Danskerne og indvandrerne

Mennesket udgør  en social, biologisk og psykologisk enhed. Derfor er det vigtigt at erkende at de fleste indvandrere fra  muslimske lande, medbringer og vedligeholder en livsform, hvor den enkelte ikke har kunnet udviklet personlig frihed og dermed selvstændighed. Adskillige individer i både 2. og 3. generation er derfor heller ikke i sand til rationelt at gennemtænke hvad livet udsætter dem for eller sætte sig rimelige mål.

af Kurt Charleman, psykiater

 

De fleste danskere har udviklet en naturlig selvstændighed i tanke og handling. Samtidig har de bevaret et ønske om et tillidsfuldt samvær med familien og de nære relationer, og en basal solidaritet med samfundet som helhed.

Nu er det imidlertid en fuldgyldig kendsgerning, at samfundet ikke længere udgør en sammenhængende enhed, men at der i takt med indvandringen fra de muslimske lande er dannet parallelsamfund, hvor man i vid udstrækning er styret af familietraditioner og af en lovreligion, hvor normerne er skelsættende forskellige fra de vestlige traditioner og fra den gængse religiøsitet, som for den enkeltes vedkommende er en privat sag.

Mens danskernes holdning til det nye, men omsiggribende kulturfænomen på yderst ukonstruktiv vis deler vandene, er det mere end nogensinde en vigtig, såvel som et fælles anliggende, at man sætter sig ind i de muslimske indvandreres kultur.

Det er her nødvendigt at anskue problematikken, ikke kun fra en social og økonomisk synsvinkel, men derimod i langt højere grad ud fra et biologisk og et psykologisk perspektiv. Det enkelte menneske udgør nu engang en social, biologisk og psykologisk enhed, og graden af det enkelte menneskes udvikling danner fundamentet for det samfunds udvikling, som det er forbundet med.

Forankrede traditioner

Meget tyder på, at de fleste indvandrere, specielt fra de muslimske lande, lever under fast forankrede traditioner, hvor den enkelte ikke har udviklet en personlig frihed og dermed forbunden selvstændighed. Dertil mangler de en fortrolighed med en rationel forarbejdning af de udfordringer, livet stiller.

De har til gengæld på godt og ondt dannet tætte relationer, hvor sammenholdet betyder alt, og hvor opretholdelse af familiens eller sektens ære er en vital og fælles sag. Den faste og dynamiske forankring kan uden videre sættes i forbindelse med, at den enkelte såvel som gruppen som helhed er følelsesstyret, hvor et følelsesflow i den forbindelse er underordnet flokdrifter, der er med til at sikre flokkens overlevelse i en “dem mod os”-konfrontation.

Vigtige flokdrifter er dels den naturbestemte rangorden eller hakkeorden, hvor det som regel er mændene, der agerer som gruppens ledere samt den ligeså naturbestemte ritualisering af flokadfærden, som danner rammerne for den nødvendige genkendelighed og sociale kontrol af gruppens medlemmer.

Lovreligionen islam

I et sekulært samfund har den enkelte gjort op med at være underlagt en emotionel styring af sit liv og en underkastelse under ydre autoriteter. Det er sket under en personlig bevidstgørelse, hvor man lærer at tage et ansvar for sit eget liv, ikke mindst ved hjælp af en rationelt baseret tankegang.

Den naturlige proces obstrueres imidlertid af lovreligionen islam med dens doktriner, som fastholder et krav om en underkastelse under en ydre autoritet, Allah, som ved sine ord i Koranen og ved Muhammeds eksempel dikterer en række konkret formulerede love eller letanskuelige former for ritualiseret adfærd.

Et trin over kvinden

Når det gælder kvindernes råderum, er det nøje afmålt, nu ikke kun af familiens patriark, men denne kan med rette henvise til den højeste instans i rangordenen, som udgøres af den til evig tid magtfulde Allah, som i Koranen fastslår, »at manden står et trin over kvinden«.

Det er vigtigt at bemærke, at den etik kvinderne skal leve op til for at få del i mandens og Allahs barmhjertighed, ikke er udformet i form af generelle idealer eller pejlemærker som at finde en form for personlig anstændighed og selvrespekt.

Der er derimod tale om helt konkrete påbud vedrørende tildækning og adfærd som f.eks. ikke at have intim omgang med fremmede og om ikke at ægte en “vantro”. En emotionelt styret og driftsbetonet overlevelsesstrategi for en gruppe udgør sammen med islams krav om underkastelse under autoritative diktater en integreret helhed.

Det unikke forhold er med til at forklare, hvordan troen bliver til en fælles sag, og hvor tro faktuelt gøres lig med en eviggyldig sandhed, som ingen må krænke.

Det står i klar modsætning til en rationel styring, hvor den enkelte fungerer som sin egen autoritet, som er fri til at søge efter en personlig mening med tilværelsen, dels ved at søge efter svar inden i sig selv, dels ved at forholde sig åben og empirisk til tilværelsens mangfoldighed.

Som det foreløbige højdepunkt i menneskets udvikling er det nu nærmest blevet en trend at udvikle et bevidst meditativt nærvær og et holistisk livssyn, som for mange indbefatter det at kunne søge det guddommelige i sin “indre verden”.

Et sofistikeret redskab

Der er imidlertid intet, som forhindrer en troende muslim i at tænke og agere rationelt, når det gælder rent faglige forhold, der ikke griber ind i identiteten som Allahs tilbeder. Samtidig kan man opleve, hvordan evnen til at resonnere bliver gjort til et sofistikeret redskab, der indgår i et forsvar eller ligefrem i et reklamefremstød for islam.

I den forbindelse må man tage højde for, at med en henvisning til Koranens ord og Muhammeds eksempel er det en hellig pligt at lyve, så længe det gælder islams sag.

Når alle undersøgelser peger på, at en fundamentalistisk holdning i stor udstrækning fastholdes hos anden- og tredjegenerationsindvandrerne, skulle der være lagt op til, at man forholder sig mere aktivt til en rationelt begrundet regulering af indvandringen fra de muslimske lande samt til den løbende indoktrinering, der finder sted i de muslimske miljøer.

Den psykobiologiske tilgang til problemet med en fejlslagen integration kan kun underbygge, at islams ideologi har en indbygget multiresistens imod de demokratiske kræfter, der taler om dialog, ligestilling og inklusion.

Derfor må alt pege på, at de ansvarlige politikere i samarbejde med de relevante fagpersoner udformer en praksis for en regulering af indvandringen.

Udviklet selvstændighed

Her kan man frem for at forbyde indvandring fra de muslimske lande satse på kun at give ophold til alle dem, der kan dokumentere i handling og gerne ved en test, at de på et socialt og mentalt plan har udviklet deres selvstændighed frem for at være underlagt en autoritær styring.

Derved diskriminerer man ikke over for et tilhørsforhold til islam eller til et bestemt hjemland, men derimod må man have øje for, at man kan støtte de muslimer, som på trods af et gruppepres forsøger at gøre op med de ydre, autoritære bånd og de dermed forbundne indre “dæmoner” eller taburegler om ikke at blive sin egen autoritet.

Trykt i Jyllandsposten 07.08.14

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Charleman, Kurt, Pædagogik / Sprog / Opdragelse. Bogmærk permalinket.