Af Kasper Støvring – Ph.d.-stipendiat
Vi lever i et overordentlig godt samfund med en stærk
sammenhængskraft, frihed og velstand. Vi har grund til at udvise stolthed over vores kultur. Så ville vi måske heller ikke blive mødt med foragt af muslimske indvandrere, men kunne derimod gøre os håb om, at de vil blive som os. Vi kan nemlig tilbyde dem noget godt.
Ifølge en ny rapport fra tænketanken World Economic Forum opfatter 79 procent af danskerne større samkvem med den muslimske verden som en trussel. Og det er galt, forstår man. Rapportens udgivere tilhører nemlig en elite af politikere, intellektuelle og handelsfolk, der officielt plæderer for endnu mere kulturel sameksistens blandt muslimer og vesterlændinge.
En af rapportens bagmænd er endda en saudisk prins, der ikke mener, at moderate muslimer bør tage afstand fra ekstremister. Så er tonen slået an: de politisk korrekte multikulturalister skal gå islams ærinde, og midlet er som altid »dialog« og fordømmelse af bl.a. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. For det skaber som bekendt splid at bruge sin ytringsfrihed.
Medierne påkalder de sædvanlige eksperter for at få fastslået, om danskerne nu også er racister. Det er de naturligvis ikke. Men danskerne har god grund til at bevare deres skepsis og stå fast på deres egen kultur. Danskerne lever nemlig i et overordentlig godt samfund med en stærk sammenhængskraft, frihed og velstand.
Adskillige undersøgelser fra anerkendte internationale institutioner dokumenterer gang på gang dette faktum. Danmark er i verdensklasse, hvad angår forhold som demokratisk og kompetent statsledelse, social retfærdighed, politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, uddannelse, levealder, indkomst, tillid, lav korruption, konkurrencedygtighed samt lykke og tilfredshed med livet.
Dette samfund er blevet til, fordi vi her i landet har en lang række værdier, normer og adfærdsmønstre, der er særlige for vores kultur. Det er faktisk bydende nødvendigt, at vi forstår, at det er kultur, vi har at gøre med. Og at vi bevarer denne enestående kultur, der er grundlaget for vores gode samfund.
Vi fastholder kun denne etablerede fælles nationale kultur ved at integrere fremmede borgere i denne kultur. Det er betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder. Hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.
Multikulturalismen, som rapporten anbefaler, må derfor afvises: Der er simpelthen for stor forskel på den danske og den muslimske kultur. Og danskernes skepsis kommer af konkrete erfaringer med samkvem med islam, ikke af abstrakte idealer.
Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af det gode, danske samfund forudsætter kulturel integration. Det kommer f.eks. frem i diskussionen om, hvorvidt indvandrere skal kende landets kernekultur og »føle sig danske« for at få statsborgerskab.
Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel.
For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle kulturelle normer, der er afgørende for etableringen af et godt samfund, som i en dansk sammenhæng altså er kendetegnet ved sammenhængskraft, frihed og velstand.
Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed; og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration. Så igen bliver facit: det er væsentligt at fastholde den nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme.
Det er altså svært at sige noget om, hvordan et godt samfund som det danske bliver til og opretholdes. Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger kulturen i det danske samfund. Lad os se på nogle af dem.
For det første kan vi tage en række karakteristiske verdens- og menneskeopfattelser. Den bærende religion hertillands er den kristne protestantisme. Denne understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme.
Vi har også en tro på, at vi kan påvirke vores skæbne i en bedre retning, ligesom vi lærer af fortiden og fokuserer på fremtiden, hvilket fremmer planlægning og behovsudsættelse. Velstand er i vores kultur noget, der er frembragt af menneskers kreativitet, og den kan vokse i modsætning til nul-sums-opfattelsen, der præger mange andre kulturer. Endelig opfatter vi viden som noget konkret, og den kan verificeres. Kendsgerninger betyder noget.
