Nedenstående er et kapitel fra interviewbogen – inkl. fakta sider – “Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normapres som fagfolk slår sig på hver dag” af Ib Keld Jensen og Bjarke Larsen, forlaget Pressto (2026). Forfatterne og forlaget har velvilligt stillet teksten til rådighed for Respublicas læsere. (s.293)
På overfladen er hun et eksempel på vellykket integration – men hun kalder jøder for jordens kræftceller
Kilde: Nikola (anonym)
Rolle: Administrativ medarbejder på en større offentlig arbejdsplads
Erfaring: Mange års erfaring på denne arbejdsplads og tidligere som jobkonsulent
Kernekonflikt: En administrativ medarbejder erfarer, at en kollega med muslimsk baggrund helt åbent udtrykker stærkt antisemitiske holdninger og andre kontroversielle synspunkter med afsæt i sin religion. Medarbejderen ser det bl.a. som et problem, fordi kollegaen også er tillidsrepræsentant for jødiske og homoseksuelle kolleger.
______________________________________________________________
Det begyndte som en helt almindelig arbejdsdag på kontoret. Nikola sad ved sit skrivebord, da der tikkede en besked ind, der ændrede den ellers normalt gode stemning. På skærmen dukkede en notifikation op fra den fælles team-chat, der normalt var forbeholdt arbejdsrelaterede beskeder mellem kollegerne i gruppen. Men beskeden var ikke til Nikola. Den var om Nikola.
To kvindelige kolleger med muslimsk baggrund skrev frem og tilbage. De var ikke klar over, at de skrev i den åbne gruppe, hvor alle kunne læse med.
For at beskytte Nikolas anonymitet kan vi ikke bringe den præcise ordlyd, men Nikola blev udskammet for i et privat Facebook-opslag at have problematiseret social kontrol.
Øjeblikket forinden havde telefonen blinket med besked om, at den ene kollega havde svaret på en kommentar, Nikola havde skrevet på Facebook. Uden at have læst svaret vidste Nikola, at det var anledningen til kollegernes chat.
En fjerde kollega brød ind i chatten og spurgte forvirret: ‘Hvad sker der her?’, og Nikola forklarede det med henvisning til Facebook-debatten.
Folk, der kalder sig moderate, fordi de ikke tror på alt i Koranen, er slet ikke muslimer.
Først da gik det op for kvinderne, at det var den fælles chat, de skrev i, og at deres bagtalelse lå til frit skue for hovedpersonen selv, og der skete et brat skift. Kvinderne påstod, at det aldeles ikke var Nikola, de havde talt om, og at de i øvrigt ‘aldrig diskuterede politik på arbejdet.’
Konflikten udsprang ikke af en faglig uenighed eller en episode ved kaffemaskinen. Den stammede fra Nikolas privatliv. Dagen forinden havde Nikola på Facebook kommenteret et opslag fra en i øvrigt muslimsk venstrefløjspolitiker, der i anledning af TV2’s dokumentar ‘Ghetto skrev, at der skulle gøres noget ved social kontrol og shariapatruljer i udsatte boligområder.
Nikola havde erklæret sig enig, men stillede også spørgsmålet: Hvad kan man overhovedet stille op med, at ekstremismen er blevet mainstream i danske forstæder og folkeskoler?
Det var denne ytring, der nu fik stemningen på kontoret til at fryse til is. Kvinderne mente åbenbart, at debatten var udtryk for negative fordomme om deres religion, og det hjalp ikke, at Nikola forklarede, at kritikken handlede om ekstremismen, ikke deres religion. “Der var en meget dårlig stemning. Jeg sad i den mærkelige situation, at kolleger fra mit team pludselig betragtede mig som en fjende.”
Jøderne har jo elitens pædofile udskejelser på film, og det er derfor, de har magten over dem.
Urimeligt at forbinde islam med ekstremisme
-Hvad gjorde du for at håndtere situationen?
“Efter et par urolige dage tog jeg en dyb indånding og gik hen for at tage en samtale med Aisha, den kollega, der havde ført an i chatten. Mit mål var forsoning – at vi også kunne være på arbejde sammen fremover. Men egentlig syntes jeg jo ikke, det var mig, der havde gjort noget forkert.”
-Du endte med at undskylde for dine holdninger?
“Ja, det var meget sigende, at det var mig, der skulle føle, at jeg havde gjort noget forkert. Men jeg så for mig, at stemningen på jobbet blev så dårlig, så jeg ikke kunne blive der. Jeg forsøgte at forklare, at det kun er ekstremismen, jeg har noget imod. Men det var her, samtalen tog en drejning, jeg ikke havde forventet.”
