Det importerede homo-had

Hvad nytter det, at vi bor i det samme land, hvis vi ikke er enige om, at alle mennesker har ret til at leve frit?

Et parallelsamfund i parallelsamfundet

Jeg er dansk. Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg har altid betragtet dette land som mit hjem. I Danmark kan jeg være den, jeg er. I Danmark skal jeg ikke være bange for at være den, jeg er. Og dog.

I dag er det ikke alle dele af landet, som længere følger vores fælles værdisæt for frihed og demokrati, hvilket jeg mærker, hvis blot jeg drejer ned ad den »forkerte« gade i København.

Mit spørgsmål bliver oftest mødt med en vis berøringsangst, men hvis vi ikke tager kampen nu, vil det kun blive sværere at få afsluttet. For det er ikke kun mennesker, der flytter på tværs af landegrænser. Det gør værdier, kultur og normer også.

Nogle af de værdier, som fylder mere i visse dele af landet – såsom Nørrebro – står i direkte kontrast med de værdier, som mange danskere betragter som grundlæggende for vores samfund. Og som homoseksuel mærker jeg det måske på en måde, som andre ikke gør.

For mig er frihed ikke et abstrakt begreb. Frihed er at kunne gå på gaden, med den person jeg elsker, uden først at skulle vurdere landskabet. Det at kunne holde en kæreste i hånden, burde ikke betragtes som noget modigt, men sådan føles det ikke altid.

Selv føler jeg mig ikke altid sikker, når jeg »viser« min seksualitet på offentlig gade.

Jeg forventer ikke, at alle skal hverken forstå mig eller acceptere min livsstil. Men der er forskel på at have en personlig overbevisning og ønske, at andre mennesker ikke bør have friheden til at leve deres liv.

Min seksualitet er ikke til debat. Min ret til at elske den, jeg elsker, skal ikke afhænge af, hvilken gade jeg går ned af. Min mulighed for at holde en kæreste i hånden skal ikke være betinget af, hvem der tilfældigvis står på gaden.

 Det er her jeg føler, at integrationsdebatten bliver for overfladisk. Vi taler om boliger, sprog og beskæftigelse, som alt sammen er vigtigt, men vi taler ikke altid nok om værdier.

 For hvad nytter det, at mennesker bliver økonomisk integreret, hvis de på samme tid lever i et parallelsamfund, hvor homoseksualitet er indbegrebet af skam og fordømmelse, der ikke bør visses offentligt. Hvad nytter det, at vi bor i det samme land, hvis vi ikke er enige om, at alle mennesker har ret til at leve frit.

kilde : læserbrev i Berlingske 16.08.26 af  Johan Otto Østervig Borchersen

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Danskhed, Kultursammenstød, Menneskerettigheder, Psykologi, seneste, Værdier. Bogmærk permalinket.