Definitionen af »islamofobi« er upræcis og politiseret. Begrebet anvendes nu aggressivt og dækker bredt både personer og ideologien islam.
Professor Thomas Hoffmann er ansat på Teologisk Fakultet på Københavns Universitet og forsker bl.a. i Islam med særligt henblik på religionshistoriske og -fænomenologiske aspekter, og islams forhold til politik.
“Når jeg tillige betænker de globale aktører, der promoverer begrebet (eksempelvis OIC, Pakistan og Tyrkiet), og deres lokale samarbejdspartnere, må jeg melde pas på begrebet”, forklarer professoren.
Thomas Hoffmann
Da Københavns Kommune for nylig ville uddele en halv million kroner til »en målrettet indsats mod islamofobi«, udviklede det sig hurtigt til mere end en almindelig bevillingssag. IChange, en islamisk ngo, som kommunen ville give pengene til, blev i sidste øjeblik problematiseret og bevillingen derfor ikke stemt igennem.
Herefter klagede IChange offentligt over ikke at blive tildelt midler: »Hvis muslimske stemmer systematisk udelukkes, ligger rødderne til islamofobien ikke kun i samfundet, men også i de strukturer og beslutninger, der hævder at ville bekæmpe den,« skrev formanden Bilal Itani hos Altinget. Når islamiske IChange ikke fik midler, måtte det åbenbart skyldes den strukturelle islamofobi i det danske samfund.
Sagen blev en påmindelse om et mere principielt spørgsmål: Hvad er det præcist, der skal identificeres og bekæmpes under betegnelsen »islamofobi«? Spørgsmålet er blevet yderligere aktualiseret af Muslimernes Fællesråds nye rapport. Den indskriver sig i en veletableret tendens inden for den såkaldte islamofobi-aktivisme, hvor begrebet anvendes med betydelig bredde.
Det oprindelige fokus på diskrimination og hadefuld behandling og omtale af muslimer har for længst udvidet sig til også at omfatte kritik af religionen islam. Eksempelvis når FN slår fast, at det vil være islamofobi, hvis terrorisme og voldelig ekstremisme forbindes med religion. Resultatet er en begrebslig udvidelse, som svækker præcisionen og gør legitim religionskritik til en mere eller mindre racistisk og diskriminerende foreteelse.
DENNE UDVIKLING ER ikke ny. Siden den britiske videns- og interesseorganisation Runnymede Trust, der »udfordrer strukturel racisme«, populariserede begrebet med en rapport fra 1997, har der været en indbygget spænding i definitionen. Islamofobi blev her forstået som »ubegrundet fjendtlighed mod islam«, der fører til diskrimination af muslimer. Distinktionen mellem »ubegrundet« og »begrundet« kritik var central. Den forudsatte, at kritik af islam som ideologi eller religion i visse tilfælde kunne være legitim. Derfor findes der også islamofobiforskning i dag, der opererer med begreber som irrationel og rationel islamofobi.
I praksis har denne distinktion dog vist sig vanskelig at opretholde. I nutidig anvendelse er den ofte opløst. Begrebet anvendes i dag i mange sammenhænge så bredt, at det omfatter et kontinuum fra strafbare handlinger til polemisk religionskritik. Dermed udviskes skellet mellem vold, chikane, social bias og almindelig uenighed.
Begrebet, der blev opfundet med henblik på at være et mere præcist våben imod verificerbar diskrimination og hadefuld omtale af muslimer, har i mange tilfælde udviklet sig til et hyperfølsomt begreb, hvor skjulte strukturer og »oplevet islamofobi« fylder meget. Begrebet er blevet analytisk upræcist, samtidig med at det anvendes mere aggressivt. Kort sagt: Det har forvandlet sig til den berygtede hammer, der behandler alting som et søm.
DET ER DENNE udviskning, de aktuelle danske sager illustrerer. Når ngo’er og rapporter opererer med brede og elastiske kriterier, bliver vurderingen af, hvad der udgør islamofobi, uundgåeligt afhængig af kontekst og fortolkning. Intentioner tilskrives, og uenighed kan omkodes som fjendtlighed. Når jeg tillige betænker de globale aktører, der promoverer begrebet (eksempelvis OIC, Pakistan og Tyrkiet), og deres lokale samarbejdspartnere, må jeg melde pas på begrebet.