Selve samtalen med Aisha, der skulle have lagt låg på konflikten, endte med at åbne Nikolas øjne for, hvilke holdninger hun faktisk havde. Aisha er vellidt på arbejdspladsen og meget social. Men da Nikola forsøgte at forklare hende, at kritikken var rettet mod ekstremister og ikke moderate muslimer, afviste hun præmissen fuldstændigt.
“Hun sagde direkte: ‘Det er faktisk præcis det, jeg har noget imod. Jeg har noget imod, at man taler om ekstremisme i forbindelse med islam, og at man kalder det ekstremisme, når nogen bare gør det, som man skal gøre ifølge vores religion, og har de holdninger, som religionen foreskriver: Hun anerkendte simpelthen ikke eksistensen af ekstremisme. For hende var det bare islam.”
-Prøvede du at konfrontere hende med konkrete eksempler?
“Jeg spurgte hende om holdningen til homoseksuelle, som jo bliver forfulgt og slået ihjel i mange muslimske lande. Hun svarede: ‘Det er rigtigt, at i islam accepterer vi ikke homoseksualitet’ – men at hun sagtens kunne være sammen med homoseksuelle, da hun godt kunne lide ‘mangfoldighed: Da jeg nævnte, at de bliver henrettet i Iran og Afghanistan, sagde hun, at det var ‘misbrug af religionen’. Homoseksualitet var forkert, men da ingen mennesker er perfekte, skulle de ikke henrettes.
Det var det mest positive i samtalen. Men ekstremisme kunne man altså alligevel ikke kalde det. Men lidt mærkeligt er det jo alligevel at vide, at den smilende og flinke person, der synes, det er helt fint at omgås homoseksuelle, samtidig synes, at de er dybt forkerte:
“Hun mente, at det er forkert at bruge ord som ‘moderat: ‘fanatisme’ og ‘ekstremisme’ om islam. ‘Hvorfor skal folk ikke have lov at gå ind for alt i deres religion? Hvorfor må der ikke være diversitet? Folk, der kalder sig moderate, fordi de ikke tror på alt i Koranen, er slet ikke muslimer’, sagde hun og nævnte som eksempel den muslimske politiker, som stod bag Facebook-opslaget, der kritiserede ekstremismen.
Derfor mente hun også, at mange politikere, der omtaler ekstremismen som et problem, f.eks. socialdemokraten Frederik Vad, også er ‘racister: Det var, som om diversitet og mangfoldighed for hende handlede om hendes ret til at have holdninger, som udelukker andre mennesker.”
Jeg tror ikke på Islamisk Stat. Det var noget, jøderne og USA fandt på for at give folk en negativ opfattelse af islam.
“Jeg fortalte om, hvordan jeg oplevede den voldelige og truende og dødbringende reaktion på Muhammedtegningerne i sin tid som en krænkelse af alt, hvad jeg stod for – jeg fandt graden af mange muslimers krænkethed krænkende. En global krise, mere end hundrede døde, flere terrorangreb og en permanent terrortrussel på grund af nogle tegninger. Selv hvis de rent faktisk havde været racistiske, som de blev beskyldt for, ville det være en grotesk overreaktion. Jeg sagde, at jeg ikke mente, det var tegneren, der havde forbundet islam med terror, men terroristerne – så hvorfor var det ikke dem, man rasede over?
Jeg kan ikke forstå, at man kan benægte forekomsten af ekstremisme – men også mange vesterlændinge synes jo, det er ekstremisterne, det er synd for.”
En smilende, vellidt ekstremist og antisemit
“Men det mest rystende svar kom, da jeg spurgte til Islamisk Stat. Jeg tænkte, at det måtte vi da kunne blive enige om, var ekstremisme. Men hun sagde uden at blinke: ‘Jeg tror ikke på Islamisk Stat. Det var noget, jøderne og USA fandt på for at give folk en negativ opfattelse af islam’
Hun er faktisk tillidsrepræsentant, også for jødiske og homoseksuelle kolleger.
-Så din kollega mener, at Islamisk Stat er en jødisk opfindelse?
“Ja. Og det fik det til at gå op for mig, at grunden til, at hun ikke anerkender, at ekstremismen findes, er, at hun selv både er ekstremist og antisemit – selvom mange tænker, at en ekstremist ikke kan være smilende og omgængelig til hverdag.
Jeg har siden hørt hende sige til nogle kolleger, som om det var noget helt selvfølgeligt: ‘Jøderne har jo elitens pædofile udskejelser på film, og det er derfor, de har magten over dem. Det er derfor, hele verden gør, som jøderne siger’.
Kollegerne reagerede nærmest ikke, men det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde taget konfrontationen en gang, og jeg orkede eller turde ikke gøre det igen. Jeg tror heller ikke, at kollegerne er enige i hendes synspunkt – men det fik altså lov at stå uimodsagt.”
