Islam og politik

 Det brændende spørgsmål for islamforskeren Michael Cook er dette: Er islam – og her mener Cook egentlig sunni-islam – simpelthen en mere potent politisk religion end andre religioner? Er det politiske mere forankret i islams ideologiske dna og en mere levende arv end andre nulevende religioners og som sådan mere politisk attraktiv for dens forvaltere, muslimerne?

Sådan spørger THOMAS HOFFMANN Professor (mso), ph. d. Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet sin anmeldelse af  Cooks bog (se nederst).For at svare på dette må man have noget at sammenligne med, og her drager Cook især sammenligninger med hinduisme og kristendom. Det korte svar fra Cook er: ja.

Vi bringer klip fra Hoffmanns anmeldelse ( WA juni 2014) og iler med at oplyse at vor egen professor emeritus Dr. i politologi fra Sorbonne  universitet Mehdi Mozaffari (landflygting iraner, præsenterer han sig ) i sin  bog Islamisme – en orientalsk totalitarisme (2014) foretager nogle meget dybe analyser af magtproblematikken omkring islam. Mozaffari erklærer at islam er en politisk religion, at den aldrig kan blive en ‘privatsag’ og at islam ikke kan forholde sig neutralt til sekulariseringen af samfundet. Vi anbefaler især kapitel 9 om islamismens forhold til frihedsværdier og kapitel 8 om islamismens forhold til omverdenen. Men tilbage til Cook.

Den vigtigste præmis er kulturarv. »Naturligvis tager jeg det for givet, at det gør en forskel, hvorvidt ens religiøse kulturarv er islamisk, hinduistisk eller kristen… Det følger heraf, at jeg ikke har nogen stor sympati for ideen om, at religiøse traditioner er kit i fortolkernes hænder – som om kulturarv kan fortolkes til at betyde hvad som helst, man ønsker, og at alle fortolkninger forekommer lige plausible for ens trosfæller,« skriver Cook.

Han giver heller ikke meget for det populære akademiske udsagn om, at der ikke findes nogen islam, men kun lokale versioner af islam. Naturligvis er Cook klar over, at der er regionale og lokale former for islam, men han vurderer, at de samlende og homogeniserende kræfter i islam altid har været stærkere og har haft mere gennemslagskraft end de lokale. Islam, hævder Cook, har været så kosmopolitisk orienteret, at den »store tradition« altid har domineret i forhold til »de små traditioner«.

(…)islam meget tidligt etablerede sig som såvel en religion som en stat. Guddommelig vejledning i form af åbenbaringer fra Allah og politiske beslutninger var en del af Muhammads og urislams hverdag, og denne cocktail af religion og politik blev for eftertiden præsenteret som et ideal til efterfølgelse.

På den demografiske front har islam kunnet mobilisere en folkelig massebevægelse, men det samme kan man sige om den kristne pinsebevægelse, der har fejret triumfer i Latinamerika og Afrika. Islamiske værdier af mere social karakter, for eksempel kravet om mænds og især kvinders dydighed, har også et stærkt tag i de muslimske befolkninger, men dette finder Cook en parallel til blandt det såkaldt Kristne Højre i USA.

Et klassisk eksempel på islamisk politisk potens er fremvæksten af den militante jihadisme. Her, indskærper Cook, er det afgørende ikke det forhold, at man vil kæmpe voldeligt for at fremme sin sag – andre religioner gør det samme – men at denne kamp udgør opfyldelsen af en pligt, der er alfa og omega i den religiøse kulturarv.

Jamen, er Cook så blot endnu en komparativist med relativistiske tilbøjeligheder à la formularen »det ubehagelige ved islam findes da også i de andre religioner, ergo har den ene ikke noget at lade den anden høre«? Næppe, for selv om Cook gør det klart, at alle de vigtigste træk ved den islamiske politiske vækkelse har paralleller i andre religioner, så er der alligevel én afgørende forskel: »For at opstille en fuldstændig række af paralleller var vi nødsaget til at trække på en række forskellige ikke-muslimske bevægelser: pinsebevægelsen, hindunationalismen, det almindelige Kristne Højre og dets obskure overdrev i form af Christian Reconstructionism samt sikhismen. Med andre ord, kombinationen af alle de træk, der udgør den islamiske vækkelse som helhed, er i sandhed unik.«

Det berigende, men også krævende ved Cooks bog, er, at svarene ikke beror på principielle følgeslutninger eller overgribende fortællinger, men på en lang og grundig ophobning af historiske observationer og eksempler (…)

At Cook således ser islam som en mere politisk eller politiserbar religion end andre, indebærer ikke, at han dermed mener, at den er mere succesfuld i realpolitiske henseender.

KORT tid før denne bogs udgivelse kom så meddelelsen om, at Cook var blevet tildelt den ærefulde Holbergpris, en videnskabelig ærespris. Ikke på grund af sin nye bog, men på grund af hele sit oeuvre. Den gives hvert år til én forsker, der har leveret fremragende arbejde inden for humaniora, samfundsvidenskab, jura eller teologi – eller en tværvidenskabelig kombination heraf.

Dengang Cook begyndte sine studier, var islamforskningen en lille sidedisciplin, nærmest at sammenligne med orkidédyrkning, men i dag står islamforskning mere åbenbar og central end nogensinde før.

Michael Cook. Ancient Religions, Modern Politics: The Islamic Case in Comparative Perspective. Princeton University Press, 2014.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Cook , Michael, Politik / Lovgivning, Religion / Ideologi. Bogmærk permalinket.