Endelig hersker der i vores kultur det, man kan kalde en antropologisk realisme: Vi mennesker er fejlbarlige, og det tager vores samfundsindretning hensyn til. Vi eksperimenterer helst ikke med uprøvede idealer.
For det andet kan vi se på sådan noget som de moralske værdier og borgerlige dyder, der præger vores kultur. Den etiske kodeks er strengt defineret, men holdt inden for realistiske normer. Det er ikke svært at opfylde de moralske normer. Men træder man ved siden af, pådrager man sig fordømmelse. Det er med til at skabe tillid i samfundet.
De borgerlige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (»et ord er et ord«) og gensidighed: man hjælper som regel hinanden. Uddannelse er også en vigtig kulturel faktor, fordi den fremmer selvbestemmelse og kreativitet; uddannelse tillader, ja, stimulerer endda afvigende synspunkter samt uafhængig og kritisk tænkning.
For det tredje er også den økonomiske adfærd karakteriseret ved nogle særlige kulturelle forhold. Der hersker en udbredt præstationstrang blandt danskerne: man lever for at arbejde, ikke omvendt. Danskerne er også præget af mådehold og sparsommelighed (»man skal yde, før man kan nyde«), hvilket samtidig er betingelsen for succesfulde investeringer. Virkelyst og opfindsomhed præger kulturen, og vi har den opfattelse, at konkurrence fører til fortræffelighed. Endelig sker forfremmelse efter fortjeneste; det afgørende er ikke, om man har de rette kontakter.
For det fjerde kendetegnes vores kultur ved en særlig social adfærd. Lad mig hastigt opremse: Der er en meget lav grad af korruption, svindel og nepotisme. Der er tillid til og ansvarlighed over for fremmede. Der er et stærkt civilsamfund og et aktivt foreningsliv. Der er en stor deltagelse i offentlige anliggender. Magten er delt, altså det, der på engelsk kaldes checks and balances. Der hersker en grundlæggende konsensus og en høj grad af pluralisme. Og eliten står til ansvar for befolkningen.
For at tage de sidste kulturelle træk: Danmark er et sekulært samfund, og der hersker en opfattelse af personlig skyld og ansvar. Det står i modsætning til offerdyrkelse og leder til, at vi prøver at forbedre os. Endelig er der udbredte liberale holdninger og adfærd som ligestilling mellem kvinder og mænd, man ytrer sig frit (ja!), der er respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.
Denne oversigt over de særlige træk ved dansk kultur gør selvfølgelig ikke fordring på at sige noget om hver eneste dansker, men om danskerne generelt. Den er heller ikke udtømmende, men central. Visse træk kan også være universelle, men kombinationen er unik for den danske, ja, vestlige kultur. De fleste elementer kan ydermere ses som en arv fra oplysningstiden, men er i lige så høj grad en græsk-romersk-kristen arv.
Mange af de kulturelle træk har også en bagside, om man vil. Danskerne er gensidigt tillidsfulde, men er som bekendt også noget tillukkede og skeptiske. De opfatter fremmede kulturer som en trussel, medmindre de har erfaret noget andet.
Man kan heller ikke beslutte sig for at skabe en kultur lig den danske. Den er snarere vokset spontant frem gennem en lang historisk proces. Den opfattes som sådan som »naturlig«: Det er nu engang sådan, vi lever her i landet, og det føles rigtigt, meningsfuldt.
De kulturelle træk er heller ikke specifikt danske, men udpræget danske. Det er det afgørende: Det er vores værdier, der er med til at definere, hvem vi er. Og betingelsen for, at vi kan forsvare vores livsform er, at vi forstår, hvem vi er, kulturelt og nationalt.
Der er altså ikke nogen grund til at bebrejde os selv, når en kosmopolitisk elite fordømmer vores frygt for islam. Tværtimod bør vi udvise stolthed over vores kultur. Så ville vi måske heller ikke blive mødt med foragt af muslimske indvandrere, men kunne derimod gøre os håb om, at de vil blive som os. Vi kan nemlig tilbyde dem noget godt.