“Kort tid efter så jeg et Facebook-opslag fra Aisha. Hun havde delt en video, der angiveligt ‘beviste’, at alle jøder misbruger børn. Nedenunder havde hun skrevet, at jøder hører til i Helvede og er verdens kræftbyld. Det var en mærkelig kontrast til, at hun var blevet forarget over min kommentar om ekstremisme. Hun er faktisk tillidsrepræsentant, også for jødiske og homoseksuelle kolleger.”
–Hvordan passer det billede sammen med den Aisha, som ledelsen og kollegerne ellers ser?
”Aisha er generelt vellidt. Mange har ikke set den anden side af hende og tænker, at alt er fint. Men lige bag facaden gemmer der sig de her fuldkommen ekstreme holdninger og konspirationsteorier.”
Nikola ser nogle af de samme tendenser hos andre religiøse, muslimske kolleger:
“Religionen fylder meget, man har bedetæpperne med på arbejdet, og man taler meget om islam som løsningen på alting.”
“Jeg synes faktisk, det er interessant at høre dem fortælle. Jeg synes, det er fint, at de taler om det, og ofte er det meget interessant, og det er ikke alt sammen udtryk for ekstremisme – men de færreste ikke-muslimske danskere fatter vist, hvor vigtig religionen er for rigtig mange muslimer.”
“Samtidig synes jeg, der er en dobbelt standard. Det ligger i luften, at vi andre ikke missionerer for vores kristne eller ateistiske livssyn – det er vi ligesom for høflige til. Men altså, hvis man ikke vidste, at det hører med til verdensbilledet, at hun mener, at jøderne er jordens kræftbyld, og at de styrer verden via pædofil-afpresning og står bag Islamisk Stat og alverdens andre ulykker – så ville man bare tro, hun var en engageret troende.”
Det fremgik, at flerkoneri er helt almindeligt og accepteret i deres univers
Nuanceret virkelighed bag facaden
Samtalen fik noget af det, Nikola havde hørt gennem årene på arbejdspladsen, til at fremstå i et andet lys – som en del af de samme radikale holdninger, der bare bliver italesat som helt almindelige hverdagsting i pauserne. Det, der for de fleste danskere ville virke som parallelsamfundsnormer, bliver der uden blusel talt om over frokosten.
Der tales om arrangerede ægteskaber som en selvfølge, og der fremkommer eksempler på, at religionen vejer tungere end lovgivningen, som om det var vejret eller trafikken, de diskuterede.
-Hvilke holdninger har du hørt udtrykt i hverdagen på kontoret?
“Jeg har hørt samtaler, hvor det fremgik, at flerkoneri er helt almindeligt og accepteret i deres univers. En kollega fortalte om en veninde, der mente, at manden nu måtte tage ‘kone nummer to’, fordi hun ikke gad tage hele slæbet selv. Hun fortalte dog også om en mand, der havde to koner og behandlede den ene dårligt og favoriserede den anden.
Det syntes de ikke, var i orden – men det var ikke selve flerkoneriet, der var noget galt med, for det havde Allah jo forordnet. Jeg fik at vide, at det er meget udbredt i Danmark- de danske myndigheders velsignelse betyder intet, når blot man har imamens. Jeg spurgte: ‘Så bør kvinder vel også kunne have flere mænd?’ ‘Det er den vestlige måde at tænke på, svarede hun:”
-Blev der talt om andre måder at omgå danske regler på?
“En kollega fortalte også åbent om, at man ikke var tilfreds med kravet om, at dyr skal bedøves, før de halalslagtes. Det med bedøvelsen står der jo ikke noget om i Koranen, at man skal, så familien mente, at de var nødt til at finde en måde at slippe uden om det danske forbud på. Hun fortalte, at en onkel i familien har en aftale med en landmand om at tage ud og selv slagte dyrene på den ‘rigtige’ måde, hvorefter kødpakkerne bliver distribueret til hele slægten.”
Efter forsoningssamtalen med Aisha er det blevet hverdag igen, og alt er tilsyneladende godt.
Nikola befinder sig i et dilemma, som en del fagprofessionelle i den offentlige sektor kan genkende: Antidemokratiske, antisemitiske og homofobiske holdninger begrundet i religionen kommer til udtryk, men Nikola har svært ved at se, hvad man skal stille op. Det er, som om det er mere kontroversielt at kritisere holdninger som Aishas, end det er at udbrede dem. På den ene side synes Nikola slet ikke, man burde være ansat, når man har så ekstreme racistiske holdninger, at man ligefrem sammenligner en gruppe mennesker med cancer og udbreder konspirationsteorier om dem.
