.Det er psykologi vi kan bruge i indvandrerforskningen.

Delaney forklarer bl.a. tørklædet som ekstern beskyttelse mod kvindens egen natur ,der er for for sexhungrende ifølge arabere eller uden modstandskraft for mænds tilnærmelser ifølge tyrkere .Det bundne tørklæde symboliserer en kontrolleret seksualitet [ kontrolleret af ydre mandlige kræfter Kirsten Damgaard ] .

Delaney tolker videre : landsbyen ses som en kvinde og skal være lukket. En by ses derimod som åben, uren og besudlet på samme måde som verden er afhængig og omspændt af Gud, er kvinder afhængige og omspændt af mænd. I den jordiske verden er mænd Guds repræsentanter.

Carol Delany 1987 Seeds of Honor, Fields of Shame .I Gilmore, Davis.D (ed) Honor and Shame and the Unity of the Mediterranean. American Psychological Association Publication no.22.

 

 

 

»Den nyligt afdøde franske uddannelseshistoriker André Raymonds nyklassiske bog om de arabiske byer fra 1984 giver et velkomment overblik over de arabisktyrkiske kulturers bidrag til byudviklingen.«.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Civilsamfundet, Historie. Bogmærk permalinket.