Afhænger danskhed af blod, jord eller sindelag?
I et folk må blod være nedstrømskriterium for ånd
Noter af kulturpsykolog Kirsten Damgaard
Den første lov om dansk indfødsret 250 år gammel. Dansk statsborgerskab tildeles i dag som udgangspunkt efter afstamningsprincippet, men lovgivningen bruger stadig begrebet indfødsret, der er afledt af territorialprincippet.
I i de fleste nord- og sydamerikanske stater i USA får et barn automatisk statsborgerskab, hvis det fødes i landet, uanset at dets forældre ikke er statsborgere. Det kaldes som juridisk princip jus soli, altså en ret, der knytter sig til landet, også kaldet territorialprincippet.
Det står i modsætning til jus sanguinis, der bogstaveligt betyder blodets ret, altså at statsborgerskab erhverves ved arv, også kaldet afstamningsprincippet.
Indfødsretten blev en integreret del af Junigrundloven af 1849.
Udlændinge, der gerne ville opnå dansk indfødsret uden at være født her, kunne få det ved lov. Det stod og står stadig som et grundlovsfæstet princip. Opnåelse af dansk statsborgerskab er altså ikke en ret, der kan opnås ad juridisk vej, men et valg, der skal træffes af politikere.
Kirsten Damgaard, lærer og psykolog : i 1980’erne blev jeg af og til kontaktet af dansk politi, der ville vide mere om sindelag hos en af mine kursister, der søgte indfødsret.
Grundtvig skrev i anledning af diskussioner af hvem der er folket, omkring Junigrundloven:
“Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.” Til henholdsvis territorial- og afstamningskriteriet føjede han dermed det personlige valg som afgørende princip.
Julie Grove kreativ kommunikatør anfægter historiker Christian Egander Skovs definition af danskhed. Ifølge hende handler det både om etnicitet og »loyalitet over for danskheden«:
“(…)min holdning [er], at etnicitet alene ikke er afgørende for danskhed.
Det handler om loyalitet over for danskheden, og hvorvidt udefrakommende er blevet assimileret på dansk kulturs egne præmisser.
Men etnicitet er en vigtig faktor for at forklare danskheden og dens oprindelse, og etniske danskere bør derfor være fundamentet for, hvordan man definerer, hvad danskhed er.
(…) når Grundtvig skriver, at »byrd og blod er folkegrunde«, handler dette jo netop om, at fundamentet for et folk er en fælles oprindelse og slægtskab – ikke »luftige« abstraktioner og intellektuelle ideer – eller fysisk magt.
Da Egander Skov fremførte sin holdning på X, at »danskhed er ikke blod. Det er heller ikke jura. Det er ånd«, syntes jeg, at logikken var hullet som en si.”
En åndelig eller kulturel definition af danskhed må have et udspring et sted
Man er nødt til at have betingelserne for den logiske inklusion af begrebet på plads, ellers bliver ånd bare en tom frase.
»Ånd« er et følgeprodukt, der stammer fra »blod«. Danskhed er noget, danskere gør.
Julie Grove: Såvel et britisk som et dansk studie af europæerne og danskernes biologiske arv har vist, at individer med dansk oprindelse kan kategoriseres som værende ud af den nordvesteuropæiske genklynge og i høj grad deler arv med andre skandinaver og lande i vores nærhed.
Det er denne baggrundsbefolkning, som udefrakommende skal forsøge at efterligne for at blive danske i ånden.
kilder: Jens fabricius Møller: Spørgsmålet om danskhed er atter aktuelt. Kristeligt Dagblad 11.april
Julie Grove er cand.mag. i dansk og kreativ kommunikatør:
Danskhed er ikke blod – det er ånd, skrev Christian Egander Skov. Men logikken er hullet som en si. Berlingske 9. apr.