Frygten for at blive stemplet som racist eller for at miste mit job vejer tungere
“Men på den anden side er det i virkeligheden ikke så enkelt – for Aisha er også den flinke og rare og smilende person, som hun fremstår som. En, man kender og ønsker det bedste for. Der er noget bag facaden – men det er for nemt at sige, at facaden bare er løgn. Det er ikke kun facade. De ekstreme holdninger er, hvad hun er opdraget til, og som hun derfor tror på og tager for givet. Hvor paradoksalt det end lyder, er det ikke ondt ment, men konsekvensen af holdningerne er onde, og det er jo ikke til at komme uden om, at de holdninger fylder mere og mere i vores samfund – og at de faktisk koster menneskeliv.”
“Der fremmanes tit et billede af ekstremister som nogle helt isolerede individer, der ser ekstreme ud på en kilometers afstand og ikke har nogen forsonende træk. Men så enkelt er det ikke – man kan være flink og rar og samtidig være ekstremist. Det er en af de væsentlige grunde til, at vi har vænnet os til at tolerere intolerancen – at man ligesom ser igennem fingre med de ekstreme holdninger hos naboen og kollegaen, fordi de samtidig også bare er naboen og kollegaen.
Ekstremisme er blevet mainstream
–Hvorfor går du ikke videre med det her til HR eller ledelsen? Hun er trods alt tillidsrepræsentant?
“Jeg burde måske have gjort det. Jeg burde måske have sagt, at hun ikke kan være tillidsrepræsentant med de holdninger. Men jeg ender med at sidde høfligt og holde mig tilbage. Jeg tilpasser mig for ikke at træde hende over tæerne. Frygten for at blive stemplet som racist eller for at miste mit job vejer tungere. Jeg vil til hver en tid fastholde, at holdningerne er uacceptable – men for hende hænger de sammen med religionens verdensbillede, og det gør det svært og kontroversielt at kritisere.”
Islam er den eneste religion, hvor man bliver kaldt racist og ‘fob’ og alt muligt, hvis man kritiserer den
–Hvad er konsekvensen af, at vi ikke tør tale om de her ting på arbejdspladserne?
”At problemet vokser i stilhed. Ekstremismen er blevet mainstream, men vi lader som om, den ikke findes, fordi dem med de ekstreme holdninger passer deres arbejde og smiler i kantinen. Dilemmaet er, at vi har uforenelige verdensbilleder. Jeg synes, at de er racister, men de vil synes, at jeg er racist, fordi jeg er modstander af nogle holdninger, de har i kraft af deres religion – og det er jo en udbredt holdning, at man er racist, hvis man er kritisk over for islam. Langt hen ad vej en kan man naturligvis godt dele arbejdsplads og have forskellige verdensbilleder – men det bliver svært, når det verdensbillede, man skal rumme i diversitetens navn, er det modsatte af diversitet, fordi det går ud på at udelukke bestemte grupper.”
Ekstremismen bliver pakket ind i vat
-Hvad er det for en særstatus, du mener, Islam har?
“Islam er den eneste religion, hvor man bliver kaldt racist og ‘fob’ og alt muligt, hvis man kritiserer den. Alle andre ting kan man godt kritisere. Der er opstået en skævhed, hvor man skal skåne religiøse følelser – men kun hvis det er denne ene religion. Fuldstændig ekstreme holdninger vil man ikke kritisere, som man ville, hvis man havde disse holdninger i en anden religions navn eller som en del af et politisk program. Ingen løfter et øjenbryn, hvis man kritiserer Jehovas Vidner eller folkekirken.”
-Føler du, at du svigter dine egne principper ved at tie stille?
“Ja, på en måde føler jeg mig fej. Men selvom det har ændret sig siden muhammedkrisen, så der også er en konstant debat – så er det i manges hverdag stadig sådan, at hvis man kritiserer islam, opfattes man som racist, mens muslimer frit kan sige, at Vesten er ond, og endda, at jøder er onde og homoseksuelle forkerte, fordi muslimer siger det i religionens navn. Det er et paradoks, hvor det opfattes som intolerant ikke at ville tolerere intolerancen. Ekstremismen bliver pakket ind i vat.”
————————
Aisha er et opdigtet navn. Vi kender hendes rigtige identitet.
Administrativ medarbejder Den administrative medarbejder har sine erfaringer fra en større offentlig arbejdsplads og har tidligere arbejdet som jobkonsulent. Medarbejderen ønsker at være anonym af hensyn til sin ansættelse og sit fremtidige arbejdsliv. Nikola er ikke medarbejderens rigtige navn. Vi har set screenshots, der dokumenterer hændelserne i dette kapitel.