Frihed er ikke et kendt begreb i islam

Islamisme – en orientalsk totalitarisme  (2014)er en bog, som faktisk ikke er spor svær at læse, på trods af, at den er akademisk. Forfatteren Mehdi Mozaffari er professor emeritus i islamologi fra Århus Universitet, og ikke mindst Doktor i politologi fra Sorbonne Universitet. Mozaffari læser selvfølgelig arabisk.Konklusionerne er klare og kontante ,analyserne og deres præmisser bliver lagt frem.

Her citerer vi om det umulige i at adskille religion og politik i islam .Mozaffari medgiver derfor at fundamentalisterne har ret!

  s.225 – 228
“ Vil islam acceptere blot at være en privatsag?
Der findes mindst tre forskellige elementer,der er dybt rodfæstet i islam, som forhindrer
både en ‘privatisering’ og en neutral holdning til sekulariseringen af samfundet.
Den første forhindring findes i islams primære kendetegn: at den er en politisk religion.
(…)    “ islam [ har ] skabt en stat , Medina-staten”
“Muhammed selv var ikke bare en profet, han var samtidig statsmand,statsoverhoved,øverstbefalende for hæren og den øverste dommer”
Han nærmeste tilhængere var også både åndelige og politiske ledere; ifølge historien var de faktisk mere politiske end åndelige.Hvordan kan en muslim glemme disse ubestridelige kendsgerninger og tro, at islam er neutral i forhold til politik? Her taler jeg kun om de historiske kendsgerninger,men det er ikke svært at finde adskillige referencer til politik på alle niveauer i Koranen.Den eneste måde ,man kan gøre islam apolitisk på, er ved at ignorere islams faktiske historie under Muhammad og hans efterfølgere og ved at søge tilflugt i mysticisme.Det lader faktisk til at de såkaldte islamiske fundamentalister faktisk har en pointe her, når de siger ,at “islam er politik, og politik er islam””.
(…) Den anden forhindring ligger i, at Koranen for muslimer i sig selv er en hellig tekst (…) Koranen er således uforanderlig (… ) især fordi den er Allahs ord.
Derfor vil Koranen altid potentielt være imod ethvert forsøg på at transformere et helligt samfund til et sekulært samfund.
Stillet overfor en såden uforanderlig og hellig tekst er der ikke plads til ytringsfrihed”.
“Den tredje forhindring ligger i, at islam ikke har nogen central religiøs myndighed i form af en organiseret og anerkendt kirke  og præstestand, som både jødedommen og katolicismen har.” (“Islam er en diffus religion”.I teorien er forbindelsen mellem Allah og hans tilhængere direkte , uden nogen mellemmand. Eftersom islam er diffus,bliver adskillelsen mellem stat og religion ekstremt vanskelig,da det er svært at trække en skillelinje mellem dem(…)Man skal som person  gøre op med sig selv,hvad der er er religiøst, og hvad der er politisk, før man går videre med at skille de to ting ad. Fordi vi skal vide helt nøjagtigt hvad der er adskillelsens genstand. Så længe enhed dominerer folks sind, og den intellektuelle og mentale adskillelse mellem f.eks. æstetik og tro forbliver en diffus proces, kan friheden ikke virkeliggøres i et samfund. Som Basam Tibi skrev.”Frihed er et sekulært projekt” (Tibi 1995:80-92).
Det er også højt bemærkelsesværdigt at frihed som sådan ikke eksisterer i islamisk  tradition og kultur.I stedet er begrebet retfærdighed(‘adl/’adla) nøgleorden i islam.For eksempel tror shiitterne på fem grundlæggende principper ( Guds enhed,Muhammads sande profeti,Dommedag,Imamatet og Retfærdighed),hvorimod sunnier kun tror på de tre første principper. Men ikke noget om frihed, som, når alt kommer til alt,er en ny ide for muslimer.”
Dette indlæg blev udgivet i Mozaffari,Mehdi, Politik / Lovgivning, Religion / Ideologi. Bogmærk permalinket.