Oprindeligt havde det sin berettigelse – ligesom begrebet for den særlige form for racisme, som vi kalder antisemitisme – men aktivisterne misforvaltede deres mission og har ikke formået at løfte begrebet til analytisk præcision og retspolitisk anvendelighed. I stedet har det skabt en giftig atmosfære.
Interessant er det derfor også, at en terminologisk gentænkning nu er undervejs i Storbritannien og sandsynligvis også i Sverige – to lande, der ellers i flere år har anerkendt og promoveret islamofobi-begrebet.
Den britiske regering vil i stedet tale om »antimuslimsk fjendtlighed«, hvilket umiddelbart er et fremskridt. Begrebet flytter fokus fra islam som religion til muslimer som personer. Det har ikke samme psykologiserende og stigmatiserende brod som »islamofobi«, og det genindsætter det sunde retlige hovedprincip: Mennesker kan beskyttes mod diskrimination; ideer, religioner og dogmer må kunne kritiseres – også på satirisk og stupid vis.
Men »antimuslimsk fjendtlighed« løser næppe problemet. Faren for, at den overdrevent aktivistiske nisse flytter med over i det nye begreb, er – belært af erfaringen – reel. Den britiske definition er også tung, omstændelig og ledsaget af en længere vejledningstekst. Her viser definitionens begrænsning sig.
SOM DEN AMERIKANSKE digter Howard Nemerov formulerede det, efterspørger folk definitioner for at afgøre grænsetilfælde – men det er netop dét, en definition nærmest pr. definition ikke kan levere. Definitioner fungerer bedst på de tilfælde, vi allerede er enige om. I gråzonerne udvider de snarere fortolkningsrummet end indsnævrer det. Fortolkningsrummet er nemlig en kampzone præget af von Clausewitz’ berygtede Nebel des Krieges, krigståge.
Når kriterierne bliver for åbne og uklare, bliver anvendelsen afhængig af kontekst og tilskrivning af intentioner. Og intentionen kan altid hævdes, bestrides og tilskrives, men sjældent fastslås med sikkerhed. Dermed forskydes vurderingen fra handling til fortolkning. I den situation fremstår jagten på den perfekte definition som et metodisk fatamorgana.
Alternativet er dog ikke begrebsløshed.
I stedet for at begynde med definitioner kan man begynde med testtilfælde eller dilemmaspil. Retsfilosoffen Jakob von Holtermann har i forbindelse med Københavns Kommunes udbud foreslået en enkel metode, som han humoristisk kalder for islamofobitesten©:
Stil aktørerne en række standardiserede dilemmaer: Er det islamofobi at satirisere over islam? At afbrænde en koran? At kalde sharia misogyn? At afvise kønsopdelte arrangementer i offentlige institutioner? At diskutere religiøse normers forhold til frafald eller homoseksualitet?
DENNE TYPE DILEMMASPIL har en anden vidensmæssig status end abstrakte definitioner. De tvinger til konkret stillingtagen og synliggør, hvordan begrebet anvendes i praksis. Hvis ovennævnte handlinger klassificeres som islamofobi, indikerer det en forståelse, hvor religion i vidt omfang søges beskyttet mod kritik. Hvis de derimod anerkendes som legitime – omend potentielt stødende – ytringer, opretholdes skellet mellem kritik af ideer og diskrimination af personer.
Det er dette skel, der er afgørende. Diskrimination og hadforbrydelser er konkrete, identificerbare og retligt regulerbare fænomener. Religionskritik og satire er derimod en integreret del af det åbne samfund, også når det er polemisk, generaliserende eller normstormende. At sammenblande de to kategorier svækker begge: Beskyttelsen af personer udvandes, og rummet for legitim kritik indskrænkes.
De aktuelle danske eksempler peger derfor ikke primært på et behov for yderligere begrebsudvikling, men på behovet for begrebslig disciplin. For ikke at tale om selvdisciplin og proportionalitet for aktivisternes vedkommende.
Den engelske udskiftning til »antimuslimsk fjendtlighed« og den svenske bevægelse mod »antimuslimsk racisme« viser, at problemet ikke blot er dansk, og at tålmodigheden med den hidtidige forvaltning af islamofobi-begrebet er ved at være nået.
kilde:
Thomas Hoffmann: Islamofobiens krigståge. Weekendavisen 11.maj 2026